Det er en helt særlig oplevelse at se teater under åben himmel i den uendeligt smukke Ulvedal i Dyrehaven og se Kong Arthur. Bagtæppet udgøres af skrænter, bakkekamme og Dyrehavens skovbryn. Et dådyr trippede dekorativt og improviseret rundt i baggrunden. Og lyssætningen fulgte solens nedgang bag trætoppene.

Der er et utal af ligheder og referencer til kendte universer; fra Harry Potter til aktuelle samfundsproblematikker.

Dramatiker Jokum Rohde har været på et kæmpe arbejde. Historierne om Kong Arthur er enormt omfangsrige, komplekse, fyldt med et persongalleri af hoved-, mellem- og biroller - og væsner. Det forsøger forestillingen i Ulvedalen at løse ved bogstaveligt talt at skære forhistorien ud i pap: Med påklædningsdukker i fuld størrelse ser vi Arthurs heltebedrifter genfortalt klovneagtigt og selvhøjtideligt af kongen selv og hans sammensatte teatertrup.

Scenen er centreret omkring det berømte runde bord, men uden ridderne, der alle har vigtige gøremål ude i verden med at finde hellige graler, pilgrimsfærde eller andre ridderlige ting.

Kontraster og underholdning

Da forhistorien således er genfortalt, tager stykket fat på nutiden. Og her er det svært at holde fokus på historiens gang. Indholdet udkonkurreres af effekter og smukke scenarier. De er til gengæld meget fascinerende og imponerende.

Der er ikke meget, der kan konkurrere med ti smukke heste med riddere på og i flintrende galop ind over scenen. Eller en flok røde dødningehoved-djævle fræsende ned ad skrænterne på motorcykler.

I kontrast til infernoet sænker stilheden sig med et trylleslag, og et kor iklædt selvlysende dragter i turkis-lyseblå istemmer skønsang. Senere bevæger en musiker sig ud af orkestret og ned på scenen med en klagende smuk klarinet.

Replikskiftene foregår mellem spillerne over lange distancer fra scenens forskellige platforme. Teksten veksler mellem riddertids-forankrede falbelader, praktiske forklaringer og humoristiske tekst-bidder. "En masse gode idéer i det ansigt, der allesammen er gået galt" er Lady Elaines beskrivelse af den ikke så kønne mand, Ridder Gawain.

Musikken veksler fra folkemelodiske toner til rasende rockballader. Der er et utal af ligheder og referencer til kendte universer; fra Harry Potter til aktuelle samfundsproblematikker.

Komik og stort format

Ole Lemmeke som hukommelstabsramt troldmand Merlin er ubetaleligt morsom. Han gentager glans- nummeret fra sin optræden som Sheriffen i Robin Hood samme sted for 3 år siden. Han kan noget med komik, timing og replikbehandling, der er i særklasse.

Som publikum er du underholdt fra start til slut. Der veksles konstant, og synsindtrykkene står i kø. Der er malet med den store pensel udi skuespilstil og teatralitet. Her er mulighed for lange sceniske vandringer. Og helt passende og nødvendigt. Den store og komplekse koreografi binder forestillingen smukt sammen. Der skal noget til at spille en kæmpe udendørs scene op med et kæmpe publikum. Det store hold af over hundrede frivillige statister og kor giver forestillingen kraft og fylde.