Wow. En opera skrevet i 1927-1930 bliver med ét slag nutidig og frisk. Budskaberne i Bertolt Brecht og Kurt Weills opera "Mahagonny" holder 100 procent. Som var operaen skrevet i går.

Dette er simpelthen en opera med en nutidig kritik af kapitalismens dødelige udskejelser.

God kunst rammer tidsånden. Dét har instruktøren Graham Vick i dén grad sørget for med sin version af "Mahagonny. The Rise and Fall of the City of Mahagonny" på Det Kongelige Teater i København.

Urolige tider

I disse usikre tider med chok over Trump-sejr i USA, desperate flygtningestrømme og panikreaktioner fra EU-kommissærer over det britiske Brexit og EU's efterfølgende langsomme nedsmeltning, er Brecht og Weills advarsler mod grådighed, tankeløshed og blindt profitjag under kapitalismens langsomme dødskamp tankevækkende aktuelle.

Konkret følger vi i denne satiriske opera tre straffefanger – en bogholder, en spekulant og en Alaska-skovhugger – der på vild flugt falder over et fristed uden tyngende love, men med masser af sex, whisky og frigjort livsglæde. I byen Mahagonny er alt tilladt. Også hvis det går ud over andre. Men en truende tornado ødelægger den gode stemning.

Samtidig begår en af straffefangerne den største forbrydelse af alle under kapitalismen: han kan ikke betale! - for whiskyen på baren. Og så falder hammeren, da hele det ultra-kapitalistiske bysamfund bygger på penge og en dyrisk, pervers drift efter rigdom.  

Nutidig opsætning

Graham Vick har sammen med scenografen Paul Brown, kostumedesigneren Allan Watkins og lysdesigneren Giuseppe Di Iorio fattet den politiske pointe i stykket, og opdateret det, så det bliver en nutidig kritik af kapitalismens dødelige udskejelser, som vi ser for vore øjne. De fire teaterfolk har ved hjælp af et væld af oplagte sangere og musikere skabt en meget seværdig forestilling.

De overrasker og udfordrer publikum med deres originale iscenesættelse.

Operaen kan selv ses af folk, der – måske med rette – synes, at opera er en fisefornem kunstart fuld af pompøs arrogance og tragikomiske duetter i opstyltede kostumer.

Brecht og Kurt Weill skabte til dels netop Mahagonny som en slags satire over traditionelle operaer. De angreb så smukt dét samfund, der "har brug for disse irrationelle og pompøse operaer", som Weill på et tidspunkt sagde det.

Herfra en stor opfordring til at se Mahagonny. Det er Brecht, når det er bedst.