28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En helt ny situation for EU-modstanden

Blogs

Karina Rohr Sørensen
EU-talsperson for Kommunistisk Parti
EU-talsperson for Kommunistisk Parti. Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse. Socialrådgiver og medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU.
Blogindlæg af Karina Rohr Sørensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 12. juli, 2016, 07:21:43

En helt ny situation for EU-modstanden

Efter Brexit står tilhængerpartierne i kø for at forklare, hvordan EU skal forbedres. Men grundlæggende forandringer af EU's politik kræver ændring af EU-traktaten og enighed blandt alle medlemslande.

På Facebook poppede der et billede op. På billedet var vi i gang med en EU-debat på Rød Sommerlejr 2015. En debat om, hvordan vi ville samle kræfterne og vinde afstemningen om retsforbeholdet. 

Vi kunne spørge befolkningen, om den vil følge briternes kurs ud af EU.

Det var absolut ikke noget, der så nemt ud. Men vi vidste, at det var nødvendigt.

Her i sommeren 2016 er verden på mange måder helt anderledes. Jo, jeg skal stadigvæk på Rød Sommerlejr og bruge en uge på politik og hygge med røde mennesker i alle aldre. Jo, jeg skal stadigvæk sige noget om EU – men dagsordenen er i den grad vendt...

Hvor vi for et år siden diskuterede, hvordan vi skulle undgå mere EU, skal vi i år se på, hvordan vi kan bruge Brexit til at komme ud af EU.

Spillet er ændret

Det, at briterne havde viljen og modet til at stemme sig ud, ændrer spillet gevaldigt.

Der stilles andre spørgsmål nu end før Brexit. Pludselig bliver de EU-glade partier bedt om at svare på, hvad der mon er galt med EU, når nu befolkninger, der bliver spurgt, siger nej.

Og de står i kø... For at fortælle at EU, som det er nu, ikke helt er det EU, de gerne vil have. EU skal være slankere, mere fokuseret, tage sig at ting, der bekymrer almindelige mennesker, løse rigtige problemer, blande sig uden om bagateller, skabe jobs, skabe tryghed.

De erkender, at EU, som det er nu, ikke har givet folk det, de vil have. At krisen er hård, at mange er kastet ud i arbejdsløshed, krav om at sænke ydelser og øge pensionsalderen. Og at det er EU, der får skylden.

Så derfor skal EU ændre sig, kommunikere bedre, og fokusere på at løse rigtige problemer for almindelige mennesker.

Som EU-modstandere ved vi, at det der med at ændre EU indefra er perspektivløst.

Politik er traktatfæstet

For EU's politik er forankret i EU's traktater. Her beskrives det, at EU har forrang fremfor medlemsstaterne.

EU's økonomiske nedskæringspolitik er heller ikke sådan at trylle om. Den er også nedfældet i traktaten. Lige så den fri bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser.

Så før man lover et EU, der vil skabe jobs i stedet for at øge social dumping og udhule velfærd, så skal der gøres op med Lissabon-traktaten. Samme traktat der forpligter landene til kontinuerlig militær oprustning.

Jeg vil anbefale alle tilhængere, der gerne vil et sødere, rødere, blødere, skønnere eller grønnere EU, at bruge sommeren til lidt ferielæsning. Læs Lissabon-traktaten, og hvis det virker uoverskueligt, så bestil den hos Folkebevægelsen mod EU, der har sat en lille læseguide på forsiden, det gør den lettere at overskue. Læs traktaten, tænk jer om – og lad os så derefter tage diskussionen.

Vil | blive i EU – velvidende, at den politik, befolkningerne reagerer mod, er på en fuldstændig fastlagt, traktatfæstet kurs? Eller skal vi tale om, hvordan vi kommer ud?

Vi kunne for eksempel spørge befolkningen, om den vil følge briternes kurs ud af EU – og give demokratiet en chance, uden traktaternes snærende bånd.