Søndag den 22. juni er en varm sommerdag i Danmark med temperaturer på over 27 grader. Solen skinner, og folk søger ud til skov og strand.

Søndag den 22. juni 1941 bliver en dag, som ændrer verdens gang. Kl. halv fire om morgenen angriber Tyskland Sovjetunionen. Anden Verdenskrigs slagmark flyttes herefter til østeuropa. Nazi-føreren Adolf Hitler har samlet en hær på fire millioner mand med 3.500 kampvogne, 50.000 kanoner og 3.900 flyvemaskiner. Med det tyske angreb indledes den mest barbariske krig, verden nogensinde har oplevet mellem to lande, med over 20 millioner mennesker som ofre.

...

Krigsudbruddet får øjeblikkelig konsekvenser for Danmark og navnlig kommunisterne i Danmark. Der er en hel del, der ikke får glæde af det gode sommervejr.

Ved tre-tiden om morgenen søndag den 22. juni, endnu kort inden det tyske angreb på Sovjetunionen, ringer Cécil von Renthe-Fink personligt til Nils Sveningsen. Renthe-Fink er Tysklands gesandt og rigsbefuldmægtiget i Danmark. Nils Svenningsen er direktør i Udenrigsministeriet, Svenningsen bliver bedt om med det samme at komme ud på det tyske gesandtskab på Kastelsvej i København.

Tyskernes krav

Nils Svenningsen husker det korte, natlige møde således:

"Dér fortalte Renthe-Fink mig i en meget ejendommelig sindstilstand - på een gang betaget, højtidelig og ophidset - om det store, der var sket; som han sagde: nu marcherer Tyskland sammen med Rumænien og Finland mod Rusland. Det var sket samme nat, og i den anledning var det nødvendigt, at der her blev truffet en række foranstaltninger. Han vilde ikke selv gaa i enkeltheder, men bad mig køre over til Dagmarhus ( ...)" (Den Parlamentariske Kommissions Beretning, bind VII, s.98. (1))

På Dagmarhus, tyskernes hovedkvarter på Rådhuspladsen i København, møder Svenningsen statsadvokaten for særlige anliggender, Eivind Larsen...

Tyskerne overrækker Svenningsen og Ejvind Larsen et aide-mémoire med besættelsesmagtens krav til de danske myndigheder:

Arrestation og Internering:
a) af alle vaabenføre Mænd, der har sovjetrussisk Statsborgerret,
b) af alle andre sovjetrussiske Statsborgere, der mistænkes for at udøve Spionage eller Sabotage,
c) af alle statsløse Personer, der tidligere har været Statsborgere i Sovjetunionene eller det russiske Kejserrige, og som mistænkes for at udøve Spionage eller Sabotage,
d) af alle tyske, udenlandske og statsløse Kommunister,
e) af alle ledende danske Kommunister, herunder også de kommunistiske Rigsdagsmænd,
f) af alle danske Kommunister, der mistænkes for at udøve Spionage og Sabotage. (Den Parlamentariske Kommissions Beretning, bind VII. 2, s.854. (1))

Dansk hurtighed

Fra tysk side er der tale om en direkte sammenhæng mellem krigsudbruddet og kravet om en dansk politi-aktion mod det kommunistiske parti herhjemme. De danske embedsmænd, ministre og politifolk reagerer med en hurtighed, som er den tyske krigsmaskine værdig.

Svenningsen går til telefonene for at underrette sin udenrigsminister, Erik Scavenius, som henviser ham til statsminister Thorvald Stauning. Udenrigsministeriets direktør forelægger de tyske krav, hvortil statsministeren erklærer, at de tyske krav skal efterkommes, herunder også, at de tre DKP-folketingsmedlemmer skal interneres, partiformand Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen.

Departementschefen forsøger samtidigt at få fat på sin justitsminister, Harald Petersen, som indtil ved midnatstid har været til middagsselskab med bla. Stauning. Men denne meget tidlige søndag morgen virker den ekstraordinære telefonvækning ikke. Først omkring klokken ni får Eivind Larsen fat på Harald Petersen og giver ham straks en orientering om nattens dramatiske begivenheder.

Justitsminister Harald Petersen pålægger Eivind Larsen, at "Politiet i sin Fremgangsmaade gik så lempeligt til Værks som overhovedet muligt og navlig ikke internerede et større Antal end overhovedet nødvendigt". (Den Parlamentariske Kommissions Beretning, bind VII. 2, s.849. (1))

Sådan lyder Harald Petersens redegørelse for hændelsesforløbet, da han skal gøre rede for det efter krigen over for Den Parlamentariske Kommission.

Kræver 66 personer interneret

Samtidig med at de tyske krav bliver forelagt de danske myndigheder og politikere, afleverer tyskerne en fortegnelse over 66 personer, som skal interneres.

Fortegnelsen er udformet som et special-kartotek med kort for hver enkelt person, der forlanges anholdt. Det er lederne i Danmarks Kommunistiske Partis centralkomité, Danmarks Komunistiske Ungdom, DKP's medlemmer i Folketinget, i Borgerrepræsentationen i København, ledere i organisationer med tilknytning til DKP og medarbejdere ved kommunistiske blade og tidsskrifter.

Det danske politi får på aktionens første dag fat på 38 af de 66 personer, som tyskerne vil have arresteret. De fordeler sig med 22 fra København og 16 fra provinsen.

DKP får ved valget i 1939 valgt tre folketingsmænd. En af den er Martin Nielsen. Han anholdes i sit hjem allerede klokken ni søndag den 22. juni 1941. For ham kommer det til at betyde internering i Vestre Fængsel og Horserødlejren og til sidst fangenskab i den tyske koncentrationslejr Stutthof. Kun ved et tilfælde og ved et heldigt flugtforsøg lykkes det de to andre folketingsmedlemmer at undslippe politiets aktion.

Ved razziaen mod kommunisterne får tyskerne mere, end de forlanger. Politiet arresterer 339 personer i tiden fra den 22. juni til den 22. august 1941, dvs. fem gange det antal, tyskerne har krævet.

Den 22. august 1941 træder lov nr. 349, den såkaldte kommunistlov, i kraft efter vedtagelsen to dage forinden i Rigsdagen. Loven forbyder det kommunistiske parti og al kommunistisk virksomhed.

(... En del af fangerne bliver løsladt igen. Den 22. august er der fortsat 116 internerede politiske fanger... )

Det danske politi ligger ikke på den lade side trods de mange anholdelser. Den 22. august er der fortsat 32 eftersøgte, der står til internering på ubestemt tid, hvis de fanges af politiet. Af denne flok er de 17 opført i det tyske kartotek. Inden den 22. juni 1942 lykkes det at få fat på alle 17 mand. Derudover anholdes 242 mennesker i tiden fra den 22. august 1941 til den 14. august 1942, alle sigtet fort kommunistiske propaganda. Der fældes dom over 52 af dem. De får fra 20 dages hæfte til to års fængsel.

Aktion mod DKP's kontorer

I København foretages den 22. juni en særlig aktion imod DKP's kontorer i Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro.

Klokken seks søndag morgen får kriminalassistent Lars Jensen Hansen fra station 7 besked om at møde i parolesalen på politigården. Han er fremme et kvarter i syv. Efter at have ventet en times tid får han af sin overordnede, politikommissær J. Odmar, ordre om at tage ud til Arbejderbladet, DKP's dagblad, som har redaktionslokaler i partihovedkvarteret i Griffenfeldsgade. Hans opgave er at anholde de partimedlemmer, som måtte dukke op. 

Aktionen begynder lidt over klokken ti med 20 danske betjente. Nogle af dem er i civil, andre er uniformerede. Med følger to tyskere, den 3-stjernede SS-officer Kriminalrat Hermannsen og den 4-stjernede SS-officer Anton Fest. Der er ingen partimedlemmer til stede på Arbejderbladet, da politiet ankommer med udenlandsk følge. Først op ad formiddagen dukker der nogen op. De anholdes med det samme.

For kriminalassistent Lars Hansen trækker det ud. Politiet må blive der hele formiddagen. Kriminalassistenten savner sin frokost på station 7 så meget, at han lader den bringe ud på Nørrebro. Efter aktionen, hvor politiet lukker partilokalerne og Arbejderbladets redaktion, stiger Lars Hansen i graderne, idet han ved nytår 1942 bliver souschef for afdeling D, efterretningstjenesten ved Københavns opdagelsespoliti. Hans chef bliver politikommissær J. Odmar.

Aktionen søndag den 22. juni udløser hektisk aktivitet på politigården i København. Klokken halv ti udsendes et telegram til samtlige politimestre i landet. Heri gives der instruks om at arrestere "alle tyske eller andre udenlandske og statsløse Kommunister, alle førende danske Kommunister og alle spionage- eller sabotagemistænkte danske Kommunister". (Den Parlamentariske Kommissions Beretning, bind VII. 2, s.869. (1))

De to sidstnævnte krav bygger på det særlige kartotek, tyskerne viser frem for de danske myndigheder i de tidlige morgentimer på Dagmarhus.

Det tyske kartotek er ikke et resultat af tyskernes eget efterretningsarbejde. Det er i nøje overensstemmelse med det kartotek, som det danske politi har udarbejdet den 17. september 1940, og som er blevet overrakt den tyske besættelsesmagt. Kartoteket er lavet af afdeling D ved opdagelsespolitiet i København, af overbetjentene Christian Madsen og Verner Dinesen efter ordre fra politikommissær Odmar.

(... Det officielle Danmark erklærer kommunisterne for fredsløse i al hemmelighed uden at informere offentligheden om den dramatiske situation ...)

Heller ikke internt har det optaget sindene synderligt. Af ministermødeprotokollerne fremgår det, at regeringen ikke har diskuteret, at politiet er begyndt at internere hundredvis af danskere som politiske fanger. Der er intet regeringsmedlem, der stiller spørgsmålstegn ved, om det er lovligt at internere folk med en anden politisk opfattelse. Regeringen tager heller ikke stilling til den grundlovssikrede beskyttelse af DKP's tre medlemmer af Folketinget. ...

UDDRAG AF BOGEN "DE FORVAREDE", SIDE 17-24.

NOTE

1) Om Den Parlamentariske Kommission skriver Gyldendals Den Store Danske: Samlebetegnelse for fire parlamentariske kommissioner og tre kommissionsdomstole, som 1945-53 undersøgte forholdene under besættelsen 1940-45 især med det formål at fastslå, om der var blevet handlet landsforræderisk af ministre og højtstående embedsmænd, og om der i givet fald skulle tages retlige eller politiske skridt. Kommissionen indsamlede et meget stort kildemateriale, der blev offentliggjort i en betænkning og 13 beretninger med bilag, en vigtig kilde til den danskebesættelsestidshistorie. Da Folketinget i 1955 behandlede materialet, var der imidlertid ikke længere interesse for et opgør med forhandlingspolitikken. Konklusionen blev derfor, at der ikke 10 år efter krigsafslutningen var anledning til at gøre ansvar gældende over for nogen.