På baggrund af samtaler mellem seks anonymiserede konsulenter fra nogle af Danmarks største konsulenthuse og en psykolog, har forfatteren og dramatikeren Kaspar Colling Nielsen skrevet stykket "Sidst på dagen er vi alle mennesker".

Sønnen går med til fire timers daglig spilletid, hvis far til gengæld kun arbejder syv timer dagligt. Faren svarer med en latter. 

Scenen er en stor sort trappe fra gulv til loft. Store bunker af papirer er stablet rundt i dette konsulent-landsskab, som scenograf Christian Albrechtsen effektfuldt har skabt til forestillingen. På kort tid kan en situation etableres.

Det er et sjældent indblik i livet for de mennesker, der arbejder i en hemmelig skygge-verden, hvor de helt store strukturelle beslutninger i vores samfund tilrettelægges.

Hvem er det der står bag DONG-salg, Folkeskolereform og Bank-pakker? Det er givetvis konsulenter af den kaliber, som stykket handler om. Konsulenter der er højtuddannede økonomer og projektledere, men først og fremmest skolet og i evig avance-krig i konsulentverden.

Jobsamtalen tjekker markedsværdien

Konsulenter der tjener astronomiske lønninger. Konsulenter der arbejder op til 80 timer om ugen, hvor karrieren er det suverænt vigtigste i livet. Konsulenter der med jævne mellemrum headhuntes til andre konkurrende firmaer, og går til jobsamtalerne for at få tjekket deres aktuelle markedsværdi – hvor meget er jeg steget siden sidste jobsamtale?

Skuespillerne Marijana Jankovic, Claes Bang og Simon Sears gestalter de forskellige konsulenter. Kvinden der under påskud om maveonde, lister sig på WC under Vild med Dans-TV-aften-med-kæresten, og i smug arbejder løs på computeren. Hun kan ikke lade være. 37 minutter var hun derude.

Den socialt kejtede Frode, der ikke vil være i centrum, men var den bedste sælger sidste år. Umiddelbart en regne-dreng, men med en hudløs ærlig psykologisk indsigt i sig selv og mennesket som sådan. Fantastisk spillet af skuespilleren Claes Bang med al den kejtede mimik og troskyldighed dette paradoksale magtudøver-menneske besidder.

En permanent midlertidig tilstand

Sammenligningen med bjergbestigning af Mount Everest går igen. Altid i kamp, altid knoklende, altid stræbende efter et mål langt væk. ”Der er altid en rigtig rækkefølge, resten er bare arbejde” som Emil citerer sin chef Allan for at have sagt. Chefens største bedrift er at have skabt bankvæsnet i Usbekistan fra bunden.

Det konstante i deres liv er, at alt hele tiden skifter og intet er, som det var i går. Allan (Simon Sears) har den gave fra fødslen, at han kun behøver tre timers søvn og kan arbejde uafbrudt. Det vigtigste for ham er mennesket. ”Den der ikke kan sludre med den indiske rengøringskone, men kun synes, hun er irriterende og forstyrrer, han har ikke fattet en skid og duer ikke”.

Og seniorpartner Jens (Claes Bang) der sættes skakmat i forhandling med sønnen om sønnens daglige computerspil-tid. Sønnen går med til fire timers daglig spilletid, hvis far til gengæld kun arbejder syv timer dagligt. Faren svarer med en latter. Det går jo bare ikke.

Paradokserne

Det mest slående i fortællingerne er den neutralitet og nøgterne værdifrihed, som disse mennesker har i deres tilgang. De er de øverste dyr i kapitalismens fødekæde – og man bebrejder jo ikke en haj, at den opfører sig som en haj.

De bløde politiske og etiske overvejelser holder de sig fri af. Som professionelle fodboldspillere er de kun optaget af den sublime præstation indenfor de givne spilleregler – og de defineres for tiden af den kapitalistiske markedsøkonomis logik.

På det personlige plan består paradokset i deres evige stræben efter at optimere deres egen merkantile værdi. Det gør de ved at investere den vare, de har – arbejdstimer og arbejdskraft i enorme mængder, så de ikke har fritid og risikerer at dø i en ung alder af overbelastning.

Nogle kommer slet ikke i nærheden af at nyde den frihed og luksus, de kan købe for den enorme løn, de inkasserer. Emil på 27 har ikke nået at købe møbler til sin store lejlighed. Men det går også igen i fortællingen om de seks, at det er sekundært for dem.

Det er først og fremmest jobbet, der er det attraktive sted at være. Kvinden Milla  på 39 med arbejderklassebaggrund, der har flygtet verden rundt i 15 år og samlet på fantastiske oplevelser og lykkefølelser. Hun frygtede Danmarks tavshed, syv måneders kulde og spisen frikadeller. Alt det faglige, maratonløb, kæmpe-projekter, det klarer hun nemt. Men tiden løb fra hende, og nu ønsker hun sig brændende mand og børn.

Mammutteatrets dokumentarteater er både elementært underholdende og vedkommende. Den dramatiske bearbejdning og skuespil af høj klasse gør det til en meget seværdig oplevelse.