15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politikere mødt af CETA-aktivister

Folketinget førstebehandler handelsaftale

Politikere mødt af CETA-aktivister

I går førstebehandlede Folketinget udenrigsministerens beslutningsforslag om at tilslutte Danmark til handels- og investeringsaftalen mellem EU og Canada. Derfor blev politikerne mødt af protester udenfor Christiansborg.

Aktivister klædt ud som store firmaer aktionerede foran Folketinget, hvor politikerne i går debatterede regeringens forslag om at tilslutte Danmark til CETA-aftalen.
FOTO: Janus Engel Rasmussen/NOAH
1 af 1

Aktivister klædt ud som repræsentanter fra Mærsk,Vattenfall og Dansk Industri stod i morges klar med champagne og serpentiner, da folketingspolitikerne mødte på Christiansborg.

Anledningen var, at Folketinget i dag skal førstebehandle beslutningsforslaget om at tilslutte Danmark til den såkaldte CETA-aftale, som EU har indgået med Canada.

På vegne af virksomheder og investorer fejrer vi politikernes udsalg af miljø, demokrati og faglige rettigheder gennem CETA.
Magnus Jensen, aktivist hos Afrika Kontakt

Aktivisterne havde også medbragt skilte med tekst som "Tak ICS for lavere oliebeskatning", og "Vi glæder os til at være med til at skrive jeres lovgivning".

– På vegne af virksomheder og investorer fejrer vi politikernes udsalg af miljø, demokrati og faglige rettigheder gennem CETA. Det er aftale til stor glæde for de største virksomheder på hver sin side af Atlanten, mens borgerne står til at miste arbejdspladser og demokratisk vedtaget lovgivning, forklarede Magnus Jensen fra Afrika Kontakt.

Investor-domstol

Aktionen udenfor Folketinget satte især fokus på investor-domstolen i CETA, som giver udenlandske firmaer mulighed for at lægge sag an mod stater, der indfører lovgivning, der mindsker virksomheders profit.

– Aftalen giver særlige rettigheder til virksomheder og investorer. Vi har fået udarbejdet en juridisk analyse, der viser, at aftalen vil føre til dansk suverænitetsafgivelse og derfor burde udløse en folkeafstemning, sagde Nanna Clifforth fra NOAH.

NOAH og Afrika Kontakt er en del af Fællesinitiativet Stop CETA og TTIP, som er en sammenslutning af miljøorganisationer, udviklingsorganisationer, studenterorganisationer og fagforeninger, der afviser CETA.

>> Læs mere om Fællesinitiativet Stop CETA og TTIP

Før Folketingets førstebehandling tegner der sig et flertal for CETA-aftalen bestående af regeringspartierne samt Socialdemokratiet, Danske Folkeparti og Radikale Venstre.

– Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at hvis EU overhovedet skal have en eksistensberettigelse, så er det netop i forhold til kerneopgaven handel, siger partiets EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, til Arbejderen.

Dansk Folkeparti mener ikke, at investor-domstolen er et problem for dansk suverænitet:

– Danmark har allerede tiltrådt internationale aftaler, der indeholder lignende forpligtelser, siger han.

SF og Enhedslisten stemmer nej

Enhedslisten derimod stemmer nej til CETA-aftalen, især på grund af den omfattende investor-domstol.

– Hvad er der galt med de danske domstole? Når det gælder beskyttelse af udenlandske investeringer, så skal der være tale om nogle helt særlig domstole, som står over de danske domstole og som sågar står over EU-domstolen, lyder det fra Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard.

– Hvor langt vil disse investor-domstole gå for at sikre, at udenlandske investeringer får den forventede fremtidige profit – også når et land for eksempel indfører lovgivning i offentlighedens interesse. Vi ved det faktisk ikke. Men sporerne fra tidligere aftaler af denne type skrammer.

Også SF vender tommelfingeren nedad:

– Problemet er CETA's omfattende investeringsbeskyttelse, som giver multinationale selskaber en række rettigheder og opretter en domstol til at håndhæve krav mod nationalstaterne. Det risikerer at undergrave demokratiet, siger SF's EU-ordfører Holger K. Nielsen til Arbejderen.

Alternativet vil også at stemme nej til CETA-aftalen.

Folketinget ventes at stemme om aftalen i maj. Afviser ét europæisk parlament aftalen, kan den ikke gennemføres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. mar. 2017 - 15:44   14. mar. 2017 - 16:25

CETA

ml@arbejderen.dk
Fakta om CETA
  • CETA står for Comprehensive Economic and Trade Agreement.
  • Det er en omfattende handels- og investeringsaftale mellem EU og Canada. Dele af aftalen kan træde foreløbigt i kraft allerede i 2017.
  • CETA er den første EU-handelsaftale med en såkaldt negativliste, som betyder, at alle tjenesteydelser som udgangspunkt er omfattet af et krav om liberalisering, medmindre de enkelte regeringer udtrykkeligt har undtaget dem. 
  • CETA-aftalen indeholder også en såkaldt "stand still"-klausul, der betyder, at liberaliseringer ikke kan rulles tilbage.
  • CETA indfører en såkaldt investordomstol, der åbner op for, at et privat firma fra Canada eller EU kan sagsøge nationalstater og kræve erstatning, hvis regeringer indfører eksempelvis en mere restriktiv miljø-, sundheds- eller arbejdsmiljølovgivning, som påvirker firmaets fremtidige profit.
  • Det samme kan alle private firmaer fra lande udenfor EU og Canada, hvis de har et datterselskab i Canada.
  • >> Læs alle Arbejderens artikler om CETA