Log ind

23 Nov 2024

KBH: Let skyet, 10 °C

De vestlige medier er totalitære redskaber

I en bedragerisk tid

De vestlige medier er totalitære redskaber

På utallige områder omgår de toneangivende vestlige medier de vigtigste historier, eller beskriver de vigtigste historier på skæv vis uden at inddrage de mest afgørende fakta.

De vestlige mediers dækning af Grækenlands krise viser, hvordan de prioriterer erhvervslivets og finansverdenens perspektiv på bekostning af sandhed, velfærd og menneskeliv.

FOTO: Angelos Tzortzinis/AFP/Scanpix

1 af 1

⎙

Den engelske forfatter og journalist, George Orwell, sagde, at i en bedragerisk tid, er det en revolutionær handling at sige sandheden. Det betyder også, at sandheden er sjælden. Jeg har i de seneste år bemærket utallige områder, hvor de toneangivende vestlige medier omgår de vigtigste historier eller beskriver de vigtigste historier på skæv vis uden at inddrage de mest afgørende fakta.

Medierne ejes i høj grad af de rige og erhvervslivet. Mediernes dækning sker i endnu højere grad på de rige og erhvervslivets præmisser.

Den canadiske filosof og fredsforsker John McMurtry forklarer, at medierne i dag ikke arbejder på at oplyse virkeligheden men på at dække over den.*1) Medierne ejes i høj grad af de rige og erhvervslivet. Mediernes dækning sker i endnu højere grad på de rige og erhvervslivets præmisser, hvor også DR er en del af problemet. Medierne kan naturligvis ikke indrømme, at de arbejder tendentiøst. Man kan sige med Nietzsche, at de altid bringer dobbelte løgne.

Jeg skal illustrere problemet med en fakta baseret konfrontation omkring EU’s behandling af Grækenland. Mediernes rapportering af Grækenlands krise viser, hvordan de prioriterer erhvervslivets og finansverdenens perspektiv på bekostning af sandhed, velfærd og menneskeliv. Derefter forklarer jeg, hvordan medierne har dækket over den amerikansk finanssektors kriminelle adfærd bag finanskrisen og en præsident Obama, der belønnede forbryderne frem for at straffe dem. Endelig forklarer jeg, hvordan medierne er ansvarlige for at fremføre propaganda, der retfærdiggør USA’s og NATOs krige, og de kan meget vel føre os ind i en tredje verdenskrig.

Slagtning af Grækenland

Som man måske kan huske, så rapporterede medierne hele tiden de følgende årsager til Grækenlands problemer: Grækerne havde ført en uansvarlig finanspolitik; de havde (haft) et embedssystem med for høje lønninger, og de manglede tradition for at inddrive skat; de snød sig ind i EU på falske budgetberegninger; de havde lav arbejdsmoral osv.

Medierne forklarede igen og igen, at den offentlige sektors overforbrug var årsag til Grækenlands problemer. Mens det faktuelt var de private bankers uhæmmede overudlåning i og udenfor Grækenland, der var roden til Grækenlands problemer.

Bortset fra at det i 2011 blev dokumenteret, at grækerne er den befolkning i Europa, der arbejder flest timer, så er der nok ingen tvivl om, at disse forklaringer alle har noget for sig. De har bare ikke rigtigt noget som helst med Grækenlands krise efter 2008 at gøre. Det er andre fakta og en helt anden forklaring, der må til, hvis man skal forstå Grækenlands massive problemer efter finanskrisen i 2008.

Medierne forklarede igen og igen, at den offentlige sektors overforbrug var årsag til Grækenlands problemer. Mens det faktuelt var de private bankers uhæmmede overudlåning i og udenfor Grækenland, der var roden til Grækenlands problemer.*2)

Medierne forklarede igen og igen, at Grækenland fik lån. Men det var faktuelt private banker, i og udenfor Grækenland, der fik lån bevilget af EU. Lånene "til Grækenland" gik til græske bankers kreditorer (banker og private investorer) i Frankrig, England og Tyskland mfl. Beregninger viser, at 95 procent af lånene til ’Grækenland’ gik til private banker og investorer i Frankrig, England og Tyskland mv.*3) Disse 95 procent lån til (udenlandske) kreditorer via lån til græske banker blev derefter gjort til græsk statsgæld. Grækenland blev kort sagt tvunget til at betale de udenlandske investorers private (ofte højrisikobetonede) tilgodehavender.

Tilgodehavender, der ikke kan tilbagebetales, nedskrives normalt med tab for kreditorerne. I tilfældet Grækenland fik eurogruppen skiftende græske regeringer til at betale for de tyske, franske osv. bankers og investorers tilgodehavender. Via lån fra IMF. De tvang simpelthen græske regeringer til at nationalisere lån til græske banker og gøre de private (udenlandske) bankers og investorers problem til den græske nations problem.*4) Der var tale om den største overtagelse af privat til offentlig gæld i suveræn gældshistorie og en "kardinalsynd".*5) Idet offentlig overtagelse af privat gæld skabt på baggrund af spekulativ risikoadfærd undergraver fremtidig ansvarlig adfærd.

Der var absolut ikke tale om, som medierne konstant berettede det, at EU arbejdede på at redde Grækenland. Den eneste løsning for at rette op på Grækenland i årene efter finanskrisen var en kraftig nedskrivning af gælden (langt større end de nedskrivninger der fandt sted), men det modarbejdede Tyskland, Frankrig mfl. på bastant vis.*6) De søgte kun at redde egne kreditorer.

Et lækket notat viser endda, at deres IMF repræsentanter løj og snød i IMF for at få denne politik gennemført.*7) Hvorfor? Merkel og Sarkozy mfl. frygtede givetvis store problemer i egne økonomier og dermed for deres egne politiske liv (og måske partistøtte mv.), hvis ikke de græske banker kunne indfri den gæld, som deres banker og private investorer havde til gode. Senere handlede det også om at give andre europæiske venstrefløjspartier en lektion ved at kvase det græske Syriza: Forsøg aldrig at føre en politik, der går imod neoliberalismen og finansmagten.

Mediernes løgne om Grækenland

Mens medierne berettede, at grækerne fik bevilget store lån i årene efter 2008, så gik 95 procent af pengene altså ikke til Grækenland, til græske embedsfolk eller tilsvarende. 95 procent af pengestrømmen til Grækenland var stik modsat ekstra byrder på et land, der i forvejen var i knæ; mere gæld som magtfulde aktører i Europakommissionen påtvang Grækenland for at redde disse landes egne banker og private investorer. I bedste Orwell-stil rapporterede medierne denne vold mod Grækenland som storsindet økonomisk hjælp. IMF’s egne forklaringer har været tilsvarende falske og kyniske.*8)

Mens medierne berettede, at grækerne fik bevilget store lån i årene efter 2008, så gik 95 procent af pengene altså ikke til Grækenland, til græske embedsfolk eller tilsvarende.

Medierne fortalte heller aldrig, at der var tale om, at magtfulde ikke-græske banker og investorer blev betalt ud af den græske befolkning endsige, at de magtfulde eurozone-aktører i spillet om Grækenland udmærket godt vidste, at der var tale om en komplet uholdbar løsning. Allerede i 2010.*9) Som den græske finansminister Varoufakis senere udtalte, så kan skolebørn på ti år forstå, at det vil gå galt, når man bevilger det (nominelt) største lån i verdenshistorien til en stat, der er konkurs. Medierne fortalte heller aldrig, at der var tale om "odiøs", det vil sige, ulovlig gæld.*10)

Medierne fortalte heller aldrig, at det ifølge IMF’s egne regler var forbudt at bevilge disse lån. IMF må kun bevilge lån, der forventes at blive betalt tilbage. Men på grund af pres fra magtfulde EU-aktører som Sarkozy og Merkel mfl. så ændrede IMF reglerne over en nat, så de kunne bevilge mere til "Grækenland".*11)

EU’s fortsatte destruktion af Grækenland

Men EU’s destruktion af Grækenland stoppede ikke her. Tværtimod. EU udnyttede blot Grækenlands stadig mere håbløse situation til at tvinge nationen til at indføre endda mere destruktive tiltag.

En tysk kriseekspert rapporterede for flere år siden fra Grækenland, at han aldrig havde set noget lignende den desperation, han havde oplevet ved et besøg i Athen.

EU-kommission tvang Grækenland til at indføre en uhyre detaljeret, socialt og økonomisk skadelig sparepolitik, der gjorde Grækenlands påtvungne ekstra gæld klart mere problematisk. I forhold til BNP. Samtidig med at de påtvungne nedskæringer kørte den græske økonomi yderligere nedad i en negativ spiral. På den måde blev gælden kun mere umulig for Grækenland at arbejde sig ud af, samtidig med at det skabte sociale problemer og menneskelig lidelse i et hidtil uhørt omfang.

En tysk kriseekspert rapporterede for flere år siden fra Grækenland, at han aldrig havde set noget lignende den desperation, han havde oplevet ved et besøg i Athen. Independent og andre aviser har med jævne mellemrum rapporteret, at unge græske kvinder er så desperate, at de sælger sig selv til sex for få euro.

Imens disse linjer skrives, fortsætter (udenlandske) kreditorer med at blive rige på grækernes bekostning. For kreditorernes gældsgreb i den græske stat har givet dem magt til fortsat at tvinge Grækenland til at skære i det offentlige forbrug i uddannelse, sundhed osv. samt privatisere og sælge naturressourcer, øer, havne osv. Disse offentlige virksomheder og ressourcer kan de selvsamme private (udenlandske) kreditorer derefter erhverve til spotpriser.

Mediernes store fortjeneste

De toneangivende (korporative) mediers største fortjeneste bestod naturligvis i, at de fik de europæiske befolkninger til at tro, at grækerne fik stor hjælp og blænde af for virkeligheden. Mens de lykkedes med at få folk til at pege fingre ad grækerne og bebrejde dem deres katastrofe.

Grækenland er i en desperat katastrofal situation, fordi magtfulde eurozone-aktører kynisk tvang dem til at betale egne banker og kreditorer ud med en ekstra gæld, som de vidste, at Grækenland aldrig vil kunne betale.

Sandheden er en anden. Grækenland er i en desperat katastrofal situation, fordi magtfulde eurozone-aktører kynisk tvang dem til at betale egne banker og kreditorer ud med en ekstra gæld, som de vidste, at Grækenland aldrig vil kunne betale. Samt efterfølgende give Grækenland den form for "hjælp", som IMF normalt har forbeholdt såkaldte udviklingslande.

Efter at en IMF-rapport i 2016 blotlagde kritiske dele af forløbet, argumenterede den tidligere græske finansminister Varoufakis blandt andet for, at Grækenland havde krav på en markant ny behandling.*12) Den belgiske forsker Éric Toussaint arbejder til stadighed sammen med græske politikere på at få gælden underkendt som "odiøs", det vil sige ulovlig.*13)

Økonomen Bill Mitchell har forsket intensivt i EU’s politiske økonomi og udgav i 2015 bogen Eurozone Dystopia. Mitchell skrev på sin blog den 7. februar i år, at Europakommissionen, IMF og den Europæiske Centralbank bør stilles til ansvar.*14) Men der er ikke noget, der tyder på, at nogen tager ansvar for noget som helst. Altså bortset fra at sørge for at udenlandske banker og investorer til stadighed kan plyndre og udsulte de stadig mere fattige og desperate grækere.*15)

Den verdenshistoriske finansforbrydelse

Men det er ikke kun den europæiske finansmagt, som medierne dækker over. De amerikanske og europæiske medier har i årtier gjort en dyd ud af undertrykke sandheden om, hvor komplet korrupt det amerikanske politiske system er, herunder hvordan stort set alle amerikanske politikere i begge de store partier er betalte og kontrollerede af USA's korporative magtforhold. Det er dog ikke underligt, at de amerikanske medier ikke forklarer denne sammenhæng. De er netop kontrolleret af de samme korporative magtforhold, hvor seks mediegiganter kontrollerer 90 procent af samtlige amerikanske medier.

Man kan skrive bøger om, hvordan disse medier undertrykker sandheden om det korrupte politiske system.

Så man er nødt til at gå uden om de 90 procent toneangivende medier, hvis man skal finde information om de mest kritiske aspekter omkring det korrupte USA. Man kan skrive bøger om, hvordan disse medier undertrykker sandheden om det korrupte politiske system. Jeg skal her begrænse mig til et enkelt undertrykt aspekt af Obamas politik, nemlig hans tilgang til de amerikanske finansielle magtforhold; hans håndtering af de store banker og Wall Street og deres ansvar for finanskrisen.

En af de mest kompetente folk på området er Bill Black, en tidligere embedsmand i det amerikanske finanstilsyn og forfatter til bogen The best way to rob a bank is to own one.*16) Black forklarer, hvordan man i halvfemserne håndterede en tilsvarende om end mindre finanskrise, den såkaldte ’Savings- and Loans Crisis’. Dengang fik man over 30.000 kriminelle indberetninger. På den baggrund udsøgte man de et tusinde klart mest belastede finansfolk, som man sagsøgte. Det endte som en historisk opklarings- og straffesucces. Med en domsrate på over 90 procent.*17)

Black forklarer, at finanskrisen i 2008 var halvfjerds gange så stor. Den kostede 11 millioner amerikanske arbejdspladser og mere end ti trillioner dollars (ti tusinde milliarder dollars). Hvis man overfører erfaringerne fra den tidligere krise, kunne man derfor forvente omkring to millioner kriminelle indberetninger og 70.000 domsfældelser for finanssvindel. Efter 2008 var der ikke en kriminel indberetning for finanssvindel. Ikke én. Og derfor heller ikke én eneste større dømt finansforbryder. Kun ubetydelige folk er blevet jagtet.

Det er vel den største finansforbrydelse i verdenshistorien. Men de (korporative) medier har undertrykt historien, så vi fik indtryk af, at der ikke var noget kriminelt bag finanskrisen i 2008. WikiLeaks afslørede senere, at et af de mest belastede finansfirmaer op til finanskrisen, Citigroup, gav Obama en liste med relevante folk for hans finansministerium, da han tiltrådte. Senere var Citigroup den største modtager af regeringens redningsplan.*18)

De neoliberale mediers logik

Der er ingen tvivl om, at journalister arbejder under tidspres. De har ikke megen tid til selvstændig research, og de kan let ende med at dele andre journalisters historier, bruge samme vinkler osv. Dette kan være med til at forklare, at danske medier lægger sig i sporet af udenlandske mediegiganters historier og vinkler. Men på den måde får vi alle sammen straks et problem. For amerikanske og britiske mediegiganter er relativt kynisk indsnævrede til at tjene erhvervslivets interesser. Det er journalistikkens død. Tænk for eksempel på Rupert Murdochs medieskandaler.

Desværre passer den slags slet skjult "erhvervsjournalistik" perfekt til tidens neoliberale politikere, der også arbejder for erhvervslivets interesser. Hvad der er godt for erhvervslivet er godt for samfundet, er tidens mantra. Vi får en vestlig verden behersket af neoliberale etablissementer, der reelt er ligeglade med den verden, som de regerer over. De interesserer sig for magt og prestige. Og til det mål er mediernes opgave ikke at skabe objektiv information men propaganda til at undertrykke, kontrollere og regere med. Ideen om at journalister er "magthavernes vagthunde" får en helt ny betydning.

Mediernes orwellianske praksis

Vor tids medier får folk til at juble over ting, der modvirker deres egen og andres samt deres børns og børnebørns velfærd. Dette gælder, når folk jubler over EU’s neoliberale politik; eller når medierne får folk til at juble over en korrupt præsident Obama, der har ført verden henimod en større finanskrise; er ansvarlig for at føre dobbelt så mange krige som Bush Jr.; og har sørget for, at USA vil skabe "praktisk brugbare" atomvåben for en million millioner dollars over de næste tredive år.*19)

Der er ingen ende på de neoliberale falsknerier og løgne. Det er kun tragikomisk, når medierne betragter sig selv som kompetente dommere omkring falske nyheder, "fake news".

Medierne fik befolkningen til at pege fingre ad lærerne i folkeskolen og tro, at lærerne blot var ude på at hytte eget skind. Uden at have den mindste anelse om, at lærerne sloges mod folkeskolereformen, fordi de (med rette) var dybt bekymrede for, hvordan det ville gå ud over folkeskole og børn. Ud af flere hundrede tusinde arbejdsløse udsøgte DR "Dovne Robert" for at underbygge den neoliberale løgn, at folk generelt bevidst vælger at være arbejdsløse. Der er ingen ende på de neoliberale falsknerier og løgne. Det er kun tragikomisk, når medierne betragter sig selv som kompetente dommere omkring falske nyheder, "fake news".

Problemet med falsk information i medierne er langt mere alvorligt end folk forestiller sig. Problemet indebærer, at folk er er misinformerede i årtier. Hvor virkeligheden er anderledes, end de forklaringer, folk har vænnet sig til at betragte som sandheder. Medierne bringer ikke store dementier. Så jeg tror ikke, at mange er klar over, at mediernes dækning af krigen i Jugoslavien var falsk. Ligesom der givetvis heller ikke er mange, der ved, at den internationale krigsforbryderdomstol (ICC) blev korrumperet i forbindelse med krigen i Jugoslavien og ikke længere er troværdig.*20) Hvor mange ved, at USA's krige generelt er ulovlige?*21)

Vestens ulovlige krige

Tænk over denne logik: Man kan kun konkludere bagefter en krig, at alt var løgn, hvis alt var løgn i optakten til og under krigen. Altså. Når vi i dag ved, at alt omkring krigene mod Jugoslavien, Irak og Libyen var løgn, så ved vi også, at al information i vores medier op til og under krigene var løgn. Alt. Der var tale om totale, det vil sige totalitære løgne.

Jeg kan tilføje med den vigtige journalist og dokumentarist John Pilger, at medierne nåede det hidtil højeste propagandaniveau med Syrien.

Når USA og NATO vil i krig, fungerer vestens medier som et redskab til at sikre, at befolkninger og soldater finder det rigtigt, at vestlige landes soldater går i krig. Det har efterhånden kostet mange millioner uskyldige mennesker liv.*22) Hvis ikke journalisterne bidrog som autoritære brikker, ville det være umuligt at føre de vanvittige, falske og ulovlige krige.

Det bliver kun mere patetisk, når man erkender den banale logik, der ligger bag det hele. At krigene reelt kun er til gavn for ganske få magtfulde mennesker, der på den måde sætter sig på ressourcerne i de lande, som vi slår ihjel i. Det er nærmest en borgerpligt at lytte til den erfarne retskafne ambassadør Craig Murray, der i et yderst tankevækkende foredrag forklarer, hvor banalt det hele er.*23)

Nu er vestens propagandamaskine i gang med Rusland og Syrien (Kina og Iran). Jeg kan tilføje med den vigtige journalist og dokumentarist John Pilger, at medierne nåede det hidtil højeste propagandaniveau med Syrien. Netop Syrien ved jeg tilfældigvis en del om, fordi jeg har brugt timevis hver dag de sidste par år på at researche holdbare og uholdbare kilder til information om situationen i landet. Man kan finde et lille udsnit med vel et par hundrede links med holdbar information på min hjemmeside, hvor præster og religiøse ledere i Syrien, tidligere ambassadører, FN-folk, uafhængige journalister, fredsaktivister og mange flere bevidner, at alt hvad de vestlige medier har bragt er falsk.*24) Hvis det er vanskeligt at tro, så tænk på, at vi i dag ved, at medierne løj totalt om Irak, Libyen osv.

Også CIA er et redskab for korporative magtforhold

I en bedragerisk tid er der meget langt mellem folk, der kan og vil fortælle sandheden. Den demokratiske Bernie Sanders forklarede i 1970’erne, at CIA er et korporativt redskab til at fjerne andre nationers ledere. Sanders blev holdt op på sit udsagn i forbindelse med valgkampen i 2016 og stod ved det.*25)

De færreste ved, at amerikansk lovgivning har gjort CIA’s mediemæssige manipulation lovlig.*26) De færreste ved, at CIA er overalt i de toneangivende vestlige medier, hvor de står bag propaganda til gavn for de korporative magtforholds dagsorden.*27) Citatet "nazisterne var amatører" stammer fra Douglas Valentine, der måske er den forsker i verden, der ved mest om CIA’s evne til manipulation.*28)

Den tyske journalist Udo Ulfkotte udgav for et par år siden en bog, hvor han indrømmede, at han i årtier havde fabrikeret falske historier for CIA i toneangivende medier, og at CIA har et stort antal journalister på deres lønningsliste.*29) Ulfkotte forklarede, at han var trådt frem, fordi han de seneste år var blevet overbevist om, at CIA var i gang med at lægge op til krig med Rusland.*30) De vestlige medier rapporterer som bekendt igen og igen, at Rusland er aggressiv i forhold til vesten. Det er præcist lige så falsk som deres dækning af Irak, Libyen osv. Forskellen er blot, at den løgn kan ende med at blive livsfarlig for europæiske borgere.

Mark Crispin Miller, der i årtier har skrevet bøger om korrumperingen af amerikansk politik og om vestlig propaganda, kom med en yderst tankevækkende sammenligning på en konference sidste år. Miller begyndte med at citere fra William Shirers dagbog fra Berlin, august 1939, hvor Shirer forklarer, at alle andre nationer bortset fra tyskerne anser tyskerne for at være den aggressive part i forhold til Polen. Tyskerne derimod havde hørt så ofte, at Polen var den aggressive part overfor Tyskland, at de var helt overbeviste om, at det var sandt. Miller springer så til nutiden og forklarer, at det er præcist samme situation, vi ser i dag, hvor vestlige befolkninger fortælles, at Rusland er aggressiv overfor Ukraine. Mens sandheden er, at det er vesten, der er aggressiv overfor Rusland. Det er virkeligt skræmmende, konstaterer han, at så mange i vesten tror på det.*31)

Det er ikke mærkeligt, at så mange folk tror på medierne. Det er nærmest ufatteligt, hvor korrupte de er. Medierne vil givetvis benægte, at CIA og andre efterretningstjenester undergraver andre landes politik og samtidig kontrollerer de vestlige medier. Men det er sandheden. Obama-regimet og CIA var for eksempel medvirkede til neonazisternes kup i Ukraine, mens CIA har kontrolleret de vestlige mediers ’dækning’ af udviklingen.*32)

Sådan fungerer totalitarisme. Tyskerne i nazitiden troede også, at de var frie og oplyste.*33) Hvis medierne holdt op med at være totalitære redskaber, ville verden blive markant bedre. Blandt andet ville vestens sindssyge krige ophøre.

NOTER:

1) http://www.theecologist.org/Interviews/2986750/genocide_ecocide_and_the_...

2) http://www.cadtm.org/Banks-are-responsible-for-the

3) https://global.handelsblatt.com/politics/study-finds-greek-bailouts-save...

4) “Emotional Varoufakis moved by conservative German MP”, 2015. https://www.youtube.com/watch?v=jH5Yv7iwfhs

5) https://www.socialeurope.eu/2016/09/imf-must-go-beyond-mea-culpa-greece/

6) https://www.youtube.com/watch?v=zWB6lY2GBjQ

7) http://www.cadtm.org/spip.php?page=imprimer&id_article=14404

8) https://www.socialeurope.eu/2016/02/poul-thomsen-greece-and-imf-cynicism/

9) http://www.cadtm.org/spip.php?page=imprimer&id_article=14386

10) http://www.cadtm.org/Four-reasons-why-Greece-should-not

11) Se note v. “Talking to Paulo Nogueira Batista (Harald Schumann on the trail)”, 2014/2015. https://www.youtube.com/watch?v=zjKvm6yc_ZA&t=1466s