Horserød-lejren er for Arbejderens læsere nok mest kendt, fordi det var her, i alt 412 medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti sad interneret under den tyske besættelse.
Det er derfor også mere end berettiget, at der i dag i Horserød er rejst et mindesmærke – Håbets Port – som et erindringssted for frihedskampens ofre.
De, der har læst lidt mere om det ufrivillige ophold i det nordsjællandske, husker nok også Bentzen, som var lejrchef dengang og et dumt svin. Et stramt besøgs-regulativ, tilbageholdelse af breve både til og fra lejrens indsatte og daglige chikanerier hørte til dagens uorden.
Livet i Horserød-lejren i starten af 1940’erne, da kommunisterne var interneret, beskrives grundigt i bogen "Livet i de røde barakker - Horserød 1917-2017" af Peter Fransen, og der bliver på ingen måde dækket over Bentzens uhyrligheder.
Russiske krigsfanger
Horserød-lejren blev etableret helt tilbage i 1917, hvor formålet var at huse syge russiske krigsfanger fra Første Verdenskrig. Danmark, der var neutral under krigen, ønskede at bidrage med en humanitær indsats overfor krigens ofre. Den danske regering så sin interesse i at fastholde landets neutralitet, dels for at undgå tysk besættelse, dels for at sikre den betydningsfulde handel med Storbritannien. Endelig håbede man, at en humanitær indsats kunne betyde, at de sejrende magter efter krigen ville se positivt på dele af Slesvigs tilbagevenden til Danmark. Man håbede simpelthen på at kunne få noget goodwill.
Resultatet blev oprettelsen af to lejre: én i Hald ved Viborg, til syge krigsfanger fra Tyskland og Østrig-Ungarn og så Horserød-lejren, der kom til at huse syge russiske krigsfanger.
Ikke mindre end 90 røde barakker blev i vinteren 1916-17 bygget i Horserød og var fra 1.maj 1917 klar til at modtage de første russiske krigsfanger.
I alt var 2340 russiske soldater, menige såvel som officerer, igennem lejren i de tre år, den fungerede som krigsfangelejr.
Den russiske revolution
I bogen beskrives livet i lejren, herunder dønninger af den russiske revolution, der fandt sted i samme periode. Ikke underligt var der stor forskel på, hvordan de russiske menige og de russiske officerer forholdt sig til revolutionen. De menige holdt politiske møder, diskuterede situationen i hjemlandet og nægtede at adlyde officererne.
På et tidspunkt udbrød der brand i den barak, hvor de russiske officerer havde deres kontor. Meget tyder på den var påsat af officererne selv og papirer, de ikke ønskede skulle falde i bolsjevikkernes hænder, brændte.
Fra feriekoloni til interneringslejr
Da de sidste krigsfanger var væk, blev barakkerne i Horserød gennem et par årtier brugt til feriekoloni for børn. Men under Anden Verdenskrig blev lejren opholdssted for en lang række – af de tyske besættelsestropper – uønskede personer: tyske politiske flygtninge, internerede danske kommunister, danske jøder og danske modstandsfolk. Siden blev den lazaret for tyske soldater og endelig i 1945 boede her tyske flygtninge.
Bogen beskriver de forskellige funktioner, hvorfor og hvordan det for de forskellige grupper var at sidde indespærret. På mange måder blev Horserød et symbol på de danske politikeres samarbejdspolitik, hvor blandt andet de tyske emigranter og de danske kommunister blev ofret, i en række tilfælde med livet som indsats. Det er derfor også mere end berettiget, at der i dag i Horserød er rejst et mindesmærke – Håbets Port – som et erindringssted for frihedskampens ofre.
Fængsel
Siden Anden Verdenskrig har Horserød-lejren været en del af det danske fængselsvæsen, i en årrække specifikt kvindefængsel. Gennem beskrivelsen af årene efter krigen får man som læser også en fortælling om udviklingen i fængselsvæsenet, med fokus på en række modsætninger og problemstillinger.
"Livet i de røde barakker - Horserød 1917-2017" er skrevet af Peter Fransen, der tidligere har skrevet om fængselsvæsenets historie. Bogen er velskrevet, i stort flot format og rigt illustreret.
Hvis du vil vide mere om Horserød-lejren, er der på stedet et lille museum. Der er åbent tirsdag, torsdag og søndag klokken 11-15, og der er gratis adgang.