Lad det være sagt med det samme. "Krigen der aldrig ender" er en af en af de vigtigste bogudgivelser i 2016, hvorfor den fortjener mange læsere og derfor at udkomme i mange oplag.

Nogle få, men magtfulde personer, som udgør en illegitim statsmagt og dennes lokale allierede, har interesser i, at krigen fortsætter. 

Danske Carsten Jensen og norske Anders Hammer har rejst sammen i Afghanistan ad to omgange i 2013 og 2016. Reportagerne, der er skrevet individuelt og i samarbejde, illustreres af en række fantastiske fotos af Anders Hammer, der ’portrætterer’ de afghanere, der lægger stemmer til Jensens og Hammers reportager.

En palet af afghanere

Vi møder en palet af afghanere som systemets lokale repræsentanter og deres modstandere, kombattanter m/k herunder børnesoldater, politiske aktivister, opium dyrkende bønder og studerende, der kæmper for ligestilling. Deres fortællinger indgår i den store fortælling om krigen, der aldrig ender.

Nogle få, men magtfulde personer, som udgør en illegitim statsmagt og dennes lokale allierede, har interesser i, at krigen fortsætter. Denne statsmagt er indsat til at varetage USA og NATO's interesser i den centrale asiatiske region. På den anden side blander det internationale samfund sig ikke i, hvordan ’magten’ deler rovet betalt af den vestlige alliances skatteydere, med mindre korruptionen bliver for åbenlys.

For en kender af Afghanistan er temaerne i reportagerne ikke nye, men eksemplariske. For læseren, der kun kender til de danske mediers skønmaleri, åbner der sig et grundlag for en dybere forståelse af afghanerne. Primært pashtuner, tadjikker og hazaraer med et ben i en verdensforståelse som i de islandske sagaer og det andet i globaliseringen. Et land, hvis nyere historie er en lang borgerkrig indrammet af to mislykkede invasioner.

Dansker og nordmand

At netop en dansker og en nordmand danner par, giver god mening, da begge nationer som NATO-medlemmer samtidig sluttede 100 procent op om en aktivistisk udenrigspolitik og USA's krig, men valgte helt forskellige tilgange til den civile genopbygning. Danskerne gjorde sig til af en ’ top-down samtænkning’ af militær og civil indsats indlejret i en overordnet militær indsats og forblev en luftkastel. Nordmændene derimod forsøgte en ’samtænkning’ på jorden i provinsen Faryab for at give de lokale myndigheder legitimitet. Ingen af tilgangene viste sig bæredygtige efter den militære exit.

Bogens styrke ligger derfor i reportagernes stemmer, som jeg ikke tøver med at anerkende for at være repræsentative. Da jeg selv begyndte at arbejde i Afghanistan i begyndelsen af 2006, kunne man bevæge sig rundt i alle provinser i bil uden problemer – bortset fra Helmand og Kunduz. Der var intet problem med at bevæge sig fra Kabul til for eksempel Jalalabad, Faryab eller Herat i bil. Da jeg boede i Kabul i 2011, 2012 og de meste af 2013, kunne jeg kun rejse rundt i Afghanistan med fly.

Ikke høre, ikke se, ikke tale

Samtidig med at vi gennem årene oplevede, hvordan Taliban, de lokale ’Dalton brødre’ og andre grupper overtog styringen af distrikter og landsbyer, skulle vi på den danske ambassade, i udenrigsministeriets glitrende publikationer og i den danske presse lægge øre og øjne til militære rapporter og politiske reportager, der fortalte os, at alting var på rette spor, og overdragelsen af sikkerheden til de afghanske styrker forløb planmæssigt. Flertallet af den danske politiske elite og de fleste chefer på de landsdækkende medier opførte sig som de tre aber: ikke høre, ikke se, ikke tale. Det er for det meste lykkedes at lukke kæften på dem, der vil fortælle en anden historie end den officielle.

Krigen der aldrig ender, dokumenterer, hvorfor Afghanistans befolkning fra deres forskellige udgangspunkter ikke tror på, at vi – i dette tilfælde de danske og norske befolkninger – kan udrette noget for dem. Vores militære tilstedeværelse kunne ikke give almindelige afghanere den nødvendige sikkerhed til et liv uden væbnet konflikt, men derimod beskytte en korrupt illegitim elite.

Man kan ikke lukke kæften på Carsten Jensen og Anders Hammer, men man kan tie dem ihjel. Læs og udbred bogen!