"Tør aldrig tårer væk uden handsker" er baseret på Jonas Gardells selvbiografiske roman af samme navn. Den blev udgivet i 2013, hvor de fleste havde glemt, hvor skræmt hele verden var over AIDS. Nu spiller stykket på Det kongelige teaters lille scene, Mellemgulvet.

Ville vi handle anderledes, hvis en lignende situationen skulle opstå igen? 

Til Alphavilles "Forever young" står to unge mænd og kigger på hinanden. De har luret på hinanden hele aftenen. De nærmer sig hinanden og tiltrækningen, lysten, sårbarheden lyser ud af øjnene på dem begge. Endelig overgir de sig og mødes i grådige kys og famlende kærtegn.

Vi befinder os i 1982 i Stockholms bøssemiljø, hvor Rasmus og Benjamin mødes til en julefrokost hos den flamboyante Paul. Benjamin er Jehovas Vidne og Rasmus har levet 19 år i en lille svensk by, hvor der ikke er plads til at være anderledes. Nu oplever de begge en frihed til at være sig selv og leve livet fuldt ud. De forelsker sig i hinanden og nyder at være en del af en fast vennekreds. Desværre kommer en frygtelig, dødelig og ukendt virus til at ændre på alt.

De otte skuespillere er følelelsesmæssigt nøgne, ligesom scenografien, der kun består af tre parkbænke. Autensiteten og troværdigheden i spillet er eminent. Skuespillerne viser os, hvordan man som bøsse skulle leve med skammen, blive gjort ansvarlig for sygdommen, blive fornægtet af sine forældre og se sine venner dø, samtidig med at man måske også selv var smittet.

Hvis man kender en eller flere, som er døde af AIDS, vil man sandsynligvis græde i stride strømme under forestillingen. Ikke fordi det er en gang følelsesporno, men fordi det hele formidles så ægte og modigt. Men bare rolig, der er også plads til masser af humor og sjofle punchlines. Og en begravelse af de helt store.

Der blev i dengang i 80'erne gjort og sagt ting i frygtens navn, som vi i dag kun kan tage afstand fra. Vi er heldigvis kommet langt i Danmark, både hvad angår medicinsk behandling og rummelighed. Ville vi handle anderledes, hvis en lignende situationen skulle opstå igen? En forestilling som denne, er med til at huske os på, at det kan håndteres bedre. At størst af alt er kærligheden.