17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommuner vil tvangsflytte handicappede

Økonomiaftale 2018

Kommuner vil tvangsflytte handicappede

Regeringen og Kommunernes Landsforening lægger op til,at kommunerne fremover skal have større mulighed for at tvangsflytte fysisk og psykisk handicappede. Det møder kritik fra handicaporganisationer.

Handicappede i botilbud skal ikke kunne modsætte sig, hvis en kommune finder, at det bedre kan betale sig at placere dem i en billigere bolig.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Kommunerne skal have bedre mulighed for at tvangsflytte borgere med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, der bor i botilbud i almennyttigt boligbyggeri. Det fremgår af et notat fra Finansministeriet, som Arbejderen har fået aktindsigt i.

Hvis dette bliver til virkelighed, vil vi indbringe sagen for FN's Handicapkomité.
Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer

Ifølge notatet gør den nuværende lovgivning det svært for kommunerne at flytte rundt med borgere med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, der bor i ældre- eller plejeboliger efter almenboliglovens bestemmelser. Og Servicelovens bestemmelser om magtanvendelse sikrer desuden, at en borger kun kan tvangsflyttes til et nyt botilbud, hvis vedkommende udsætter sig selv for alvorlig personskade ved fortsat ophold i det nuværende.

Vil omgå beskyttelsesparagraf

Notatet opridser en række forslag til at omgå disse begrænsninger. For eksempel skal kommunerne fremover, når de anviser en handicappet borger til længerevarende botilbud i en almen boligafdeling, have lovhjemmel til at indskrive et krav om, at kommunen har ret til at udsætte eller tvangsflytte borgeren til en ny bolig, "hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres".

På samme måde skal lovgivningen om midlertidige botilbud rettes til, så man kan tvangsflytte borgere, uden at det falder ind under servicelovens beskyttelse af borgere mod unødig magtanvendelse i paragraf 129. Paragraffen skal "beskytte den borger, der på grund af psykisk nedsættelse af funktionsevnen ikke kan tage vare på sig selv", og sætter derfor snævre grænser for magtanvendelsen. 

– Vi synes absolut ikke, at det er særligt hensigtsmæssigt at tvangsflytte folk. Magtanvendelsesparagraffen er jo til, for at kommunerne ikke bare skal kunne benytte sig af den mulighed. Så vi er stærkt imod overvejelserne om at omgå paragraffen, understreger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

På kant med FN-konvention

Notatets forslag bygger på et tidligere frikommuneforsøg, hvor kommunerne fik hjemmel til at beslutte, at beboere i længerevarende botilbud kunne tvangflyttes, når en række kriterier er opfyldt. Det benyttede flere af frikommunerne til at tvangsflytte borgere fra deres plejebolig eller botilbud med argumentet om, at det skete for at "sikre bedre kapacitetsudnyttelse".

Det skete blandt andet i Odense Kommune i 2013. Det mødte stærk kritik fra blandt andet Institut for Menneskerettigheder, der henviste til, at FN’s handicapkonventions krav om respekt for den enkeltes ret til selvbestemmelse også gælder for borgere i botilbud.

– Hvis dette her bliver til virkelighed, vil vi indbringe sagen for FN's Handicapkomité. Jeg tror, det både vil møde kritik fra komiteen og fra Institut for Menneskerettigheder, siger Thorkild Olesen til Arbejderen.

Vrikeligheden kan måske indfinde sig allerede i år. Ifølge notatet skal ændringerne "ses i samspil med det igangværende serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, som gennemføres i 2017…"

>> LÆS OGSÅ: Regler bøjes for billigere boliger

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2017 - 16:51   28. jun. 2017 - 15:22

Botilbud

he@arbejderen.dk
Almen bolig

En almen bolig (tidligere kaldt almennyttig bolig) er en bolig der er administreret af en almen (non-profit) boligorganisation. Almenboligloven beskriver tre typer af almen boliger:

  • Almene familieboliger, som er den største gruppe af almene bolige
  • Almene ungdomsboliger, som typisk er mindre boliger, der indgår i et større alment byggeri. Ungdomsboliger kan udlejes til unge under uddannelse eller andre unge med et særligt boligsocialt behov.
  • Almene ældreboliger, som med hensyn til udstyr og udformning er særligt indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere.

Der kan være tale om såvel lejligheder som rækkehuse og husde. Almene boliger er karakteriseret ved, at der er loft over etableringsudgifterne, og dermed i praksis over, hvor høj huslejen kan blive.

Kommunen har almindeligis anvisningsret til 25 procent af de almene boliger.