Uligheden vokser med alarmerende hast over hele kloden. Og det i en sådan grad, at det truer med at splitte vores samfund, advarer den administrerende direktør i organisationen Oxfam International, der fokuserer sit arbejde omkring kampen mod fattigdom og ulighed.
Uligheden fastholder hundreder af millioner i fattigdom – den splitter vores samfund og underminerer demokratiet.
Winnie Byanyima, Oxfam International
– Uligheden fastholder hundreder af millioner i fattigdom – den splitter vores samfund og underminerer demokratiet, siger Oxfams direktør Winnie Byanyima.
Hvor hurtigt det går med den voksende ulighed, kan man læse i en ny rapport fra Oxfam: For blot et år siden måtte der en bus til at rumme de 62 personer, som tilsammen ejede lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Nu kan denne gruppe sidde i et folkevognsrugbrød – de udgør i dag kun otte personer.
Rapporten oplyser os også om, at den rigeste ene procent af verdens befolkning i dag ejer mere end resten af verden, og at verdens ti største selskaber har en større omsætning end statsbudgetterne i 180 lande tilsammen.
>> LÆS OGSÅ: Dansk opsummering på oxfamibis.dk
"Synger storkapitalens melodi"
Winnie Byanyima kalder det "direkte sjofelt", at så megen rigdom befinder sig i hænderne på så få personer, når en ud af ti mennesker må overleve for mindre end to dollar om dagen.
Og hun er ikke bange for at sætte adresse på årsagen til den hastige vækst i uligheden.
– Over hele verden bliver mennesker sejlet agterud. Deres lønninger står i stampe, mens virksomhedsledere rager bonusser i milliondollar-klassen til sig. Der bliver skåret ned på deres sundhedsydelser og uddannelser, mens virksomheder og de superrige sender deres penge i skattely. Deres stemme bliver ignoreret, mens regeringer synger storkapitalens og den rige elites melodi, lyder det fra Oxfam-direktøren.
Finansminister Kristian Jensen afviser dog rapporten med, at Oxfam blot "er gode til at lave forargelsesskabende billeder".
– Nogle gange er det som om, man opfinder argumenter, der passer ind i situationen, i stedet for at kigge på de mål vi har sat op, som faktisk er i gang med at blive opfyldt – færre fattige, flere i skole, bedre sundhedsvilkår, siger Kristian Jensen om rapporten til DR Nyheder.
Danmark er godt med
Det er ikke kun på den globale scene, at uligheden vokser. Opgørelser lavet af AE-rådet og LO viser, det også sker i Danmark. Dog ikke så voldsomt som det sker på globalt plan, forklarer Jonas Schytz Juul, analysechef i AE-rådet.
– Men i 2004 sad den rigeste procent danskere på 19 procent af de samlede danske formuer. Ti år senere, i 2014, er andelen vokset til omkring 23,5 procent, oplyser Jonas Schytz Juul til Arbejderen.
Hvis man ser på den rigeste tiendedel af danskerne, har de nu sat sig på to tredjedele af formuerne, mod godt halvdelen for for ti år siden, påpeger AE-rådets analysechef. Han understreger, at der vel at mærke er tale om en opgørelse i nettoformuer, altså formuer fratrukket gæld.
– Hvis man ser på den tiendedel, der har den laveste nettoformue, er den faktisk negativ. Der er nemlig tale om, at de i gennemsnit har en gæld på 675.000 kroner, forklarer Jonas Schytz Juul.
Ulighed skader vækst
Oxfam International mener, at årsagen til den voksende ulighed skal findes i en række forkerte antagelser, som bliver markedsført af nyliberalismen, blandt andet antagelsen om, at hvis man blot overlader alt til markedskræfterne og privatiserer alt, vil velstanden og dermed velfærden vokse for den brede befolkning.
Oxfam peger her på, at både den internationale valutafond IMF og OECD advarer om, at øget ulighed skader den økonomiske vækst, og at der derfor er brug for en mere progressiv beskatning, hvor de rigeste betaler mere, samt øgede investeringer i og bedre adgang til uddannelse og sundhed.
På World Economic Forums møder i Davos, hvor Winnie Byanyima flere gange har holdt oplæg, har man da også de senere år udtrykt bekymring for, at den stigende ulighed vil føre til folkelige oprør, og opfordret virksomhedsledere og politikere til at tage ansvar for, at uligheden mindskes.
Det har dog ikke haft nogen effekt, viser Oxfams nye rapport. Uligheden fortsætter med at stige. Hvis det sker i samme tempo som nu, kan vi ifølge Oxfams beregninger forvente at se den første dollar-billionær om 25 år.
Med en personlig formue på en billion dollars skal man bruge en million dollars om dagen i 2.738 år, før billionen er brugt…
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278