"En gammel verden er døende, en ny er ved at blive født…" – sådan lyder de første ord i filmen Manifesto, og de er taget fra Det kommunistiske Manifest af Karl Marx og Friedrich Engels. Imens slæber en hjemløs sig afsted med sin hund og en klapvogn fyldt med ragelse. Skuespilleren Cate Blanchett er i gang med den første af 13 roller i en tour de force af en film om kunstens rolle – og det er vanvittigt morsomt.

En kritik af kunsten, når den udvander i selvoptagethed og løsrevethed.

Cate Blanchett drøner videre som nutidens børsmægler, der vil skide på alle de store kunstnere gennem det 19. og 20. århundrede. Nu skal der ungdom, vold og vovemod til. Hun giver den også som balletinstruktøren, punkeren, den store kunstmaler, studievært, renovationsarbejderen – ja, gå hellere selv ind at se filmen.

Den tyske kunstner og instruktør Julian Rosefeldt har sammen med Cate Blanchett taget fat i 50 manifester fra det 19. og 20. århundrede og kogt dem ned til 13 "billeder". Rosefeldt ud fra den opfattelse, at alle ophavsmænd har villet en bedre verden, men hvordan får man så lige kunsten til at spille ind i den kamp?

Tilbage til Det kommunistiske Manifest, der konkluderer, at når kapitalismen går fra at være civiliserende til at være rådnende og lægger større og større byrder på dem, der arbejder med hånden og hjernen, så må kunstneren vælge side og blive revolutionær. Dette blev også læst op i filmen.

Kritik af kunsten

Om det også er Rosefeldt og Blanchetts manifestation i filmen, skal jeg ikke kunne sige. Men filmen er en kritik af kunsten, når den udvander i selvoptagethed og løsrevethed til de mennesker, der skal leve under krig og krise.

Det er absolut en film, der er værd at se mere end én gang. Især hvis man skæver lidt i kunst-definitions-ordbogen forinden, med mindre man er hjemmevant i: dadaisme, futurisme, vorticisme, konstruktivisme og lignende begreber. Ellers kan man i første omgang nyde Cate Blanchetts uforlignelige skuespil.

Manifesto blev lavet som en videoinstallation med en multiskærm. Optaget over 12 dage i Berlin.

Smalle film er vigtige, men Manifesto kunne sagtens have været en bred film, hvis man tænker på, hvem der må have interesse i at forandre verden på et andet grundlag end kapitalisme.