Ifølge kalenderen så er februar den sidste vintermåned og porten til foråret og sommeren. Man oplever da også, at lyset lige pludselig vender tilbage i løbet måneden.
Det var den varmeste februar, der indtil nu er målt på jorden. DMI havde de store bogstaver fremme og bragte nyheden med overskriften ”Global hedetur”.
Februar var varm og mere solrig end normalt, men også med noget regn ind i mellem. Det var sjældent at der var dagsfrost, men lidt nattefrost var der engang imellem. Det er ikke kun i Danmark vi fik en varm februar. Det var den varmeste februar, der indtil nu er målt på jorden. DMI havde de store bogstaver fremme og bragte nyheden med overskriften ”Global hedetur”. Så der er noget om snakken om den globale opvarmning, som til dels er menneskeskabt.
Den varme måned har ikke sat sit store præg på kolonihaven. Da den ligger omgivet af marker og langt fra vand, så er det et relativt koldt område i Roskilde. Så koldt at erantis og vintergæk kom meget sent op af jorden efter at de inde i Roskilde havde blomstret i flere uger. Men i slutningen af måneden kom der gang i blomstringen af disse to forårsbebudere.
Der kom gang i havearbejdet
I februar begyndte de første spæde tiltag på havearbejdet. De to højbede, hvor der skal være kartofler og spinat, blev dækket til med plastik, så jorden kan varmes op, når der skal sås spinat og lægges kartofler omkring den 20. marts.
Kartoflerne blev lagt til spiring midt i måneden. Det var omkring 30 stk. af den meget tidlige sort Frislænder. Når de er lagt og hyppet, så kommer der først et lag fiberdug på og ovenpå et lag klart plastik. Det giver tilstrækkeligt til at skærme for nattefrosten og holde jorden varm, så kartoflerne kan komme tidlig i gang. Nu er det bare at vente på, at de første kartoffelblade kommer op af jorden. Sidste år var det allerede den 8. april. Og de første nye kartofler blev spist den 23. maj. Nu må vi se, om det bliver lige så tidligt i år.
Det er meget let at stiklingeformere pelargonier og så sparer man mange penge, når de ikke skal købes på planteskolen.
Når der ikke er risiko for nattefrost kan plastikken tages af, men jeg beholder fiberdugen på, som holder på varmen, og giver mulighed for at regnvandet kommer ned til kartoflerne.
Februar blev også brugt til at tage stiklinger af pelargonierne. Jeg har tre moderplanter - en hvid, en rød og en lilla. De har stået i vindueskarmen inde i lejligheden små to måneder. De fik en masse nye friske skud, som blev klippet af og sat i tre urtepotter med plastik over. Efter små 14 dage blev plastikken taget af, og de omkring 15 små pelargonier kan vokse sig store, så de kan blive pottet om omkring 1. april og plantes ud i krukkerne, når risikoen for nattefrost er ovre. Det er meget let at stiklingeformere pelargonier og så sparer man mange penge, når de ikke skal købes på planteskolen.
I slutningen af februar kan der være stor forskel på dag og nattemperaturerne. På dage med høj sol kan temperaturen komme relativt højt op, og i de efterfølgende klare nætter kommer frosten. Særlige de store sprøde knopper på rhododendronerne kan få frostskader. Derfor blev de dækket til med grangrene fra de tre juletræer, som jeg kørte i haven i slutningen af december.
Foråret er lige om hjørnet
Når marts og april kommer, så kommer der rigtig gang i havearbejdet. Vi flytter ud i haven lige inden Påske, og ser frem til endnu en god sæson med masser af glæder, blomster, frugt og grønt. Og selvfølgelig god tid til at sidde på terrassen og nyde haven over et glas vin.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278