I dag er der demonstrationer i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Kolding i forbindelse med Folketingets åbning.
Der vil være særlig fokus på kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, som betyder, at omkring 30.000 kontanthjælpsmodtagere fra 1. oktober mister tusindvis af kroner om måneden.
En enlig mor med fire børn mister over 60.000 kroner om året.
Også regeringens 2025-plan er et tema ved protesterne. Gennemføres planen, vil en af konsekvenserne være, at de mange kontanthjælpsmodtagere, der lige nu rammes af loft og 225-timers-regel, vil miste endnu flere penge.
Regeringen vil skære i børnechecken. Familier med tre børn mister 25 procent af checken til det ældste barn. Rigtig hårdt bliver familier med fire eller flere børn ramt. De får kun børnecheck til de tre første børn.
En enlig mor med fire børn og en husleje på 6000 kroner om måneden vil miste 13.900 kroner om året, hvis forslaget bliver en realitet, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det beløb skal lægges oven i de næsten 47.000 kroner, den samme familie mister på grund af kontanthjælpsloft og 225-timers-regel. Den enlige mor og de fire børn får altså over 60.000 kroner mindre på årsbasis.
Ydelser udhules
Også andre forslag i 2025-planen rammer kontanthjælpsmodtagere. Regeringen vil have de fattigste danskere til selv at betale op til deres pension, så der kan spares penge på folkepension og særlige tilskud.
– Der er ingen tvivl om, at den tvungne pensionsopsparing på kort sigt vil udhule rådighedsbeløbet for overførselsmodtagere. Det har fordelingspolitiske konsekvenser. For kontanthjælpsmodtagere skal det ses i sammenhæng med, at denne gruppes økonomi er under pres på grund af kontanthjælpsloftet, siger tidligere overvismand Torben M. Andersen til finans.dk.
Skal betale til pension
Samtidig er planen at forlænge den lavere regulering af overførselsindkomsterne, som SRSF-regeringen indførte i 2012.
Samlet set vil en enlig kontanthjælpsmodtager miste knap 3000 kroner om året på grund af tvungen pensionsopsparing og lavere regulering, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Efter 2025 er planen, at indbetalingerne til den tvungne pensionsopsparing skal stige yderligere.
De penge, der spares, på kontanthjælp, skal være med til at betale for skattelettelser, der især gavner den rigeste del af befolkningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278