25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kronisk syge kæmper for lovændringer

Ramt af reformer

Kronisk syge kæmper for lovændringer

Kronisk syge har lavet en brugerundersøgelse, der viser, at reformerne af førtidspension og sygedagpenge har voldsomme negative konsekvenser.

Syge protesterer mod førtidspensionsreformen, inden den bliver vedtaget.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Over 1300 kronisk syge forsøger nu at råbe politikerne op og gøre det klart, at de er nødt til at gennemføre ændringer i forhold til reformerne af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.

For os, der er kronisk syge, er der tale om en katastrofal lovgivning og en lige så katastrofal forvaltning.
Birgit Holm-Petersen, Syge Siger Stop.

– For os, der er kronisk syge, er der tale om en katastrofal lovgivning og en lige så katastrofal forvaltning ude i kommunerne, siger Birgit Holm-Petersen, talskvinde for Facebookgruppen Syge Siger Stop.

Gruppen har taget initiativ til en brugerundersøgelse blandt kronisk syge, der har været eller er i udredning på et jobcenter. 1353 har deltaget i undersøgelsen, der tegner et billede af et system med massive problemer.

Trækker i langdrag

63 procent har været i systemet i fem år eller mere.

Hele 83 procent har oplevet, at deres sag er blevet glemt, henlagt eller er trukket ud. Hveranden er ikke blevet inddraget i beslutningsprocessen om, hvad der skal ske med hende eller ham.

52 procent har følt sig tvunget til at sige ja til en arbejdsprøvning, behandling eller andet på grund af trusler om ellers at miste sin ydelse.

Mange oplever, at deres helbred er blevet forværret af det, de er blevet tvunget ud i. 52 procent er blevet sendt ud i forløb, som, enten deres læge eller de selv mener, er skadeligt for deres helbred.

"Den magtesløshed man oplever, når man kommer i kløerne på kommunen, er direkte sundhedsskadelig", hedder det i en af de personlige kommentarer i undersøgelsen.

– Undersøgelsen viser, at sagsbehandlingen i mange tilfælde er lemfældig og at atmosfæren er præget af mistillid, tvang og forværring af folks helbredstilstand, siger Birgit Holm-Petersen.

Hun understreger, at der findes mange gode og dygtige sagsbehandlere, der gør en fantastisk indsats rundt omkring i landet. Nogle har gode forløb, der helt lever op til lovens ord om en individuel indsats. 

– Men der er en stor gruppe, som oplever det modsatte. Det viser den her undersøgelse og hele den debat, der er i de mange forskellige grupper på Facebook, siger Birgit Holm-Petersen. 

Klemt i systemet

Syge Siger Stop ønsker at give ordet til denne store gruppe udsatte mennesker, der har svært ved at komme til orde i den offentlige debat.

De føler sig ikke dækket ind af de officielle undersøgelser fra Kommunernes Landsforening (KL) og Beskæftigelsesministeriet.

KL har lavet en undersøgelse af, hvordan førtidspensionsreformen fungerer. Den baserer sig på hvordan kommunerne oplever situationen. Konklusionen er her, at den største udfordring er borgernes manglende motivation for at deltage i ressourceforløb.

Beskæftigelsesministeriet har fået lavet en undersøgelse, der viser, at 43 procent er tilfredse med deres ressourceforløb, mens 33 procent er utilfredse. 

– Det billede, der tegnes af ministeriet er så, at der er en stor tilfredshed med ressourceforløbene. Det er vi mange, der har svært ved at genkende. På den her baggrund fandt vi det nødvendigt at lave vores egen undersøgelse, forklarer Birgit Holm-Pedersen.

Det er brugere af de forskellige Facebookgrupper, der har udformet spørgsmålene i undersøgelsen, ligesom de 1353 deltagere også er kommet via Facebookgrupperne.

Initiativtagerne er klar over, at deres undersøgelse ikke leve op til gængse kriterier for en statistisk undersøgelse.

Deltagerne i undersøgelsen er ikke en tilfældig del af den samlede gruppe af kronisk syge i Danmark, her er en overvægt af mennesker, der har oplevet problemer i deres sag.

Men når så mange oplever så store problemer, er der jo noget galt, konstaterer Birgit Holm-Petersen.

– Med det her vil vi vise, at der ikke bare er tale om enkeltstående problemer, men at reformerne rammer en stor gruppe mennesker. Mange er bragt ud i fortvivlelse. Der er ikke tale om klynkeri eller kræven ind. De her mennesker vil bare behandles ordentligt og værdigt, siger hun.

Manglende lydhørhed

Inden medlemsundersøgelsen blev gennemført, har Syge Siger Stop henvendt sig til både politikere, ministre, ombudsmand og pressen uden, at de har fundet lydhørhed for deres synspunkter. 

To af de vigtigste lovændringer, som gruppen efterlyser, er en ændring af muligheden for at stoppe sygedagpengene allerede efter 22 uger, og at unge med fysiske og psykiske sygdomme igen får en reel mulighed for at få tilkendt førtidspension, hvis de ikke er i stand til at arbejde.

>> LÆS HELE UNDERSØGELSEN HER

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. okt. 2016 - 14:13   31. okt. 2016 - 14:36

Reformer

ur@arbejderen.dk
Om undersøgelsen
  • 1353 kronisk syge, der er eller har været i jobcenter-systemet, har deltaget i undersøgelsen, der er lavet på initiativ af Facebookgruppen Syge Siger Stop.
  • Deltagerne er spredt over hele landet. 81 procent af dem er kvinder og 19 procent mænd. 63 procent har været i systemet i fem år eller mere.
  • 79 procent ønsker at arbejde i et eller andet omfang, hvis der kan blive taget hensyn til deres helbredsproblemer.
  • 52 procent er blevet sendt ud i forløb, som enten de selv eller deres læge mener, kan forværre deres helbred. 

Kilde: Syg i Systemet 2016