Landsmøde skal løbe daxit i gang
Blogs
Landsmøde skal løbe daxit i gang
Beslutningen om valgteknisk samarbejde eller ej op til valget i 2019 er ikke så vigtigt som behovet for at styrke folkebevægelsen med målet at få Danmark ud af EU.
Folkebevægelsen mod EU mødes i den kommende weekend til et vigtigt landsmøde. Landsmødets hovedtema bliver, hvordan vi kan skabe muligheden for daxit i kølvandet på brexit. Her er der ret stor enighed om retningen, og nødvendigheden – men brug for at vi kommer mere i dybden med diskussionerne.
Vi tror, vi bedre kan arbejde med at styrke en bred og levende folkebevægelse, hvis vi har den tværpolitiske modstand i højsædet.
Men landsmødet skal også forberede parlamentsvalget 2019. Vi skal behandle spørgsmålet om valgteknisk samarbejde mellem folkebevægelsen og Enhedslisten. Her er der stillet forslag om at udskyde beslutningen til 2018. Dette er Kommunistisk Parti imod. Vi støtter, at spørgsmålet afgøres i år, så vi i ro og mag efterfølgende kan arbejde med at skabe et godt valggrundlag, og en god kandidatliste.
Spørgsmålet om ja eller nej til valgteknisk samarbejde er ikke nemt. Vi kan ikke lave noget kompromis, det er enten eller. Uanset hvilken vej vi vælger, finder vi ikke ud af, hvordan det var gået, hvis vi havde gjort det modsatte. Afgørende er det, at vi får et godt valg, da det gør det væsentligt nemmere at kæmpe for daxit, end hvis vi mister vores mandat.
Det er væsentligt for os som parti, at dette spørgsmål ikke kommer til at fylde "for meget" på landsmødet. Det er et spørgsmål, der er vigtigt – men ikke så vigtigt, at vi kan tåle at tabe fokus på DAXIT, eller fokus på behovet for at folkebevægelsen skal styrkes. Hvis vi tillader os selv at komme gevaldigt op at skændes, at vi taber enheden, så har folkebevægelsen tabt, uanset resultatet af landsmødets afstemning. Vi har i de kommende år brug for folkebevægelsen, brug for alle gode kræfter. Derfor er det væsentligt, at spørgsmålet afklares i ro og orden.
Der er argumenter for et valgteknisk samarbejde, primært at mandatet bliver billigere. Og der er argumenter imod. Her vægter det tungest, at folkebevægelsen sender et stærkere tværpolitisk signal, hvis vi ikke er i valgteknisk samarbejde med et enkelt parti.
Hvis landsmødet vedtager, at spørgsmålet afklares på dette landsmøde, anbefaler Kommunistisk Parti et nej til valgteknisk samarbejde. Vi tror, vi bedre kan arbejde med at styrke en bred og levende folkebevægelse, hvis vi har den tværpolitiske modstand i højsædet. Og det er lettere at forklare bredden, hvis vi ikke er bundet op på et valgteknisk samarbejde. Vi tror på, at det mandatet bliver dyrere, kan opvejes af, at flere modstandere og skeptikere fra hele det politiske spektrum vil være fristet til at stemme på os. Heriblandt vælgere der vil være mere skeptiske over for at stemme på os, hvis deres stemme kan lande på Enhedslisten.
Uanset resultatet af afstemningen, vil man finde vores parti i kampen for at styrke folkebevægelsen, for at skabe et godt valg til det kommende parlamentsvalg – og i kampen for at få Danmark ud af EU.