For undertegnede som anmelder er det værste, jeg kan komme ud for, er at få er RIGTIG god bog foran mig. 

Det er væmmeligt at skulle pille en velskrevet og sproglig prima tekst fra hinanden og som en anden stymper koge noget makværk sammen på de få linjer, som der, indlysende nok, er plads til i en avis som Arbejderen, der skal nå så mange med så få midler.

"Hvordan kan det være at vort samfunds ledelse reagerer prompte på ethvert økonomisk krisetegn, mens omvendt forekommer handlingslammede overfor de stadig mere alarmerende tegn på social og økologisk katastrofe", spørger forfatteren.

Jeg synes derfor, at jeg er nødt til lave TO anmeldelser – den korte og så den længst/kortest mulige, som redaktionen kan leve med, for at få det fyrværkeri af kloge tanker formidlet til læserne. Begge med henblik på at sikre, at andet oplag skal planlægges allerede nu. Og en oplagt oversættelse til engelsk, selv om det er en svær opgav for oversætteren grundet de dejlige digte.

Det drejer sig om John Holten-Andersens nye "Sprogets magt. Magtens sprog", som har undertitlen "En analyse af sprogets historie. Et forsvar for sansernes verden". I en bredt anlagt historisk analyse undersøger han sprogets udvikling gennem tiden, med særligt fokus på tre afgørende sproglige revolutioner: Overgangen fra tale til skrift, fra håndskrift til bogtryk og fra grafisk til elektronisk kommunikation.

Den korte anmeldelse kommer her:

Smid alt, hvad du har i hænder og hoved, og styrt hen til din favoritboghandel og køb bogen – eller – til nød – vælg en net-boghandel. Læs den omgående med åbent sind, så vil du på side 231 opleve dig som en fugl Fønix. 

En udviklingshistorie

Den noget længere, men alligevel for korte er:

John Holten-Andersen (JH-A) har begået et sandt mesterværk med sin nye bog. Man fanges allerede i de første linjer og det er svært at lægge bogen fra sig, før den er læst og måske endda hurtigt genlæst.

Den dækker nok de første 15-25 videnskabsområder, med mange meget nøje udvalgte digte og ligeledes rammende citater fra hele verden, der underbygger forfatterens "røde tråd" gennem bogen. Et frontalt angreb på den nuværende verden – politisk, økonomisk, kulturelt, medmenneskeligt – ja det hele.

"Hvordan kan det være at vort samfunds ledelse reagerer prompte på ethvert økonomisk krisetegn, mens omvendt forekommer handlingslammede overfor de stadig mere alarmerende tegn på social og økologisk katastrofe", spørger forfatteren.

For at få fast jord under fødderne til dette og en række andre meget tidstypiske problemer, som politikere og spin-doktorer konsekvent skøjter hen over, kaster JH-A sig ud i menneskehedens udviklingshistorie fra vore forgængere, hominiderne, klatrede ned fra træerne for cirka tre millioner år siden og begyndte at gå på to ben, således at "forbenene" blev befriet for at tjene som transportgrej alene og derved bruges, gennem de kommende millioner år, til mere fornuftige formål, som for eksempel at fremstille værktøjer med.

For at koordinere flokken forfinedes skrig og skrål gradvist til mere komplicerede lyde, der gav mening. Sang var et langvarigt mellemtrin, før den nuværende "civiliserede" tale kom til. Sproget var ved at opstå med begreber/ord, der betegnede de forskellige "ting" i den virkelige verden, som vi er en uadskillelig del af. Sanserne styrede og talen er da også styret af legemet – munden – struben.

Håndens arbejde

For cirka 300.000 år siden trådte "det vise menneske" (Homo sapiens) ind på verdensscenen. I stigende grad begyndte håndens arbejde at blive forudgået af abstrakt tænkning, ideer, og det hånden skabte og skulle forme og ved valg af materialer. Navne på ting bliver i stigende grad symboler for verden omkring os frem for det sansemæssigt direkte oplevede.

Udviklingen af et alfabet blev et afgørende vendepunkt, der i løbet af få årtusinder helt skilte menneskerne fra dyrenes verden. 

Udviklingen af et alfabet blev et afgørende vendepunkt, der i løbet af få årtusinder helt skilte menneskerne fra dyrenes verden. Forskellige, hierarkiske samfundsformationer begyndte at afløse hinanden. Religioner ligeledes. Alle trin i disse afgørende udviklinger får forfatteren med i korte og klare delkapitler. Magt, rigdom, penge og deres tegn med videre, så vi er på vej ind i det han kalder "Den alfabetiske civilisation".

Gud og kejseren får ord med på vejen, og gud falmer, som bekendt stille og rolig, modsat kejseren, der dog får mindre prangende titler bland efterfølgerne, men ikke nødvendigvis mindre blodige.

Kommet lidt ind på 1400-tallet havde den opfindsomme bogtrykker Johann Gutenberg fået den geniale idé, at de enkelte skrifttegn kunne adskilles og ord bygges op, så typerne kunne genbruges og derved billiggøre masseproduktionen af teksten. Der var bare det aber dabei, at det kun var en meget snæver del af befolkningerne, der var skriftkloge og læsekyndige, så magthaverne måtte bruge nogle hundrede år på at etablere folkets skoler, så deres ordrer kunne bankes ind i enhver knold.

Magtens hierarki skulle til enhver pris opretholdes – religiøs eller verdslig. Videnskabernes udvikling er kritisk vurderet og ikke til det bedre for især naturvidenskabernes, økonomiens eller matematikkens selvdeklamerede eksakthed.

Ved at bilde folk og forskere ind, at det er den menneskelige hjerne, der udtænker ideerne, hvor virkeligheden er den, at det er sproget (talt, læst som TV-set), der former hjernen og tænkningen. Ved at koncentrere de rigtige "æg-hoveder" (mit ord (MJ), ikke forfatterens) i de virkelighedsisolerede universiteters elfenbenstårne, skabes der folk "med et meget, meget stort ego" (forfatterens ord), som gradvis tror, at alt er symboler, og i sidste ende at hele virkeligheden er symbolsk.

I livets tegn

Også lægevidenskaben får sig fortjent røffel. Som beskrevet i bogen medfører denne "udvikling af civilisationen", at vort liv og færden bliver tiltagende kropsfjendsk. Skolerne tvinger børn og unge til at sidde musestille. Kedsomheden er enorm. Disse evigt rastløse og motorisk urolige børn havner hos en psykiater, der råber ADHD – og straks ordinerer psykisk dæmpende lægemidler. Så er der ro i timerne! "Det er vor tids version af djævleuddrivelsen" skriver JH-A.

Opdagelsen af elektriciteten blev det næste kvalitative element på vejen for hurtig udbredelse af "budskaberne". Telegrafen, telefonen, radioen, fjernsyn og WWW + de sociale medier er vi nået til.

Sideløbende med dette sker de politiske og økonomiske ændringer, der foreløbig er kulmineret med nyliberalismen. "Udviklingen" i den vestlige verden og (ofte påtvunget) resten af kloden har været baseret på en hysterisk opfattelse af, at virkeligheden, herunder mennesket og dets meninger, er sat på formel efter en streng "enten/eller" logik, der kan omsættes i den digitale model "0 eller 1".

Sort eller hvidt og andre dikotomier som mand/kvinde, levende eller død, gud eller satan, himmel eller helvede – alt er, grundet en fejlagtig virkelighedsforståelse, rent tankespind, da den virkelige virkelighed ALTID er af modellen "både-og". Det er styrken i den materialistiske dialektiske verdensanskuelse, selv om JH-A ikke bruger disse ord. Han konstaterer med reference til andre kilder også, at "en computer er hurtig, men dum".

Finanskapitalens og det økonomiske (u-)væsens 0-1 ’s tyranni får solide skud for boven.

"I livets tegn" hedder det sidste afsnit, og det er det sandelig også på tide, at vi tager fat om. Modellerne for hvordan vi får gjort op med det nuværende stupide tyranni, før den reale fascisme /nazisme igen er der.

En utrolig præstation. En oplagt basisbog i mange miljøer: partier, højskoler, lokale forsamlingshuse for igen at få talt sammen, menneske til menneske, øje til øje, tankeudveksling i stedet for indvikling, da bogen ikke roder sig ud i partipolitiske kævlerier. Som sagt i den korte version af anmeldelsen: få fat i bogen her og nu og læs den med omtanke.