23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Folkeparti håber på ja i Storbritannien

Folkeafstemning om EU

Dansk Folkeparti håber på ja i Storbritannien

Dansk Folkeparti håber på, at Storbritannien stemmer for at blive i EU. Partiet vil heller ikke støtte Folkebevægelsen mod EU's krav om en dansk afstemning.

Mange tror, at Dansk Folkeparti er modstander af EU, men det er de ikke. EU-ordfører Kenneth Kristensen vil blive i EU, fordi det giver varer til fornuftige priser.
FOTO: Dansk Folkeparti
1 af 1

Dansk Folkeparti anses af mange som et EU-modstanderparti. Men faktisk krydser Dansk Folkeparti fingre den 23. juni og håber på, at Storbritannien stemmer ja til blive i EU.

– Hvis vi ser nationalegoistisk på den britiske afstemning, så håber vi i Dansk Folkeparti, at briterne siger ja til at fortsætte i EU, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen, til Arbejderen.

Vi ønsker ikke at forlade EU. Vi er glade for det indre marked.
Kenneth Kristensen, Dansk Folkeparti

Han mener, at et britisk ja vil give Danmark og resten af EU mulighed for at få en grundlæggende debat om, hvilken vej EU skal gå.

– Vi ønsker et andet EU. Et mere demokratisk EU. Vi ønsker at reformere EU og få et mere gennemsigtigt EU. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal andre lande også være med. I øjeblikket fører Storbritannien an i kampen for et reformeret EU, siger Kenneth Kristensen og fortsætter:

– Hvis briterne stemmer sig ud af EU, bortfalder aftalen mellem Storbritannien og EU. Det er problematisk, hvis man som jeg gerne ser, at Danmark – og andre medlemslande som måtte ønske det – får samme muligheder som briterne for at begrænse udbetalingerne af børnepenge til børn i andre lande.

Vi skal blive i EU

Kenneth Kristensen afviser også ideen om, at Danmark skal melde sig ud af EU - eventuelt sammen med Storbritannien. Dansk Folkeparti mener nemlig, at det er rigtig godt for Danmark at være medlem af EU's indre marked.

– Vi ønsker ikke at forlade EU. Vi er glade for det indre marked. Det betyder, at vi kan handle sammen på tværs af grænserne og få varer til en fornuftig pris, siger Kenneth Kristensen.

Han erkender dog, at det indre markeds principper om, at arbejdskraften skal kunne bevæge sig frit og uhindret over grænserne, giver nogle udfordringer for fagbevægelsen:

– Men vi kan ikke pille ved den frie bevægelighed. Det er en af grundstenene i det indre marked. Vi skal kun tage de kampe, vi kan vinde. Men det er klart, at det stiller arbejderne og fagforeningerne overfor nogle udfordringer.

EU-ordføreren mener, at problemerne med social dumping løses ved at nationalstaterne selv kan bestemme, hvem der skal have adgang til sociale ydelser og hjælp til læge og tandlæge.

– Hvis vi laver et optjeningsprincip for østarbejderne, vil vi komme en del af problemerne til livs. Men det bliver vanskeligt helt af afskaffe problemerne med social dumping, siger Kenneth Kristensen.

Ingen støtte til dansk afstemning

Han håber i stedet på, at afstemningen i Storbritannien kan være med til at sætte en mere kritisk dagsorden i EU med mere plads til, at nationalstaterne kan bekæmpe social dumping. 

– Det er rigtigt, at de østeuropæiske lande og integrationsivrige lande som Tyskland og Frankrig har en anden dagsorden end os i forhold til social dumping. Det er klart, at det bliver ikke let. Men det er et forsøg værd, mener Kenneth Kristensen.

Dansk Folkepartis støtter heller ikke Folkebevægelsen mod EU's underskriftsindsamling for at få en folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab.

– Vi bakker ikke om Folkebevægelsen mod EU's underskriftsindsamling for en folkeafstemning. Det er et underligt tidspunkt at den kommer på. Vi aner ikke, hvad udfaldet af Storbritanniens afstemning bliver, lyder det fra DF's EU-ordfører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2016 - 07:30   06. apr. 2016 - 07:40

Brexit

ml@arbejderen.dk