I dag er det 75 år siden, at det danske politi i samarbejde med den tyske besættelsesmagt arresterede de danske kommunister.

Det skete den 22. juni 1941 – samme dag som Nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen.

143 mænd og syv kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor 21 af dem mistede livet.

Tidligt om morgenen blev den danske politiledelse og regering stillet overfor tyskernes krav om "Arrestation og Internering ... af alle tyske, udenlandske og statsløse Kommunister, af alle ledende danske Kommunister, herunder ogsaa de kommunistiske Rigsdagsmænd, af alle danske Kommunister, der mistænkes for at udøve Spionage og Sabotage".

Disse krav fik katastrofale følger for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), eftersom statsminister Thorvald Stauning erklærede, at de tyske krav skulle efterkommes.

Tyskerne var velforberedte. De mødte op med et specialkartotek med 66 navne på kommunister, der skulle arresteres.

Det tyske kartotek var ikke et resultat af tysk efterretningsarbejde. Det var i nøje overensstemmelse med det kartotek af 17. september 1940, som var udarbejdet af overbetjentene Christian Madsen og Verner Dinesen fra afdeling D ved opdagelsespolitiet i København efter ordre fra politikommissær Jens Peter Odmar og herefter overrakt til den tyske besættelsesmagt.

Anholdte fem gange så mange

Det danske politi nøjedes imidlertid ikke med at følge det tyske krav om at arrestere 66 kommunister. Danske politifolk anholdt fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt. Af en opgørelse fra Justitsministeriet fra 1942 fremgår det, at der i perioden fra den 22. juni til den 22. august 1941 blev foretaget 295 anholdelser, 155 i København og 140 i provinsen. 116 af dem sad inde den 22. august 1941. Resten var blevet løsladt i mellemtiden.

To måneder senere vedtog Folketinget – med tilbagevirkende kraft og i strid med Grundloven – lov nr. 349 om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Loven blev endelig vedtaget den 22. august 1941, hvor alle Folketingets partier (de kommunistiske medlemmer deltog jo ikke i afstemningen) stemte for: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Retsforbundet og Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (nazi-partiet).

I begyndelsen af november 1942 gennemførte dansk politi endnu en stor razzia efter tysk krav, lige så omfattende som den i juni 1941. Baggrunden var det omsiggribende modstandsarbejde med egentlige sabotageaktioner.

Ny arrestationsbølge

Razziaen i november 1942 var primært rettet mod de ledende kommunister, der fortsat var på fri fod, "mindre kommunistiske partifunktionærer" og de danske frivillige fra den spanske borgerkrig. 330 borgere blev af justitsminister Eigil Thune Jacobsen indstillet til forvaring. Det samlede antal anholdelser nåede op på 252, således at det samlede antal internerede den 9. december 1942 var oppe på 353.

Arrestationsbølgerne i juni 1941 og november 1942 var alvorlige anslag mod det illegale kommunistiske partis organisationer, men det lammede ikke deres modstandsarbejde, som fra vinteren 1942-1943 også blev opmuntret af, at Tyskland begyndte at lide nederlag ved fronterne.

Da den danske regerings samarbejdspolitik brød sammen den 29. august 1943, rykkede tyske tropper ind i Horserødlejren, hvor de danske kommunister sad interneret.

Af de 243 fanger lykkedes det 93 at flygte over hegnet omkring lejren. 150 fanger - 143 mænd og syv kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor 21 af dem - 20 mænd og en kvinde - mistede livet.