Den britiske økonomiprofessor Guy Standing har spottet en ny klasse under udvikling: Prekariatet. I bogen med samme titel beskriver han, hvordan usikre – prekære – ansættelses- og arbejdsforhold er et fællestræk for denne klasse.

Betegnelsen er skabt af en sammentrækning af ordene "prekær" og "proletariat". Men prekariatet er ikke det samme som proletariatet – tværtimod. Arbejderklassen er sammen med fagbevægelsen efter Guy Standings vurdering på vej til at blive fortid.

Prekariatet kan, på grund af den usikkerhed og frustation, som flertallet af denne klasse oplever, blive offer for populistisk demagogi.

Prekariatet er derimod "den farlige nye klasse" – undertitlen på Guy Standings bog, nu oversat til dansk og udkommet på Informations forlag.

Og farligheden er tosidig: Enten kan prekariatet blive en katalysator for et samfund, hvor arbejde bliver et begreb, der omfatter meget mere end lønarbejde, med en hel ny, individuel balance mellem arbejde og fritid for den enkelte. Eller også kan prekariatet på grund af den usikkerhed og frustation, som flertallet af denne klasse oplever, blive offer for populistisk demagogi eller måske endda et redskab for en udvikling i retning mod fascisme.

En sammensat størrelse

Prekariatet er en meget sammensat størrelse, forklarer Guy Standing. Det omfatter alt fra syersken i Delhis sweatshops, over arbejdsløse, der forsøger at få økonomien til at hænge sammen ved at køre taxa for Uber, og helt op til it-konsulenten, der ind imellem tjener kassen på at hoppe fra opgave til opgave – men uden økonomisk sikkerhedsnet, hvis han/hun pludselig skulle stå uden arbejde. Det omfatter løsarbejderne, immigranterne.

Dets masse vokser dag for dag, men dets indflydelse på samfundet går nærmest den modsatte vej, fordi denne nye klasse endnu ikke er sig selv bevidst som klasse, og i vidt omfang er totalt uorganiseret, forklarer Guy Standing.

Guy Standing beskriver prekariatets klassetræk således:

"Det består af mennesker, hvis tillidsforhold til stat eller kapital er minimal, hvilket gør dem helt ulig de månedslønnede. Og det har ingen af proletariatets sociale kontrakter, der garanterede sikkerhed på arbejdsmarkedet til gengæld for underordning og tilfældig loyalitet, den uskrevne aftale, der ligger til grund for velfærdsstaterne".

Det er denne klasse, der tegner fremtiden, vurderer økonomiprofessoren. Arbejderklassen, forstået som fastansatte arbejdere, er ved at forsvinde, og med den fagbevægelsen, ifølge Guy Standing.

"I princippet kunne fagforeninger blive reformeret til at repræsentere prekariatets interesser, men der er adskillige grunde til at mene, at det er usandsynligt," skriver Guy Standing.

Blandt grundene nævner han, at fagforeninger er "per definition konfliktorienterede og økonomiorienterede", og sætter medlemmernes finansielle forhold over "sociale og miljømæssige hensyn."

"De progressive må holde op med at forvente, at fagforeninger kan blive til noget, der strider mod deres funktion," konkluderer økonomiprofessoren.

En ny klasse?

Guy Standing understreger flere steder, at "prekariatet" er forskellig fra arbejderklassen. Det har mødt kritik fra forskellige marxistiske økonomer og sociologer. De mener, at han overdriver gruppens særtræk, og at det, Guy Standing forstår ved "prekariatet", blot er en særlig udsat gruppe indenfor arbejderklassen. 

Det afviser Guy Standing med, at hans prekariat er meget bredere end de, der altid har levet et usikkert arbejdsliv: løsarbejderne, migrantarbejderne og arbejdere og småbønder i de såkaldte udviklingslande. Guy Standing påviser, at en voksende gruppe vidensarbejdere har arbejde, der ligner løsarbejdernes kår: Drivende fra job til job, uden socialt sikkerhedsnet, uden nogen fast relation til en arbejdsgiver.

Guy Standing kommer her med en vigtig pointe. Men han fører efter min mening ikke bevis for, at prekariatet ikke er en del af den moderne arbejderklasse.

Standings "paradispolitik"

Faren for, at de udsatte grupper, der udgør Guy Standings prekariat, lader sig forlede af populistiske og fascistiske demagoger, har Guy Standing en løsning på: En "paradispolitik", hvis grundlag er en universel borgerløn, en basisindkomst til alle, børn såvel som voksne.

En universel borgerløn er ellers en idé, der er født i nyliberalistiske hjerner for endegyldigt at kunne gøre op  med "velfærdsstatens formynderi". Men Guy Standing mener, at borgerlønnen derudover kan frigøre os alle, så vi får mere tid til "socialt arbejde" - til at mødes på caféer og diskutere politik, og dermed imødegå påvirkningen fra populisternes demagogi.

Han foreslår endda, at alle, når de registrerer sig for at få borgerløn, moralsk skal forpligte sig til at at stemme ved nationale og regionale valg, og til at deltage i mindst ét møde om året, hvor politiske emner diskuteres.

Hvordan denne "paradispolitik" kan blive en realitet, giver Guy Standing ikke mange bud på, andet end at det skal ske gennem pres fra prekariatet. Og det er her, kæden efter min mening for alvor hopper af for Guy Standing. Hans "paradispolitik" minder mest af alt om de "utopiske socialister", som Marx og Engels kritiserede for ikke at forholde sig til den materielle verdens klasseinteresser og -modsætninger.

Derimod har han ret i, at fagbevægelsen i vidt omfang ikke har formået at løfte opgaven med at organisere de grupper af arbejderklassen, som Guy Standing kalder for "prekariatet". Her ligger der en væsentlig opgave og venter, og her kan Guy Standings indsigtsfulde bog være et værdifuldt redskab.