Siden nytår er EU-diskussionen igen blomstret op på venstrefløjen. På tide, kunne man mene, men den første uge bød ikke ligefrem på nyt – debatten blev i de poler, vi kender så godt: Udmeldelse kontra reformer indefra. 

 Tag et opgør med grund-læggende elementer i traktatgrundlaget og skab massiv demokratisering af systemet. 

Men nedenunder de fortegnede positioner, som man blandt andet kunne se udfolde sig mellem Holger K Nielsen og Pernille Skipper i Deadline forleden, ligger det interessante: Udvikling af reelle venstrefløjssvar på de problemer, almindelige mennesker, vores samfundsøkonomier og stakkels pressede klode står i. 

Finanskrisen burde i sig selv have været en kapitalistisk krise på et sølvfad til venstrefløjen, men førte til, at europæiske centrum-venstre partier, herhjemme Socialdemokraterne og omegn, førte økonomiske krisepolitikker, der i overvejende grad ramte arbejder- og middelklassen og presser dem.

Globalisering

Globaliseringen i sin konkrete udformning har også vendt den tunge ende nedad og ladet en priviligeret klasse berige sig stadig mere på almenvellets bekostning. Historien kender vi, og senest Brexit og perlerækken af valg rundt om i Europa bevidner det: Der er et alvorligt skred væk fra internationalt fællesskab, fælles regulering af de store økonomiske kræfter og velfærdspolitik over mod nationalisme, lukkethed og fremmedhad. Oveni vokser tvivlen på og mistroen til politiske systemer og demokratiet som redskaber til at løse problemer.

I den situation hjælper det ikke, at ‘vi godt forstår, hvorfor arbejderen reagerer, som hun/han gør’, hvis ikke vi leverer en klar anden politisk vej. Den politiske virkelighed, der præger Europa i disse år, burde være venstrefløjens. Hverken mere af det samme nyliberale cirkus eller mere nationalisme og højredrejning er svaret. Tværtom så er det jo del af problemet.

Jeg deler ikke selv udmeldelses-synspunktet, blandt andet fordi den nationalistiske bølge, der skyller ind over Europa, har så meget revolutionær kraft over sig, at jeg er bange for et reelt sammenbrud i den europæiske fællesskabsorden, som vi ikke desto mindre har så stærkt brug for. På samme måde deler jeg ikke synspunktet, at fordi den trussel er der, så må vi ikke ’rock the boat’, men med næb og kløer forsvare det bestående (bevares, iblandet nogle kritiske vinkler hist og pist) uden reelt at tage et opgør med det, der er EU's akilleshæl: Den nyliberale økonomiske politik og ensidige fokus på europæisk erhvervslivs konkurrencekraft i relation til resten af verden.

Skal det europæiske samarbejde overleve – i en form, der leverer for befolkningerne, ikke bare for erhvervslivet – så skal vi netop rock the boat: Tag et opgør med grundlæggende elementer i traktatgrundlaget og skab massiv demokratisering af systemet. Jeg tror ikke, man kan komme udenom et opgør med ØMU’en, der om noget har bidraget til dysfunktionelle politikker  – og måske er det også det krav, der kan gøre venstrefløjens projekt legitimt.

Den danske venstrefløj

Den danske venstrefløj må i tæt samarbejde med europæiske kammerater og ligesindede tage kampen mod nationalisme, liberalistisk økonomisk politik, ulighed og marginalisering – vi må rent faktisk levere svarene, som så store dele af befolkningerne skriger på: Beskæftigelse, også for de unge, social sikkerhed, tryghed, en lighedsskabende politik, hvor banker, erhvervsliv og de i forvejen formuende tager deres del af ansvaret og betaler deres skat.  

2017 bliver ikke et godt nyt år, alene fordi vi ønsker hinanden det. Det bliver det kun, hvis vi kaster os ind i kampen. Også når det ser allersortest og allersværest ud. Det er op til os, venstrefløjen og alle progressive kræfter med kompasset indstillet på solidaritet og internationalisme, at skabe et godt nytår. Og gør vi det ikke, så kan det hele blive meget værre end det 2016, vi endelig har forladt.