"Sex og sport er sjovest at deltage i – knap så sjovt at være tilskuer til", siger et gammelt ord. Det sidste er, hvad den danske film "Swinger" er. Vi er tilskuere til en lang række seksuelle eskapader blandt et borgerskab, der har mistet lysten til det arbejde, de har og til den kone eller mand, de har været gift med i adskillige år.

Swinger kunne godt have været en interessant og vedkommende film om borgerskabets tabte dyder. 

Derfor tager en håndfuld veletablerede borgere hvert år til et mindre badehotel, der fungerer som en swingerklub, og forsøger at udleve drømmen om et knald eller to med andre end deres henholdsvis mand eller kone.

Alt hvad de kredser om til deres måltider og drikkeorgier handler stort set kun om sex. Det bliver desværre lidt kedeligt i længden. Selvfølgelig opstår der intriger og småjalousi folkene i mellem. Filmen skal jo have lidt dramatisk effekt – men det bliver desværre aldrig rigtigt vedkommende.

Det bliver en gang borgerlig sødsuppe, som man på ingen måde rigtigt føler sig involveret eller engageret i.

Det er lidt synd, fordi instruktøren Mikkel Munk-Fals faktisk i sit oplæg til filmen har haft nogle udmærkede tanker og ideer med "Swinger". Han skriver:

"Swinger" er en film om duelige kvinder og uduelige mænd. Mænd, som forstener midt i livet, som helst bliver på deres matrikel i lige dele bitterhed, bebrejdelse og desillusion. I virkeligheden er disse mænd tåbelige og filosofiske romantikere. For de hæfter sig kun ved to ting i livet: Det tabte og det uopnåelige. Det, som var, og det, som aldrig kan blive.

Det er ensomme og tungsindige mænd, som ikke ser, at det, de faktisk har, måske overstiger både det tabte og det uopnåelige. Det er barnlige mænd, som kvinderne skal trække med, hvilket de, meget af tiden forbløffende nok både rummer og accepterer.

Det kunne derfor godt have været en interessant og vedkommende film om borgerskabets tabte dyder. "Swinger" havde fortjent en bedre dialog. Men da instruktøren selv er manuskriptforfatter, kan han kun bebrejde sig selv.