- Publikums reaktion var rigtig god, fortæller en glad Mads Skaaning. Under 3Fs kongres fornylig leverede han sit eget rapnummer, "Dem der siger", om fordomme mod polakker på arbejdspladsen. Flere kongresdeltagere stimlede sammen om scenen, en stålplade hos stilladsarbejdernes bod.
- Bagmændene giver vores arbejde væk for en slik.
Mads Skaaning er tømrer og 26 år og medlem af 3F BJMF i KBH, byggefagenes fagforening. Selv var han dybt skeptisk, da han som ny udlært i 2010 skulle arbejde sammen med to polakker i et lille firma:
- Jeg kiggede skeptisk på dem og tænkte: Okay, er det sådan et firma jeg er kommet ind i?
Polakkerne er helt almindelige mennesker
Men efter nogen tids samarbejde med polakkerne, ændrede Mads Skaaning holdning:
- Jeg fandt ud af, at de er helt almindelige mennesker, med humor og med problemer med konen. Helt almindelige mennesker, der går til samme løn som os andre.
- Nogle tror, at det er polakkerne, der kommer og tager arbejdet fra danskerne, men det passer jo ikke. Det er bagmændene, der giver vores arbejde væk for en slik, siger Mads Skaaning og fortæller videre om, hvordan han har arbejdet med rapnummeret:
- Jeg har fortalt som et alvorligt emne, men stadigvæk med et glimt i øjet, ellers bliver det for tungt.
Derfor er Mads Skaanings tekst taget lige ud ad arbejdspladsen, for hvad gør man, når der står to polakker i porten og kun kan engelsk? Så råber man selvfølgelig: "Hallo, René! - Hvordan fanden siger man skurvogn på engelsk?", og får publikum til at råbe med på det under koncerter.
På scenens bagtæppe står Mads Skaaning sammen med sine to polske kolleger. I hånden har han et rødt krus. Det veksler med et videoklip af Joachim B. Olsen, der sidder og sover i Folketinget. Det er helt bevidst fra Mads Skaanings side:
- Der er for meget musik i radioen i dag, der bare handler om champagne og damer. Man har ligesom hørt det før. Der skal være en dybere mening med det.
Inviteret til 3Fs kongres
Nogle i 3F havde fået nys om Mads Skaanings interesse for at rappe om livet på en arbejdsplads, og så blev han spurgt om at spille til 3Fs kongres. Efter nogle overvejelser sagde han ja tak:
- Det ville være ærgerligt at blive gammel og tænke: "Jeg skulle have gjort det! Men jeg turde ikke at gå op på scenen", griner Mads Skaaning og siger så beslutsomt:
- Men jeg ved, at det ville ærgre mig. Så hellere komme galt afsted end slet ikke at komme af sted.
Sygeperiode gav skrivekløe
Efter et fire år langt sygdomsforløb med hofteoperationer, hvor han ikke kunne lave noget, begyndte han skrive musik og tekster. Han var vant til at arbejde og spille fodbold og kunne ikke affinde sig med at ligge på sofaen og pleje sin sygdom:
- Når man så heller ikke er god til at snakke om sine problemer, så koger hjernen stille og roligt sammen. Så må man jo finde på en ventil.
Om der kommer flere arbejdspladssange, ved Mads Skaaning ikke lige på stående fod, men teksterne skal handle om noget, som han selv har erfaret. Indtil videre kan man høre "Dem der siger" og andre af Mads Skaanings sange på Youtube.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278