For 75 år siden lod Hitler den 22. juni sine væbnede styrker indlede Operation Barbarossa: angrebskrigen mod Stalins Sovjetunion. Det var og er den største militære operation nogensinde. Den blev enden på Det tredje Rige og Hitlers drøm om "tusindårsriget".

For Føreren var det et "alt eller intet" foretagende, som forudsigeligt endte med "intet".

Det var på Østfronten, Anden Verdenskrig blev afgjort. To tredjedele af Tysklands ressourcer var indsat her. 

Det var på Østfronten, Anden Verdenskrig blev afgjort. To tredjedele af Tysklands ressourcer var indsat her. Under Den Kolde Krig var det af propagandamæssige grunde hensigtsmæssigt i Vesten at gå let henover det sovjetiske bidrag til sejren over Tyskland og tilsvarende koncentrere sig om de vestlige allieredes indsats i luftkrigen, på Atlanterhavet, i Nordafrika, Sicilien og Italen og sidst, men ikke mindst, på D-Dagen med efterfølgende fremrykning mod Tyskland. Alle vigtige begivenheder, men ikke afgørende som krigen på Østfronten.

Planlægningen af Barbarossa blev iværksat af Hitler kort tid efter afslutningen på Vestoffensiven i sommeren 1940. Enhver større militær operation er afhængig af klare mål, en grundig og pålidelig analyse af fjendens muligheder og en ligeså grundig analyse af egne ressourcer og muligheder. Ingen af disse betingelser var opfyldt. Alene af den grund er det ubegribeligt, at ingen af Hitlers generaler havde mod til at træde an foran Hitler og sige klart fra.

Der blev i den tyske generalstab udarbejdet flere skitseplaner med forskellige hoved- og delmål, tyngderetninger og operative principper. Selv med den endelige plan, Fall Barbarossa, havde man ikke opnået enighed om de strategiske mål, men blot udskudt den endelige beslutning. Som følge heraf blev operationen standset undervejs og man satte sig til at diskutere strategiske mål i tre uger i august-september 1941. Uhørt og en opskrift på operativt selvmord.

Panserenhederne blev fjernet fra Moskva-aksen og sendt sydpå, hvor det lykkedes at erobre Kiev og tage 665.000 sovjet-soldater til fange. Regningen blev betalt tre måneder senere med det katastrofale nederlag foran Moskva. Det er velkendt, at den tyske hær ikke havde sørget for vinterudstyr til tropperne, hvilket sendte hundredtusinder af tyske soldater i døden. Der var mere "Schlamperei" i planlægningen, som ikke havde sørget for en "plan B" for den situation, at man ikke opnåede det indledningsvise mål, tilintetgørelse af den Røde Hærs kampkraft. Derfor blev de næste tre år en fægten i blinde uden mål og med, eftersom der ingen overordnet strategisk ledelse fandtes. Hitler ville selv bestemme med vanvittige ideer og forestillinger, som ikke havde nogen gang i virkelighedens verden. Føreren var overbevist om, at han af forsynet var bestemt til at redde Tyskland som "Grösster Feldherr aller Zeiten".

Ingen forsyninger

Hvordan havde den tyske hærledelse planlagt at forsyne over tre millioner tyske soldater? Planlægningen rakte kun for de første uger af felttoget. Derefter skulle invasionsstyrkerne "leve af landet". Når man tog korn og kvæg fra den stedlige befolkning, ville millioner af mennesker blive overladt til en langtrukken og pinefuld sultedød. Dette var en del af planlægningen. Man kalkulerede med, at 10-15 millioner mennesker ville dø af sult.

Operation Barbarossa blev fra begyndelsen katalysator for "die Endlösung", udryddelsen af jøder og andre.

På grund af tvangskollektivisering og udrensninger i 1930´erne blev tyskerne mange steder mødt som befriere. Denne velvilje erstattedes snart af modstand, da russerne så, hvilken skæbne de var tiltænkt under tysk herredømme.

For Hitler var Barbarossa realiseringen af hans forvirrede socialdarwinistiske ideer om den stærkeres ret til at tilintetgøre den svagere. Her var der ingen muligheder for at alliere sig med regimefjendtlige grupperinger, at vinde dele af den fjendtlige befolkning over på egen side ved at indrømme dem chancen for at overleve, for slet ikke at tale om en forhandlingsfred. Ifølge Førerens forskruede tankegang skulle alt afgøres alene ved brutal magtanvendelse. Operation Barbarossa blev fra begyndelsen katalysator for "die Endlösung", udryddelsen af jøder og andre.

Tilintetgørelsesprincippet skulle føres ud i livet af "Einsatzgruppen", som fulgte i kølvandet på de fremrykkende hærstyrker. Disse SS- og Politienheder havde til opgave at udrydde jøder og politiske kommissærer. Dette foregik ved skydning af ofrene i åbne massegrave. Indsatsgrupperne kunne kun operere med udstrakt transport- og logistik-støtte fra de regulære hærenheder i området. Dette var en praksis, som allerede indførtes under Polen-felttoget. Dengang havde den tyske øverstkommanderende i det besatte Polen, generaloberst Johannes Blaskowitz, skriftligt protesteret mod disse forbrydelser og nægtet at støtte SS-morderbanderne. Blaskowitz blev naturligvis fjernet fra sin post, men det tjener ham til ære, at han havde anstændighed nok til at gøre forsøget. Mig bekendt var der ikke andre, der derefter forsøgte at følge hans eksempel.

Krigsfanger

Karakteristisk var Hitlers direktiv for krigsførelsen på Østfronten. Denne krig skulle være anderledes end alle tidligere. Her skulle krigens love ignoreres. Kommissær-ordren gik ud på, at de repræsentanter for kommunistpartiet i Den røde Hær, som blev taget til fange af tyske enheder, øjeblikkelig skulle skydes. Denne ordre blev forvaltet på forskellig vis afhængig af den lokale øverstkommanderende, men der var ingen, der direkte forbød den, selvom udførelsen af denne ordre var en klar krigsforbrydelse. Det var i øvrigt også en del af direktivet, at ingen tysk soldat måtte retsforfølges på grund af påståede krigsforbrydelser, hvilket i sig selv var en åbenlys opfordring til at begå krigsforbrydelser.

Karakteristisk var Hitlers direktiv for krigsførelsen på Østfronten. Denne krig skulle være anderledes end alle tidligere. Her skulle krigens love ignoreres.

Samme holdning viste sig i behandlingen af sovjetiske krigsfanger. Alene i 1941 tog tyskerne tre millioner krigsfanger. Fire ud af fem overlevede ikke, hvilket i sig selv er en forbrydelse. Der var simpelthen ikke taget højde for, hvad man skulle stille op med et stort antal fanger. Ligesom man ikke havde sørget for tilstrækkelige forsyninger til egne styrker, var der slet ikke tænkt på krigsfangerne, der som følge heraf døde af sult og tørst eller af de epedemier, der udbrød som følge af de forfærdelige underbringelsesforhold. Da vinteren satte ind, frøs mange ihjel under transport på åbne jernbanevogne.

Hitler var besat af tanken om ”Lebensraum”, erobring af landområder, som kunne udnyttes til kolonisering og udplyndring. Til at begynde med var fronten 1500 km bred (uden Finland), men snart udvidet til 2200 km fra nord til syd og 1000 km i dybden, fra vest til øst. Dette var mere end den tyske hær, med tre millioner tyske og en halv million allierede tropper, kunne klare. Problemet forværredes i takt med de stigende tabstal.

Efter nederlaget ved Moskva 1941/42 kunne tyskerne kun gennemføre større offensiver på et frontafsnit ad gangen. I 1942 blev dette den sydlige frontsektor, hvor Hitlers mål var oliefelterne ved Det kaspiske Hav omkring Baku. Da Stalingrad blev føjet til som mål, blev tropperne spredt alt for tyndt ud. Resultatet blev, at Hitler hverken fik olien eller Stalingrad. Prisen for denne overvurdering af egne kræfter var katastrofen ved Stalingrad 1942/43. Hitlers absolutte forbud mod et udbrud af omringningen dømte 6. Armé til undergang. Dette var et mønster, som med stigende hyppighed skulle gentage sig lige indtil undergangen i Berlin. Hitler viste her, at han var fuldstændig ligeglad med sine soldaters skæbne.

Store tyske tab

Efter den mislykkede "Operation Zitadelle" i Kursk-buen i juli 1943 var den tyske offensiv-kraft udtømt og de tyske tropper var fra nu af i defensiven. Det lykkedes kun med nød og næppe at få de tyske enheder fra Kaukasus-fremstødet evakueret, inden vejen ud mod vest spærredes af den fremrykkende Røde Hær. Hitler blokerede på alle frontafsnit for enhver tilbagetrækning, hvilket kom til at koste kæmpetab i personnel og materiel. Således blev Krim-halvøen ikke evakueret i tide og på det centrale frontafsnit blev hele ”Heeresgruppe Mitte” totalt udslettet i juni-juli 1944 på grund af Hitlers forbud mod tilbagetrækning. Det kostede 25 divisioner, omkring 300.000 soldater.

Alene i perioden juni-september 1944 løb de samlede tyske tab op i 1-1.5 millioner samt enorme mængder materiel. Den Røde Hær havde nu initiativet og fuldstændig manøvrefrihed kombineret med luftherredømmet. For at gøre ondt værre, gjorde Hitler med sine absurde ordrer en meningsfuld forsvarskamp umulig. Generalerne betalte nu prisen for deres følgagtighed. Dog var der stærke kræfter indenfor den militære opposition mod Hitler. Med Oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg havde disse oppositionelle fundet en leder, der var parat til at handle.

Den 20. juli 1944 fik Stauffenberg chancen til at placere en bombe under konferencebordet i Hitlers Førerhovedkvarter i Rastenburg, Østprøjsen. Desværre blev svinet ikke slået ihjel. Dermed forlængedes krigen med endnu ni frygtelige krigsmåneder. Hitler tog en grusom hævn over de sammensvorne og disses familier. Det mislykkede attentat var et behjertet forsøg på at standse, hvad der på dette tidspunkt var en fuldstændig meningsløs krig. Samtidig viste de, at der trods alt var anstændige mennesker med samvittighed blandt tyske officerer.

Uprovokeret aggression

Angrebet den 22. juni 1941 var en uprovokeret aggression og et skarpt brud med den ikke-angrebs pagt, der var kendt som Ribbentrop-Molotov pagten. Denne pagt var Hitlers sidste forsøg på at anvende både politiske og militære midler for at nå sine mål, som var at få ryggen fri til at angribe Polen. Samtidig bød den handelsmæssige fordele, idet den skaffede Tyskland vigtige råstofleverancer fra Sovjetunionen. Disse fortsatte helt til selve angrebsdagen.

Den lynkrigssejr, Hitler havde forestillet sig, forvandledes til en fire år lang dødskamp. 26-27 millioner sovjetborgere mistede livet.

Politik, diplomati og handelsaftaler var ikke, hvad Hitler drømte om. Han ville krigen og i særdeleshed krigen mod Sovjetunionen, den jødisk-bolsjevikiske dødsfjende. Han ville vise, at han kunne sejre med militær magt alene. Den lynkrigssejr, han havde forestillet sig, forvandledes til en fire år lang dødskamp. 26-27 millioner sovjetborgere mistede livet.

75 år efter begyndelsen på dette ufattelige mareridt er det værd at huske på, at den ensidige og fanatiske forladen sig på militær magtanvendelse, som Hitler her praktiserede, førte direkte til Tysklands totale nederlag. Dette skete på trods af, at Hitler i udgangspunktet rådede over datidens mest professionelle og effektive militærapparat.

En anden vigtig lære er, at selv under krigens vilkår er det skæbnesvangert at tilsidesætte krigens love, konventioner og almindelig moral. Nedskydning af enkelte krigsfanger fører ad en glidebane til drab på millioner. Forbrydelser blev begået ikke kun af SS-Specialenheder, men også af soldater fra regulære hærenheder.

Operation Barbarossa var kun mulig, fordi Hitler havde tilranet sig den uindskrænkede kontrol over samtlige magtmidler. I dag må vi sikre os, at krig kun er mulig gennem en proces, der er gennemsigtig og demokratisk.