I arbejderbevægelsens tidlige år spillede forskellige former for arbejderoplysning en væsentlig rolle.

Den tyske skrædersvend, Wilhelm Weitling, en af arbejderbevægelsens mest fremtrædende teoretikere i tiden forud for revolutionen i 1848/49, var en varm tilhænger af oplysningsaktiviteter inden for rammerne af de fremspirende arbejderorganisationer. I Weitlings skrifter finder vi igen og igen henvisninger til arbejdernes opgaver, til deres ønske om at gennembryde klassesamfundets uddannelses- og dannelsesbarriere.

I Weitlings skrifter finder vi igen og igen henvisninger til arbejdernes opgaver, til deres ønske om at gennembryde klassesamfundets uddannelses- og dannelsesbarriere.

På sin vis blev denne virksomhed også fremmet af de tidlige kultursocialistiske borgerorganisationer, men hvad der allerede på dette tidspunkt er nok så vigtigt, er de oplyste arbejderes egne selvstændige forsøg på inden for rammerne af deres egne (illegale) organisationer at gå sammen om at gennembryde de grænser, som det bestående klassesamfund havde rejst. 

For Weitling stod det klart, at årsagen til de forhindringer, der blev rejst for oplysningsarbejdet, havde rod i det bestående samfunds bestræbelser på at fastholde monopolet på ejendomsretten til produktionsmidlerne.

De udtalelser, som kom fra den senere arbejderbevægelses mere fremtrædende ledere, som for eksempel Wilhelm Liebknecht, der kun til en vis grad så oplysningsarbejdet som en af arbejderbevægelsens mest påtrængende opgaver, handlede først og fremmest om den sociale og politiske befrielseskamp som værende nært forbundet med kampen om den frie, ikke-religiøse uddannelse, men mindre vigtig end denne. Også for Liebknecht var arbejdernes selvstændighed en væsentlig forudsætning for bevægelsens frie udfoldelsesmuligheder.

Politisk kamp og fri oplysning

Arbejderbevægelses udvikling til at blive en massebevægelse medførte en vis grad af specialisering. De socialdemokratiske partier og fagforeninger havde behov for bedre uddannede tillidsfolk for at komme igennem med deres krav.

Igennem kampårene, det vil sige i årene efter Tysklands samling i ét rige i 1871 og skærpet af forbuddet mod socialdemokratiske organisationer, blade og forlag i medfør af de såkaldte socialistlove (1878-1890) blev der gjort meget for at forhindre det frie oplysningsarbejde på det kulturelle område. Men på området politisk oplysningsarbejde var især socialistlovene et uovertruffet middel til at vække og stimulere arbejdernes forståelse af, hvad der foregik.

Efter socialistlovenes bortfald fik arbejderbevægelsens generelle oplysningsarbejde, det vil sige primært det socialdemokratiske parti SPD en større betydning.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at det socialistiske oplysningsarbejde ikke var begrænset til Det tyske Rige, men derimod spillede en vigtig rolle i de fleste europæiske lande.

I mange lande blev den tyske bevægelse set som et forbillede, i andre – i første omgang Storbritannien og noget senere i USA – havde man allerede tidligere end i Tyskland udviklet sine egne former for oplysningsarbejde. For andre landes vedkommende står det ikke klart, om oplysningsarbejdet blev iværksat ovenfra eller var resultat af den derværende arbejderklasses egne ønsker.

En dagbog i breve

Til forståelse af disse spørgsmål er der udkommet en ny, omfattende undersøgelse. Der er tale om en biografi bestående af breve. Forfatterne er i hovedsagen de to brevskrivere, Käte og Hermann Duncker. Bogens underoverskrift er "Ein Tagebuch in Briefen (1894-1953)" (En dagbog i breve).

I bogen behandler Heinz Deutschland i samarbejde med Ruth Deutschland mange tusinde breve. De har udarbejdet kommentarer til brevene såvel som en række såkaldte "Ekskurser" i form af længere tekstafsnit om bestemte begivenheder eller udviklinger. Ekskurserne gør det muligt at få en klarere forståelse af de perioder, hvor ægteparret kun havde meget begrænsede muligheder for at opretholde deres korrespondance, for eksempel i den tid, hvor Hermann var fængslet.

En af disse perioder omfatter november-revolutionen 1918/1919, hvor begge ægtefæller spillede en fremtrædende rolle. På samme måde som i 1933 var det lettere for Käte Duncker at holde sig fri af tidens trusler. Det hænger sikkert sammen med, at hun som kvinde ikke blev taget alvorligt, til trods for at hun især i november-revolutionens tid var centralt placeret.

Derimod sad Hermann Duncker både i 1919 og igen efter magtovergivelsen i 1933 i fængsel og koncentrationslejr gennem flere måneder.

Med i arbejderbevægelsen

Ægteparret Duncker tilsluttede sig arbejderbevægelsen på et tidligt tidspunkt og tog fra midten af 1890’erne hul på deres opgaver som uddannelsesmedarbejdere i SPD.

En ting, som udgjorde et problem i denne forbindelse, var især Hermann Dunckers kursusvirksomhed, som dog var årsagen til, at vi i dag er i besiddelse af denne righoldige korrespondance. Som rejseoplysningssekretær var han tit væk hjemmefra og deltog kun i begrænset omfang i familielivet. Det medførte stærke beklagelser fra konen, som sad alene tilbage, men det forhindrede dog ikke, at de to blev sammen i næsten 60 år.

Ægteparret Duncker tilsluttede sig arbejderbevægelsen på et tidligt tidspunkt og tog fra midten af 1890’erne hul på deres opgaver som uddannelsesmedarbejdere i SPD.

Tvunget af omstændighederne levede de i årene 1933-1941 hver for sig. Hermann boede efter flugten fra Tyskland nogle måneder hos Andersen Nexø, Käte havde mødt Nexø allerede i 1918, hvor hun sammen med den ældste søn bode først i København siden i Lund. Først i 1941 lykkedes det dem at finde sammen igen i USA. Der blev de frem til 1947, hvorefter de sammen rejste tilbage til den daværende sovjetiske besættelseszone i Tyskland, det senere DDR. Selvom forholdene gav anledning til uenighed mellem dem og de nye tilhængere af den kommunistiske bevægelse, kunne de begge leve og arbejde der.

I korrespondancen kritiseres mange af partiets ledende personligheder, som for eksempel Bebel eller Rosa Luxemburg og andre ganske eksplicit og temmeligt bidende. I de fleste tilfælde bliver bedømmelserne revideret på et senere tidspunkt, og det virker som om dommene, både de positive og de negative, er velbegrundede.

Afgørende år

I den forbindelse udgør mureren Heinrich Brandler, i begyndesen af1920'erne formand for det Kommunistiske parti (KPD) en undtagelse, idet han i nogle af brevene omtales med stor veneration. Så meget desto mere påfaldende er det derfor, at han stiltiende er forsvundet fra bindet. Årsagen hertil kunne være, at ægteparret Duncker på linje med flere partimedlemmer, der lang tid forud for verdenskrigen var aktive på bevægelsens venstrefløj, fra midten af 1920’erne blev sat uden for indflydelse. Dette gjaldt også Brandler, der på linje med Hermann og Käte Duncker stillede sig åbent over for oplysningsarbejdet, men primært engagerede sig i det politiske og faglige arbejde.

Da disse år var blandt de mest afgørende for KPD, ville det have været fornuftigt, hvis udgiverne her havde skrevet en ekskurs om udviklingen inden for dette parti. Det ville have lettet forståelsen, hvis man her havde fået en forklaring på, hvorfor så relativt mange af de gamle medlemmer var blevet ekskluderet, men jo også på hvorfor så mange forblev i partiet, som tilfældet netop var for ægteparret Duncker. 

Omkring 10 år senere, det vil sige i midten af 1930’erne, var deres kritiske holdning til Stalin tydelig – men heller ikke her kom den offentligt frem, hvilket kan skyldes, at deres ene søn var blevet fundet skyldig i en af Moskva-processerne. De vidste ikke, hvad der var blevet af ham, men han mistede livet i en lejr ved Ishavet, hvilket Duncker først fik at vide år senere.

Oplysningssekretær

Hermann Duncker var meget glad for sit arbejde som rejsende oplysningssekretær. Korrespondancen giver et godt indtryk af dette mangesidige arbejde, der øjensynligt bragte ham til alle egne af Tyskland, som det så ud på den tid.

Igennem en årrække forud for verdenskrigen og partiets splittelse fungerede Hermann også som lærer ved SPD’s partiakademi i Berlin, men ret kort efter verdenskrigens udbrud blev han indkaldt til aktiv militærtjeneste, hvilket virker helt barokt, fordi han som meget svagsynet ikke var egnet til tjeneste ved fronten. Alligevel overlevede han også denne indsats.

Som resultat af arbejderbevægelsens splittelse under verdenskrigen mistede han sit job som oplysningssekretær i SPD. I princippet udførte han dog den samme funktion i KPD, en opgave som var mindre tilfredsstillende, fordi han satte større pris på den direkte samtale og diskussion med kursisterne.

Hans arbejdsområde blev udvidet med KPD’s forlagsvirksomhed, hvor han blandt andet udgav serien "Elementarbücher des Kommunismus" [kommunismens grundbøger], hvortil han udarbejdede forord, kommentarer og forklaringer.

Hans interesser dækkede et meget bredt område, og han udarbejdede håndbøger til brug for de politiske studier, således at deltagerne i de forskellige kurser efter afslutningen blev motiveret til selv at gå videre.

Det var ikke alle de fremtrædende partifæller, der fandt disse kurser lige fremragende, i hvert fald klandrede Rosa Luxemburg ham for manglende forståelse for den økonomiske udvikling. Flere af de bøger, han havde været med til at udgive, udkom også i oversættelse i andre lande herunder i Danmark.

På det memory-card, som følger med bogen findes en række omfattende bibliografier over de udgivelser, der blev lavet i hans tid og nogle af disse blev genudgivet under studenteroprøret i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det er dog tvivlsomt, om disse pjecer kunne stå deres prøve på dette senere tidspunkt.

Kvinder i bevægelse

Käte Duncker, der ligeledes tidligt engagerede sig i bevægelsen, arbejdede som lærer i 1890’erne og blev to gange afskediget fra offentlig tjeneste på grund af sin socialistiske overbevisning. Hun engagerede sig i arbejderbevægelsen i Thüringen, og især lykkedes det hende at trække flere kvinder ind i bevægelsen.

I en periode arbejdede hun sammen med Clara Zetkin i redaktionen for det socialdemokratiske kvindeblad Gleichheit [Lighed], en indsats, der dog takket være Zetkins temmelig autoritære ledelsesstil snart fandt sin afslutning.

Käte beskæftigede sig derefter først og fremmest i den socialdemokratiske kvindebevægelse, hun skrev en række pjecer, for eksempel om socialistisk børneopdragelse i hjemmet, ligeledes et skrift som blev oversat til andre sprog, herunder dansk. Hun var desuden aktiv i det internationale kvindearbejde - hun deltog i Internationalens kongres i København i 1910 (herfra stammer en række interessante breve) og måske mere væsentligt i venstreoppositionens konference i Bern i 1915 og Stockholm 1917, hvilket bærer vidnesbyrd om hendes indsats. Hun deltog desuden i en række af SPD’s kongresser.

De to ægtefæller supplerede hinanden politisk, var dygtige til at samarbejde og såmænd også til at smede rænker. Så vidt man kan udlede af korrespondancen, var arbejdet inden for organisation af større vigtighed for hende. Og dog blev hun trængt i baggrunden, fordi hun som følge af Hermanns arbejde, der betød, at han ofte var hjemmefra, måtte tage ansvaret for familiens ve og vel. Det er dog ikke noget hun ofte beklager sig over i brevene; hun har tilsyneladende accepteret denne arbejdsdeling, der jo på den tid var det almindelige.

Under Novemberrevolutionen påtog hun sig det farlige arbejde med at organisere Spartakusforbundet uden at nogen blev opmærksom på det – hverken hendes partikammerater eller de kontrarevolutionære soldater.

Udgivelsen af denne korrespondance giver os mulighed for at forstå en række hidtil dårligt belyste sider af denne periode i historien. Redaktørerne har klaret en stor opgave med succes – og man kan med lethed lokalisere andre diskussionsemner, der sikrer denne omfattende materialesamling en plads i historieskrivningen, og ikke kun i arbejderbevægelsens historieskrivning.