20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Georg Elser ville spare verden for blodsudgydelser

Tysk modstand under nazismen

Georg Elser ville spare verden for blodsudgydelser

"Urmageren" er en fremragende film om nazismens udvikling, og hvordan det kan gå gruelig galt, når man er uheldig.

Møbelsnedker Georg Elser(Christian Friedel) bliver tidligt klar over, hvad nazismen kommer til at betyde, hvis ikke man går til modstand.
FOTO: Bernd Schuller
1 af 1

Der findes heldige helte, og der findes uheldige helte. De heldige helte ser vi mest i amerikanske film, hvor én mand klarer hele det onde slæng, der enten vil tiltage sig magten eller helt vil udslette kloden.

Urmageren er en lærerig film om, hvordan nazismen fik tag i mange tyskere.

Så er der de uheldige helte, som har nogle idealistiske formål, men som kommer gruelig galt af sted. Møbelsnedker Georg Elser(Christian Friedel) hører til den sidste kategori.

Så tæt på at ændre

Havde Hitler blot været i Bürgerbraükeller 13 minutter længere 8. november 1939, så havde verden måske set helt anderledes ud.

Nu bliver Georg Elser imidlertid arresteret og stillet overfor politichefen Arthur Nebe (Burghart Klaussner) og den helt vanvittige gestapoleder Heinrich Müller (Johann von Bülow). Her får Georg Elser at vide, at Hitler netop har overlevet et attentatforsøg, men at otte mennesker er blevet dræbt.

Politichefen og Gestapolederen finder hurtigt ud af, at Georg Elser har været med i dette komplot mod Der Führer. Men hvem har han samarbejdet med? Hvilken organisation står bag?

Georg Elser vil helst blot skydes på stedet, da han har indset, at slaget er tabt. Men det ønsker Gestapolederen ikke, så Georg Elser underkastes en barsk tortur for at få ham til at indrømme, hvem han har samarbejdet med.

Elser tog tidligt stilling

Under torturen ruller vi tilbage til 1932, kort før nazismen tager magten i Tyskland. Georg Elser bor i en lille landsby i de sydtyske alper.

Han er møbelsnedker og morer sig sammen med byens ungdom. Han spiller også harmonika og optræder på det stedlige værtshus i et lille orkester. Her viser nazismen sit grimme fjæs, da de brunskjortede gerne slås med de røde sympatisører og fortæller dem, at de nu snart får magten, og så er det slut med de røde svin.

Georg Elser er ikke medlem af KPD (Tysklands kommunistiske Parti), men han sympatiserer med dem, da han tidligt opdager, hvad nazismen står for.

Filmen følger så udviklingen i den lille landsby op gennem 30’erne, og Georg Elser bliver mere og mere overbevist, at der må gøres noget, hvis verden skal reddes fra en katastrofe. Ene mand får han så konstrueret den bombe, som han også får anbragt i Bürgerbraükeller.

Instruktøren bag Der Untergang

Urmageren er en fantastisk film, som på det helt jævne plan viser nazismens lede ansigt.

Oliver Hirschbiegel har instrueret Urmageren. Han er også instruktøren bag den berømte film Der Untergang om Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin.

Selvom der ikke er spænding omkring udfaldet af Georg Elsers dom, så har Hirschbiegel skabt en film, der hele vejen igennem bliver vedkommende og interessant.

Urmageren er en lærerig film om, hvordan nazismen fik tag i mange tyskere, der heller ikke før nazismens overtagelse havde alt for gode levevilkår.

16. jun. 2016 - 12:25   06. jul. 2016 - 10:02

Film

Jørgen Melskens
Anmelder
5

Urmageren. Instruktør: Oliver Hirschbiegel. Premiere idag.