I løbet af den kommende uges tid kommer en arbejdsgruppe, der er nedsat af regeringen, med forslag til, hvad der skal gøres for at forebygge vold på bosteder for psykisk syge.
Over hele linjen tages afstand fra øget brug af tvang.
Arbejdsgruppen skal blandt andet tage stilling til forslaget fra Danske Regioner om at lave en ny type institutioner til den gruppe af svært psykisk syge, der samtidig har et misbrug. Her skal det være muligt at bruge tvang i modsætning til de nuværende bosteder.
Regeringens arbejdsgruppe blev nedsat i juni få måneder efter, at en ansat på bostedet Lindegården blev dræbt af en beboer.
Snæver arbejdsgruppe
Repræsentanter for beboere, pårørende eller ansatte er ikke med i arbejdsgruppen, der består af folk fra ministerierne, kommunerne og regionerne.
For at imødekomme kritik af den snævre sammensætning har bruger- og pårørendeorganisationer fået mulighed for at sende deres kommentarer til arbejdsgruppen som høringssvar.
12 organisationer har deltaget i høringen. Alle er enige om, at der er behov for handling for at forebygge vold på bosteder.
Lige så stor enighed er der om, at problemet ikke er løst ved at lave en ny type institutioner, hvor det er muligt at bruge tvang. Over hele linjen tages afstand fra øget brug af tvang.
"Det er afgørende, at vi ikke løber efter de nemme løsninger, hvor vi falder tilbage til at behandle psykisk syge med tvang. – tiden er til fremtidssikrede løsninger, der bygger på kvalitet og faglighed", skriver Bedre Psykiatri, landsforeningen for pårørende.
Bedre Psykiatri foreslår, at der etableres en speciel sygehusafdeling i alle fem regioner for mennesker, der både lider af psykisk syge og har et misbrug. Og at kommuner og regioner samtidig i fælleskab opretter et højt specialiseret bosted i hver landsdel til netop denne gruppe mennesker.
På disse bosteder skal det ikke være muligt at bruge tvang. Det går igen i høringssvarene, at tvang skal være bandlyst på bosteder, der jo er beboernes hjem.
Flere organisationer peger på, at hvis det er nødvendigt i perioder at bruge tvang skal det ske på hospitalsafdelinger, der hører under sundhedsloven og er omfattet af et regelsæt om brug af magtanvendelse.
Flere hænder og senge
Men der kan gøres mange ting for at undgå, at det komme dertil, fastslår organisationerne. Der er kritik af, at kommissoriet for arbejdsgruppen lægger hovedvægten på en nye type institution.
"Det er stærkt uheldigt, da problemet er langt mere omfattende, end hvad der kan løses med en ny institutionstype", skriver Rådet for Socialt Udsatte i sit høringssvar.
I dag bliver mange psykisk syge afvist, når de selv ønsker indlæggelse.
Samme melding lyder fra de andre organisationer. De peger på, at der er brug for flere ressourcer både på de psykiatriske sengeafdelinger, hvor der er nedlagt mange senge, og på bostederne i socialpsykiatrien.
I dag oplever mange psykisk syge at blive afvist, når de selv ønsker indlæggelse.
"Der er store udfordringer med kapaciteten i psykiatrien, både omkring antallet af pladser og en tilstrækkelig bemanding, hvilket selvstændigt er med til at øge risikoen for voldsepisoder", skriver Dansk Socialrådgiverforening i sit høringssvar.
Men problemerne er ikke løst med flere hænder, understreger organisationerne. Det er afgørende, at der er den rigtige faglige sammensætning af de ansatte på bostederne, og at de får den rigtige efteruddannelse, støtte og supervision.
Mere specialisering
Og så er der brug for en langt højere grad af specialisering i stedet for, som det sker mange steder, at samle psykisk syge med mange forskellige diagnoser på store bosteder, fordi det er den billigste løsning.
"Der findes bosteder, der er specialiseret til særlige målgrupper. Som regel er der tale om mindre enheder. Der er gode erfaringer herfra. Derfor skal bostederne i højere grad specialiseres til specifikke målgrupper", skriver Dansk Psykiatrisk Selskab.
Efter kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne overtog ansvaret for socialpsykiatrien, er der sket en høj grad af afspecialisering. Flere høringssvar peger på problemet med, at velfungerende bosteder til psykisk syge, der også har et misbrug, lukker ned, fordi kommunerne i stedet vælger at bruge deres egne bosteder, selvom de ikke er lige så velegnede til denne gruppe beboere.
Det går igen i høringssvarene, at der skal være et langt bedre samarbejde mellem regionerne og kommunerne. I dag står regionerne for psykiatrisk behandling, mens kommunerne står for misbrugsbehandling. Det betyder, at psykisk syge, der samtidig har et misbrug, bliver kastebolde i systemet.
I sidste uge var sundhedsminister Sophie Løhde i samråd om vold på bosteder. Hun slog fast, at niveauet for tvang allerede er for højt og skal nedbringes. Ministeren konstaterede også, at det nok er blevet for svært for nogle grupper af psykisk syge at blive indlagt og oplyste, at initiativer på området vil indgå i de kommende forhandlinger om satspuljen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278