Når undertegnede gik ud fra en biograf, især i mine yngre, letpåvirkelige dage, så kunne jeg blive helt uhyggeligt til mode, fordi virkeligheden var blevet en uvirkelig film, og jeg blev bange for, om jeg selv var til, eller så verden udefra - som i en drøm.

Thorups personlige beretning i portrætfilmen fremstår, i kontrast hertil, mærkværdig tam og uden glød.

Jeg havde i en sådan grad levet mig ind i filmens univers, at jeg stadig befandt mig i det, når jeg chokeret trådte ud i natten, som måske tilmed havde været dag, da jeg gik ind i biffen.

Nu har realiterne bundfældet sig så kraftigt, at en sådan følelse kun sjældent og forbigående melder sig: Alderens erfaring gør sig gældende - og måske også den mere sjældne heftige filmiske oplevelser i dag, hvor action, sitcoms og amerikanske politiagenters kontroverser med den kvinde, de er separeret fra og dennes rivalinde, keder mig.

Kirsten Thorup bruger også dette billede på den flydende grænse og dualismen mellem fiktion og realisme, når hun beskriver sine virkemidler, værktøjer og forestillinger i portrætfilmen Hjemme i Verden.

Tiden, der gik

Portrætfilmens dobbelttydige titel er typisk for Thorups fremstilling af sit liv og forfatterskab, og den skal i begge hendes to verdener ikke forstås bogstaveligt: At hun blot og bart føler sig hjemme i det omgivende samfund og sine relationer. Men netop som et spil og modspil.

For indviede kan hendes mangesidige indkredsning af skriveprocessen være interessant. Hendes mange person-centrerede skildringer af mennesker er ganske godt fremstillet i forfatterskabet, ligesom familie, venner, andre menneskeskæbner, og karakteriserer forskellige tidsaldre. Men hendes personlige beretning i portrætfilmen fremstår, i kontrast hertil, mærkværdig tam og uden glød.

Stort set alt handler om hendes barne- og ungdomsår, med mange tidstypiske filmisk-fotografiske indslag, men et ungdomsoprør - selv om det sker i "udkants-Danmark" - er ikke noget særsyn. Hendes møde med virkeligheden uden for hjemmet og Gelsted, savner i hendes verbale fremstilling det billedsprog, som hun glimrer med i sine romaner - især et par af de første Lillle Jonna og Den Lange Sommer.

Der er sket mange alvorlige samfundsmæssige og politiske ændringer, siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og ungdomsoprøret fandt sted. De omtales stort set ikke i portrætfilmen - og kommenteres ikke.

Lidt for meget langtrukken retro.