Gerhard Herbert Kretschmar bliver født i Nazi-Østrig i 1930'erne. Drengen mangler begge fødder, en arm og er desuden både blind og epileptisk.

Der er vanvittig stor forskel på nazisternes udryddelsesprogram for handicappede, til nutidens undersøgelse af fostre under graviditeten.

Han blev det første barn, som blev dræbt i nazisternes medlidenhedsdrabsprogram, Eutanasi (T4), der ifølge udskriften fra Nürnberg-processen mod krigsforbrydere fra Det Tredje Riges Tyskland kostede 270.000 mennesker livet.

Det er det ene spor i teatertruppen Holland House' forestilling, Kinder K, om de etiske dilemmaer og samfundsmæssige konsekvenser af såkaldt genetisk selektion.

Kinder K er skrevet af en norske prisbelønnede dramatiker Kristofer Blindheim Grønskag.

Det andet spor i stykket viser et nutidigt par, som skal have deres første barn, men fostervandsprøven viser, at noget ikke er, som det skal være. De skal tage stilling til, om de skal fortsætte graviditeten med chance for at få et barn, der afviger fra normalen, eller om de vil få foretaget en abort.

Trukket for voldsomt op 

Det er godt at diskutere tingene. Hatten af for det. Men dilemmaet er trukket lidt for voldsomt op, når folkene bag Kinder K sætter de to spor op overfor hinanden.

For der er vanvittig stor forskel på, politisk at vedtage at udrydde alle de liv, som ifølge nazisterne ikke var ordet liv værdigt, og så tilbyde nutidens forældre undersøgelse af fostre under en graviditet.

Det kan jo være en tryghed at få at vide, at man venter et sundt og raskt barn. Det har intet med et nazistisk drabsprogram at gøre.

Når dét så er sagt, skal af Kristofer Blindheim Grønskag og den Reumert-vindende og internationalt anerkendte instruktør Jacob F. Schokking have ros for at gøre, hvad teater er bedst til: At sætte ting på spidsen. Stor ros til den visuelt banebrydende iscenesættelse. Lyd, lys og drejelig kulisse går i ét.

Også Josephine Park skal have skulderklap for sin formidable rolleindlevelse. Det har hun tidligere vist i tv-serien Arvingerne på DR og Dicte på TV2. 

Det er et tungt stykke, det her. Måske ikke letfordøjeligt, men det er godt nok modigt gjort.