"Vi går med røde sokker". "At være baggårdskat er et hundeliv". 
"Jeg har min tro på kærlighed", "Alene kan ingen udrette nok",  og "Een for alle, og alle for een"
.

Måske var du et af de børn, der i 1970'erne sad bagerst i bilen og skrålede med på sangene fra Vesterbro Ungdomsgårds klassikere, mens forældrenes cigaretrøg bølgede frem og tilbage uden tanke for de sarte børnelunger.



Mine holdninger til retfærdighed, uret og hvem, der tager røven på hvem her i samfundet, er nøjagtig de samme som i 1970'erne.
Bo Schiøler

Måske er du slet ikke bekendt med sangene og de geniale, nærværende og enkle omkvæd. Nå, men så skal du købe sangene til dine børn eller måske børnebørn!
 De er på dansk. De handler om børne- og ungdomsliv, om fællesskabets styrke og egoismens fælder.

Samme holdninger



Manden bag de ikoniske sanglinier til nogle af Vesterbro Ungdomsgårds største hits i 1970'erne, Bo Schiøler, har de samme holdninger til livet, som for 40 år siden, bedyrer han overfor Arbejderen, der har sat den nu 71-årige sangsmed stævne til en snak om kultur, holdninger, ungdom og den nye sangtriologi for "Den 3. Alder".



For, efter at jobbet på Vesterbro Ungdomsgård sluttede i 2011, er han blot blevet ved med at levere sange. Han er nu oppe på mellem 700-800 sange gennem 45 år.

 

I 2011 lavede han cd'en "Røde Øjne" med skuespilleren Ken Vedsegaard og året efter "En Rygende Pistol" med Mia Lyhne. Sidste år kom cd'en "Gårdsanger Optur – Sange fra den 3. alder".



På denne cd er der både rock, blues, jazz og ballader, hvor Bo Schiøler beskriver livet i den 3. alder. Han er atter talerør for en generation – denne gang han egen generation.
- Men jeg er nu lige så rastløs, som altid. Søgende. Nogle tekster er faktisk mere "unge", siger Bo Schiøler, og tilføjer, at han i dag "skærer mere skarpt ud", end for 20 år siden.

 

"Vi holder sammen i tykt og tyndt
Een for alle og alle for een.
Alene kan ingen udrette nok.

Vi lever livet fra dag til dag
.
Kærlighed og kamp
er en fælles sag"


(fra sangen Een for alle – Kartoffelfolket,1978)

 

For Bo Schiøler gælder det stadig om de enkle behov og følelser; solidaritet, fællesskab, kærlighed og sammenhold. Det stik modsatte af egoisme, griskhed og selvoptagethed.


- Ja, jeg har de samme holdninger til livet, som da jeg var 17 år gammel. Nu er jeg 71. Det er en omvendt George Orwell. Mine holdninger til retfærdighed, uret og hvem, der tager røven på hvem her i samfundet, er nøjagtig de samme, siger Bo Schiøler, og tilføjer, at "enten var jeg en knivskarp 17-årig, eller også har jeg overhovedet ikke udviklet mig siden dengang.

- Gys!?".



Bo Schiøler stiller en høj latter op, så kaffekopperne på Arbejderens redaktion nærmest klirrer. Men så går han straks over i stor alvor.

Tavse venstrefløjsere



- Det er i virkeligheden stort set de samme ting her i 2017, vi bokser med, de samme problemer. Men hvor er venstrefløjen lige nu, rent kunstnerisk? Der må være en del rundt omkring, der er meget stille. Jeg ser og hører dem ikke rigtigt i debatten, lytter ikke til deres udgivelser.



- Jeg hører ingen stolthed over at høre til en vis tankegang omkring solidaritet og retfærdighed og samarbejde og venlighed. Derimod sidder de lige nu og er pisserædde for at være umoderne og gammeldags, hippier, der ikke er fulgt med tiden, siger Bo Schiøler.



Han er født i det berusende befrielsesår 1945, er musiker, digter, komponist og musiklærer. Fra 1966–2011 var han drivkraften bag Vesterbro Ungdomsgård i København.

- Hvorfor skal retfærdighed i vore dage være noget, man skal have råd eller overskud til? spørger musikeren.




Bo Schiøler har også forsøgt sig som dramatiker og instruktør hos Comedievognen og Bådteatret samt udgivet digtsamlingerne "Candyfloss blandt røvere" og "Lygtemandens blålys".

Han er blevet hædret med blandt andet LO's kulturpris, Martin Andersen Nexøs Æreslegat og Jord- og Betonarbejdernes kulturlegat 2002 samt Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen.



Han fornemmer, at der mere en nogensinde er brug for de gode dyder om sammenhold og solidaritet, som ifølge ham selv stortrivedes på Vesterbro Ungdomsgård.

Sammenhold i ungdomsgården

Bo Schiøler fortæller om, hvordan teksterne og sangene egentlig blev til i Vesterbro Ungdomsgård – der er en klub for børn og unge på Vesterbro i København.



Børnene og de unge sad i timevis og snakkede med hinanden og de voksne i klubben om livet, dets problemer, dets sejre og nederlag, om kærligheden, om sorgen, om dumme forældre, om miljøet, der var truet, om skøre generaler, der ønskede ufred.



- Man kan godt savne de, der vil bære faklen videre fra dengang. Det er et andet samfund, vi lever i i dag. 

- Hvis du vidste, hvor mange gange, vi har siddet og drukket te dag efter dag og snakket om hinandens liv, og hvad der gik godt og hvad, der gik ad helvede til, beretter musikeren.


Han siger selv, at alle børnene og de unge "var på jagt efter identitet, selvværd, sammenhold og solidaritet".


- Vi talte om livet og døden. Vi kiggede os bare omkring i samfundet, og prøvede at beskrive det med stor frihed, intet var helligt, der var intet, man ikke kunne eller måtte, fortæller Bo Schiøler, der satte ordene ned på papir og senere komponerede musik til.

 

"Så skulle det ske en dag,
du kommer her forbi

så giv et klap på pelsen,
det kan selv baggårdskatte li’.
Så jeg si’r hvæs, hvæs, riv, riv, riv

at være baggårdskat, det er et hundeliv".

(af Connie Skovart - fra Kattejammerrock 1976)



 

Bo Schiøler føler, at livet på mange måder er blevet mere kompliceret for børn og unge. Men også for de voksne.


- Der er så mange valg, man skal tage stilling til, siger han, og tilføjer, at hvis man pludselig troede, at man havde styr på et spørgsmål, viser der sig at være helt nye årsager og sammenhænge.


- Mange ting er umulige at afdække for almindelige mennesker, som jeg selv, udbryder han.



Selv har han for længst droppet alle krav om at være på en bestemt måde.


- Børn og unge har det sværere, end for 30-40 år siden. Dengang var ting enten forkerte eller sande, mener han.



Faklen skal videre

Bo Schiøler synes ikke, at erfaringerne fra 1960'erne og 70'erne er "umoderne" eller ubrugelige. Han synes, at alt for mange fra den venstreorienterede kulturfront "har givet op".



- Man kan godt savne de, der vil bære faklen videre fra dengang. Det er et andet samfund, vi lever i i dag. Ingen tvivl om det. Men hvorfor sidder de folk i deres små parcelhuse og er passive, mens folk, der forsøger at bringe idealerne fra 1960'erne og 70'erne op til i dag er ildeset.

- Der er faktisk en masse, vi kan bruge fra den tid, også på kultursiden – og i det musikalske.



Bo Schiøler slår pegefingeren i bordpladen med et dask.



I 2011 lavede han cd'en "Røde Øjne" med skuespilleren Ken Vedsegaard og året efter "En Rygende Pistol" med Mia Lyhne.

Sidste år kom cd'en "Gårdsanger Optur – Sange fra den 3. alder".



- Hvorfor skal retfærdighed i vore dage være noget, man skal have råd eller overskud til? spørger musikeren.




 

"Denne lille klode kan ikke leve længe


så længe alting kun styres af grådighed og penge
der er så mange våben
så stor fattigdom og nød

 
og børn som vokser op til angst og tidlig død

 
Så gi’ mig en bid af en lykkelig tid

 
hvor alting var godt og trygt

 
og jeg gi'r dig en verden tilbage

 
som ikke er kold og forrykt"


(fra sangen "Ulven kommer" 2016)


 

 

- Ved du hvad? Jeg ligger overhovedet ikke under for pres og normer om at være moderne, smart eller have 1000 elektroniske ting ind over musikken. Jeg gider ikke høre på al lefleriet for, at kunstnere skal opgive "det gammeldags" og tage afstand fra den akustiske lejrbåls-guitar, siger Bo Schiøler og smiler.



Frihedskæmpere

Men hvis kultur er et spejl af tidsånden, så har nutidens kunstnere vel ret i, at det lige for tiden ikke handler om solidaritet og fællesskab?


– Nej, ikke nødvendigvis. Kunstnere er de største frihedskæmpere, der er i et samfund. Fra gammel tid har det altid været trubadurens opgave at tale sandhed. Man måtte ikke være smart. Man skulle viderebringe rigets tilstand.
 

For Bo Schiøler gælder det stadig om de enkle behov og følelser; solidaritet, fællesskab, kærlighed og sammenhold.

Det har længe været på mode, at venstrefløjens kunstnere hopper i kattebakken og bekender sine synder fra 1970'erne. Hvorfor vil du ikke hoppe med?



– Nej, jeg gider over-hele- hovedet ikke. Når jeg kigger tilbage på mit katalog, er der mange sange, jeg synes holder 100 procent her i 2017. Men jeg bliver da lidt ked af, at det vi syntes var fedt ikke er fortsat, og at de ting, vi gerne ville have til at bevæge sig, slet ikke er kommet ud af stedet, siger Bo Schiøler.



 

 

"Lad børn gi’ gode råd til præsidenter

og tale generaler til fornuft
 
vi ved at alverdens folk forventer
 
at ha’ adgang til jord og vand og luft"

 
(Fra sangen "Stop krigen” - Kunst 2003)

 





Han indrømmer, at man i 1960'erne og 1970'erne troede på, at man kunne ændre livet, samfundet og politikken med musik og andre kunstneriske indspark, men at virkeligheden nok er noget anderledes.

 

- Men når jeg på den anden side genhører nogle af de der gamle sange, så tænker jeg; Satans osse. De er lige så aktuelle, som da de blev skrevet i 1976 eller andre år
, siger han.
 

Emballagemusik

Bo Schiøler synes, meget kultur og musik er "halvhult" idag.

 

 

"Hvad kan mænd og drenge

 
som piger ikke kan

 
andet end at tisse

 med en tissemand?

 
Det var som bare pokker

 
vi går med røde sokker"


(Fra sangen  "Vi går med røde sokker” - Kattejammer Rock 1976)

 

 

- Jeg opfatter meget musik som emballagesvindel. Jeg er nødt til at være lidt grov. Det hele drejer sig om indpakning. Der er måske lidt for meget "I love You, today and forever". Hvorfor ikke beskrive kærlighed på en realistisk måde, spørger Bo Schiøler.



 

Men sange der handler om noget reelt, rører ham dybt.

 

- Sange om dig og mig, hvad der sker i livet, så sker der indimellem det, at det ændrer liv. Man bliver lidt højere, større som menneske, og man ser tilværelsen på en anden måde, bliver ramt af noget følelsesmæssigt, af de grundlæggende følelser om retfærdighed, uret, fællesskab og om de, der forsøger at tage røven på os.