Henrik Szklany og Aalborg Teater opfører en vision om, hvordan Europa kan se ud om 20 år. Stykket hedder "Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa".

Virkeligheden har på flere fronter allerede overhalet tekstens fremtidsvision. 

Men da virkeligheden på flere fronter allerede har overhalet tekstens fremtidsvision, ligger forestillingens styrke snarere i et godt oplæg til kollektiv selvrefleksion over, hvordan vi overlever som Danmark, når vi kontinuerligt overdrager suverænitet til overstatslige myndigheder som EU og Nato.

Hvordan vi bevarer vores demokrati, når politikerne i demokratiets navn gør alt for at svække det? Tænk blot på offentlighedsloven. Hvordan bevarer vi ytringsfriheden uden at beskære den? Hvordan vi bevarer et mangfoldigt fællesskab, så vi ikke ender i en fragmenteret kamp mellem selvretfærdige klaner?

Da der en dag i 2036 går hul på den mur, der omslutter det samlede Europa (uden England), og horder af indtrængere fra klodens periferi myldrer ind, mister storbyboen Jesper Nielsen sin datter, da en raket rammer ned i familiens trampolin.

Så da Jesper Nielsen øjner muligheden for at redde resten af sin familie, sin klan "de produktive" og det Fort Europa, der hidtil har beskyttet ham, laver han en uhellig alliance med en "uproduktiv"  og rejser ud for at gøre en forskel.

Han finder frem til og sammen med de bæredygtige idealister i NGO; en GreenCity, der i deres elitære indstilling til tilværelsen ikke handler som idealister, men som opportunister. Det gør Jesper Nielsen også, der i magelighed lader den "uproduktive" sejle sin egen sø og glemmer at gøre en forskel.

Hold perspektivet

Det kommer han som "handlingens mand" dog utilsigtet til, da han via et tryk på et tastatur igangsætter en masseudryddelse af "indtrængerne". Det får dog også forfærdelige konsekvenser for hans egen familie, han drog ud for at redde. Jesper Nielsens modpol i handlingen er indtrængeren Sophia, der assimileres så godt, at hun overtager styringen mod destruktion, mens Jesper Nielsen ender i eksil.

Spilletiden på 140 minutter er på trods af en spændende scenografi, god instruktion og fint skuespil en del i overkanten. Med den rigtige opstramning af teksten vil pointerne komme til at stå klarere og ikke behøve den understregning, som leveres nu. Det sker forhåbentlig, når nogen opfører version 2.0 engang i en ikke al for fjern fremtid.