Forfatteren Mogens Klitgaard er født den 23. august 1906 i en middelklassefamilie i Valby, hvor man ærede gud, konge og fædreland. Han blev en mønsterbryder. Hans forældre døde hurtigt, hvorefter han blev ’skorpe på Det Kongelige Opfostringshus’, hvor kæft, trit og retning, bordbøn, spanskrør og skoleuniform var pædagogikken.

Det var fire tunge år, der prægede ham resten af livet. Derefter kom han i gartnerlære i Rødvig, samtidig med han begyndte på aftenskole og fik undervisning i skrivning og litteratur.

Klitgaards personer blev ikke klynkere, men havde en indre glød og uudslukkelig livsvilje. Trods krise og social elendighed formåede de at fastholde et lyst sind.

I 1922, 15 år gammel, flygtede Mogens Klitgaard fra pladsen til Sverige, og ti år som omvandrende vagabond i Europa begyndte. Han vandrede Europa, der fortsat havde ar efter Første Verdenskrig, og var præget uro og massearbejdsløshed, tyndt og arbejdede sig frem med alt fra gadesælger til opvasker.

Som 16-årig, og forældreløs, lærte han at hutle sig gennem tilværelsen, og stå i kø ved folkekøkkener for at få en skål suppe, en humpel rugbrød og lidt flæsk.

På et tidspunkt blev han cigaretsmugler for minearbejderne i Kiruna i det Nordlige Sverige, indtil han blev afsløret og udvist. En periode han har beskrevet i novellen "Teddy-Smugleren". 

Tuberkulose

Mogens Klitgaard vender tilbage til Vesterbro med dets nedslidte fliser og et usundt liv, der slider hårdt på ham. Han lever nu fra hånden til munden.

I 1922 vandrer han rundt i det sydlige Frankrig og sælger snørebånd, postkort, fyldepenne og brevpapir. Han er så langt nede, at han overvejer at melde sig til fremmedlegionen, men heldigvis tales fra det.

På sessionen i 1929 kasseres Mogens Klitgaard grundet svagt helbred. Han begynder at komme i de venstreorienterede miljøer, og møder her forfatterne Hans Kirk, Hans Scherfig og Broby Johansen med flere, og bliver aktiv i kommunisternes ’Røde Hjælp’. Han bliver dog aldrig kommunist, men definerede sig som ’revolutionær humanist’.

Dette kapitel af hans liv stopper brat, da han i 1933 bliver indlagt med tuberkulose. På Boserup Sanatorium, hvor han ligger, bliver han en flittig boglåner og læste både Hemingway, Ilja Ehrenburgs, Kirk og Andersen Nexø.

Skriv om nutiden

Det gav ham lyst til selv at skrive, og han sendte science fiction manuskriptet "De sindssyges klode", med slutningen "Vort århundrede er den gryende socialismes. Menneskeheden står på tærsklen til en vidunderlig tid", til forbilledet Hans Kirk, der syntes om det, men opfordrede han til at droppe genren og i stedet skrive om nutiden, og studere Freud.

Klitgaard fulgte Kirks råd og tog udgangspunkt i sit andet forbillede, Martin Andersen Nexøs ord om, at "Alt hvad der sker, rummer stof til digtning, der kræves blot at man kommer i levende forhold til det".

Kirks vurdering af Klitgaard var: "han har talent. Han forstår at bygge en bog smukt og fornuftigt op."

I 1937 debuterede han med romanen "Der sidder en mand i en sporvogn", der med besk humor og ironi fortæller om den ’lille mand’, der trods krise og social proletarisering klarer sig. En fin bog om 1930’ernes opbrud. Den blev straks en både anmelder- og salgssucces, og han blev derefter fuldtidsforfatter. Dog ikke mere end han blev dybt involveret i solidaritetsarbejdet med folkefrontsregeringen i Spanien under borgerkrigen.

Mørklægning

Allerede året efter kom "Gud mildner luften for de klippede får", om en hjemløs der for en kop kaffe fortæller sin historie til en tilfældig gæst i et af byens mange folkekøkkener.

Det var historien om vagabondens erfaringer, et opgør med borgerligheden og et bidrag til debatten om arv og miljø. Også dette lille mesterværk blev en succes, og i 1940 kommer der hele to perler fra hans hånd, "Balladen på Nytorv" og "De røde fjer".

Mørklægningen åbnede op for større læselyst, og Klitgaard kunne bidrage. "De røde fjer" er en historisk baseret roman om krigsårene 1807-14, hvor Napoleon huserede, mens "Balladen på Nytorv" handler om Frederik den Femtes regeringstid i midten af 1700-tallet. To fine romaner om ’den lille mand’ i den store historie, og med paralleller til den aktuelle situation. Folk forstod dem, og en ny succes var skabt.

Det var dog ikke skriverier alt sammen. I november 1941 blev han gift med frisøren Inga fra Silkeborg, der to år efter fødte parret sønnen Peter.

Radioroman

Ingas rejse fra Jylland til hovedstaden for at søge lykken inspirerede ham til radioromanen, som senere kom som bog med titlen "Elly Petersen" (1941). En smuk bog, hvor hovedpersonen møder alle de kvaler, senere flygtninge har mødt, når de ankom til storbyens jungle.

"Klitgaard har den lykkelige evne at kunne levendegøre mennesker med et enkelt lille træk", skrev Social Demokraten. Historien blev filmatiseret, med Bodil Kjer som Elly og Poul Richardt som sjuft, i hovedrollerne.

Succesen blev fulgt op af "Den guddommelige hverdag" – en mosaik af hverdagsbilleder fra besættelsestidens Danmark.

Bogen udgøres af 21 fiktionsbilleder med autentiske citater, børsnoteringer, avismontager, krigsrapportering med mere. En stil som var populær hos amerikanske socialrealister som Don Passos og Erskine Caldwell. Bogen var en fin solidaritetserklæring til den danske modstandskamp og kritik af kapitalismen.

I 1941 blev han aktiv i Dansk Forfatterforening, der dog hurtigt blev splittet, da dele, herunder Klitgaard, meldte sig ud og dannede Forfatterforbundet. Noget hans mentor Hans Kirk bebrejdede ham fra sin internering i Horserød.

Til Sverige igen

Han deltog i Kominterns ’Røde hjælp’, kom i bestyrelsen af det nyoprettede forfatterforbund. Grundet sin indsats i ’Røde Hjælp’ måtte han flygte til Sverige den 29. august 1943, da tyskerne stormede Horserødlejren og arresterede flere kollegaer. 

Mogens Klitgaard kom til Stockholm, som han kendte fra vagabondtiden. Her holdt han sig for det meste for sig selv, bortset fra han fik besøg af ’sin kære ven og lærer’ Otto Gelsted og eventyren Peter Freuchen.

Han skrev i "Danskeren. Tidsskrift for Danske i Sverige", der var et samlingspunkt for de danske eksilforfattere. Han påbegyndte en film og romanen "Det nye fædreland", men blev atter angrebet af tuberkulose og måtte droppe begge projekter. Da befrielsen kom, lå han på sygehuset, og han døde i december 1945, 39 år gammel.

Ud over syv romaner og en gendigtning af Biblens Højsang skrev han en lille samling noveller, hvoraf især "Brunkul" gjorde sig bemærket, samt nogle få essays og avisartikler.

I 1968, 23 år efter Kirks gennemlæsning, udkom bogen "De sindssyges klode".

Optimisme

Der findes ikke meget selvbiografisk materiale om Klitgaard, for som vennen, maleren Folmer Bendtsen udtalte, "når Mogens skulle tale om sig selv, blev han underlig".

Den autodidakte forfatter, som blev skolet på de europæiske landeveje, i grøftekanten under åben himmel, i mellemkrigstidens folkekøkkener og ved de københavnske kaffevogne, kendte forskel på sol og skygge og er værd at genopdage og læse igen. Han kendte ’den lille mand’, og kvinde, på gaden, der var uheldig med livet, småborgeren, der drømte om social opstigen og flagstang i egen have, men som gled i tilværelsens realiteter, den unge kvinde fra provinsen, der søgte lykken i storbyen, men fik knubs og livserfaring, inden hun mere erfaren vendte hjem.

Klitgaards personer blev ikke klynkere, men havde en indre glød og uudslukkelig livsvilje. Trods krise, krig og social elendighed formåede de at fastholde en optimisme, et lyst sind og en varme, der bidrog til det fællesskab som er nødvendigt.

Klitgaard er "Den lyse vagabond" i dansk litteratur som Tom Kristensen skrev i sin nekrolog.