Han var en af koryfæerne på den venstreorienterede kulturscene i 1970'erne med kunstnerkollektivet Røde Mor.

Det var ham, der skrev sangen "Mormors kolonihavehus", sunget af Eva Madsen i 1978.

Han har altid haft en holdning om sammenhold og solidaritet i sine film. Med sine skarpe, ironiske og humoristiske udtryk har Clausen altid haft begreber som hensyn og respekt som sine bærende ideologiske søjler.

Meget af den terminologi, vi anvendte i 1970'erne, virker meget slidt i dag.

Og de holdninger bærer han videre, trods de hårde nyliberalistiske vinde, der blæser over landet. Desuden nægter han at sige "undskyld" for sine holdninger og beklage sin kunstneriske aktivitet på venstrefløjen i 1970'erne og 1980'erne.

Han har stadig et årvågent øje på tidens politiske og faglige udviklinger.

– Jeg fulgte med i det seneste OK-resultat og tænkte, at nu er der snart nogen, der ringer. Vreden var sgu stor over reglerne for sammenkædning af stemmeresultaterne. Folk som stilladsarbejderne må nu rette sig efter resultatet, som HK'ere fandt gode. Det er det mest tåbelige, jeg længe har set. Man respekterer ikke alle fagområder med forskellige behov for politisk støtte. 

– Men nu har man jo centralisme – og fagbevægelsens top roser sig af, at man er gode til at forhandle overenskomsterne...

Stadig socialist

Erik Clausen ryster på hovedet og viser kort efter klipperummet frem, der ligger i Clausen Films lille lokale, som støder op til instruktørens egne private gemakker på Enghave Plads, Vesterbro i København.

På væggene hænger plakaterne fra hans 14 film. En af dem er fra filmen "Rocking Silver" fra 1983, som foregår under havnearbejderkonflikten samme år. Plakaten for filmen "De Frigjorte" hænger ved siden af. I de fleste film er hovedpersonen fra arbejderklassen – en smed, en vinduespudser eller en Vesterbro-hustler.

Erik Clausen var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men meldte sig i protest ud i 1984 af forskellige årsager. Men han er stadig rød.

– Ja, nu skal vi jo ikke ind på, at jeg i dag stemmer på Enhedslisten, men ikke synes, de er røde nok. Der er lidt for meget seminarium over dem. Politisk er jeg vanetænker. Det går sgu glimrende. Som socialist synes jeg, det gennem livet har hjulpet mig til en adfærd og en tankegang, så jeg ikke bliver for selvoptaget. Og tak for det.

Erik Clausen griner og tager plads i stolen oppe på tredje sal i atellieret, der ligger i samme lejlighedsopgang på Enghave Plads.

– Jeg har beholdt værdierne. Jeg tror –  selv om det er uudholdeligt for nogle – at jeg har noget at give med mit syn på samfundet, mennesker og det sociale.

Nyliberalismen

Men i sammenligning med 1970'erne, hvor kulturen blomstrede på venstrefløjen, ser det temmelig udtørret ud i dag...

– Ja, nyliberalismen galopperer ind over os fra mange sider. Og man bliver ikke længere beskyldt for at være kommunist, men at man er "idealist". Det er nærmest et nedladende udtryk i øjeblikket. 

– Der er en kynisme i samfundet i øjeblikket hvor Lars Løkke for eksempel positivt kan tale om det positive i at tvangsflytte 80.000 mennesker til bøh-landet. Havde dét været i Kina eller et andet land, ville det have stået på forsiden som et stort problem. Nu fremstilles det som en realpolitisk sejr i liberalismens tegn, siger Erik Clausen.

Du kommer ikke langt ved at brase ind på en moderne cafe og begejstret råbe "Rød Front, piger". 

Filminstruktøren læner sig frem og beretter om, da han for nylig på et møde læste et digt op af den venstreorienterede chilenske digter Pablo Neruda. 

– Alle synes, det var pinligt. Vi er kommet dertil, hvor kunstneriske ytringer hele tiden bliver tvunget til at være underholdning. God kunst er altid underholdende. Jeg kan kan godt lide underholdning, popmusik, cirkus, men der må være en tone, en sjæl.

Fællesskabet er der

I dag er ord som soldaritet og sammenhold vel helt væk?

– Det er sgu ikke helt rigtigt. Jeg har en stor foredragsvirksomhed og kommer meget rundt i landet og møder folk, der laver alt fra kulturhuse til svømmeklubber og grupper, som cykler 30 kilometer hver weekend. Sammen.

– Der er masser af fællesskab derude. Det ligger blot andre steder end i det politiske. Hvis du går til vælgermøder keder du dig ihjel. Dét skal venstrefløjen lære af.

Erik Clausen kigger intenst på journalisten, som om han vil sikre sig, at budskabet bliver sendt videre. 

Avisen Arbejderen skal have ros for sin dækning af, hvad der sker i Latinamerika.

– Sammenholdet lever derude, men der er også meget ensomhed. Jeg er begyndt på et filmmanuskript, der handler om ensomhed. Det er blevet en livsstil. Det hedder single. Jamen, hvad sker der?

– Du opdager jo, at mennesker har så store kræfter i sig sig selv. Hvis du slipper al din vanetænkning og komplekser, så er der stof til at lave film.

Røde Mor

Men skyldtes opblomstringen for venstrefløjens kultur i 1970'erne de mange arbejdskampe? Smittede aktiviteten i arbejderklassen af på jer?

– Med den alder, jeg har, har jeg været med i en historisk periode, som jeg er meget glad for. Jeg var ung i 1950'erne med dårlig løn og små lejligheder. Så gik det frem for arbejderne. Men man fik intet foræret, man tiltog sig rettigheder. Der kom optimisme, livsglæde, et ungdomsoprør.

– Så stillede studenterne spørgsmål ved deres skoler, autotiteterne og hierarkiet i undervisningssystemet. Vi slog armene ud og sagde, "Her kommer vi". Jeg begyndte at lave kunst og udstillede malerier, men følte mere og mere, at det var på venstrefløjen, vi hørte hjemme, siger Erik Clausen.  

Han er søn af en mekaniker og en fabriksarbejderske fra Københavns sydhavnskvarter. Erik Clausen blev oprindelig uddannet som bygningsmaler.

Han startede i 1969 sammen med Leif Sylvester Petersen omrejsende maleriudstillinger og senere et gadecirkus med navnet "Clausen & Petersen".

Sammenholdet lever derude, men der er så sandelig også meget ensomhed. 

I 1973 var de begge med i Røde Mors Rockcirkus.

– Vi så os som aktivister til fester og strejker i 1970'erne og noget af 1980'erne. Vi arbejdede selv for aktivistlønninger. Røde Mors Rockcirkus fik stor succes. Vi arbejdede i regi af Vietnambevægelsen. Vi arbejdede sjældent sammen individuelt.

– Sylvester var uddannet tømrer og jeg maler, så vi tog job indimellem, da vi begge havde familie og skulle tjene nogle penge, siger Erik Clausen, der i starten af 1980'erne begyndte at instruere film. 

Venstrefløjens problem 

Erik Clausen vælger at tale om venstrefløjens erfaringer fra 1970'ernes og 1980'erne med holdninger til kultur og politik.

– Meget af den terminologi, vi anvendte i 1970'erne er meget slidt i dag. Ligesom så meget andet, skal det lappes og stryges. Man skal finde nogle nye måder at udtrykke sig på. Du kommer ikke langt ved at brase ind på en moderne cafe og råbe "Rød Front, piger". 

– Venstrefløjens problem er, at vi har sagt det for mange gange. Folk gider ikke høre det, så vi må finde en ny variation. Om ikke, må vi sku gå over til hypnose, griner Clausen. 

– Vi skal omdefinere og tage udgangspunkt i, hvor det er gået godt. Velfærdstaten – for eksempel – er en genistreg, grundlagt af venstrefløjen sammen med socialdemokraterne.

Velfærdssamfundet

– Der er en slags tradition på venstrefløjen for selvpiskeri. Men det er sgu venstrefløjen, der har skabt fremgangen og velfærden. Det var venstrefløjen – sammen med socialdemokraterne, da de havde noget at lave – der skabte sygekasser og velfærd, mener Erik Clausen. 

– En gang spurgte en journalist mig, hvordan det kan være, at jeg kan lave så mange ting. Jeg svarede, at det i hvert fald ikke kom hjemmefra. Dér lærte lærte jeg intet andet end at lyve. Nej, jeg lærte om livet i velfærdsstaten. Af de progressive, venstreorienterede pædagoger i fritidsklubben lærte jeg at udtrykke mig selv, og ikke at glemme de andre i forbifarten, beretter han. 

Det er sgu venstrefløjen, der har skabt hele fremgangen og vores fælles velfærd. 

Også på arbejdspladserne skinnede kampen for velfærd igennem.

– Ja, på arbejdspladserne valgte man ikke de mest magelige socialdemokater til tillidsmænd, det var sgu nogle af de venstreorienterede. Når du havde en kommunistisk tillidsmand, var du jo godt gående.

– Sådan var det i arbejderklassen. Det havde ikke noget at gøre med de der blegfise i Dronningens Tværgade at gøre, siger Clausen og hentyder til hovedkvarteret for DKP (Danmarks Kommunitiske Parti).

Kommunist

Han dvæler ved ordet DKP nogle sekunder.

Erik Clausen var selv medlem af partiet i en årrække i 1970'erne, men meldte sig ud af partiet – i protest – i 1984 sammen med andre i Røde Mor som forfatteren Dea Trier Mørch.

– Mit exit fra DKP var jeg meget ked af. Det var meget dramatrisk. Det betød, at mange private bekendtskaber holdt op med at hilse. Men jeg havde fået besked på, at enten kunne jeg gå selv, eller også ville jeg blive smidt ud af DKP. Jeg sad i kulturudvalget i DKP og talte om den folkelige kultur.

– Men jeg syntes, at partiledelsen rendte rundt i Dronningens Tværgade og var meget distanceret i forhold til virkeligheden derude i samfundet, siger Erik Clausen.

Da DKP i 1981 og 1984 fik "skandaløse" valgresultater på henholdsvis 38.000 og 23.000 stemmer, besluttede Erik Clausen og andre at rejse kritik.

– De parlamentariske nederlag, partiet fik i starten af 1980'erne, var utilgivelige. De måtte betyde, at nogle måtte gå. Det var forkerte regnestyrkker, de stillede op.

"Vamos" på Cuba

Erik Clausen var også utilfreds med, hvordan DKP's ledelse så på "virkeligheden".

– Så prøvede de ligesom med elendighedsteorien at forklare, hvor dårligt arbejderne havde det. Men det skete i en periode, hvor mange ting gik fremad. Havde man valgt en anden linie, ligesom på Cuba hvor de råber, "Vamos!" (Videre), kunne noget andet ske.

Var kulturpolitkken for snæver i DKP?

– Ja, man skulle have den rette tro, ellers var du imod mig. Det er synd, at det var sådan.

Men handlede det ikke om, at I som kunstnere insisterede på, at have jeres helt egen holdning?

– Hvis ikke du har en personlig frihed, så kan du ikke engang skrive "Sejle op ad Åen". Et udgangspunkt må du tage, selv om nogle i dag nok synes, jeg selvoptaget, men jeg arbejder med mig selv som drivkraft. 

Hvad synes du om dagbladet Arbejderen.

– Nu har jeg jo abonneret i nogle år. Det er godt med noget modvægt til den presse, vi normalt har. Hvis jeg skal sige noget kritisk, så synes jeg Arbejderen er for forudsigelig. Og så er den ikke skarp på venstrefløjens succeshistorier. 

Når du havde en kommunistisk tillidsmand, var man på arbejdspladsen godt gående.

– Men så synes jeg, at Arbejderen skal have ros for sin dækning af hvad der sker i Latinamerika. Vi får sgu serveret så meget propaganda i de andre medier. Det samme med medierne der render i røven af USA hele tiden.