23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når gud er et monster

68. Berlin Internationale Filmfestival

Når gud er et monster

På Berlins internationale filmfestival møder mennesker hinanden, og det er disse møder, der gør festivalen så nærværende. Men først og sidst er det film. Film om snigende fascisme, film om næstekærlighed, om hævnakter og om mennesker dømt til fattigdom.

"Kinschasa Macombo" går tæt på de mennesker, der kæmper for en bedre verden med deres liv som indsats.
FOTO: Berlinale
1 af 1

Forrige søndag sluttede den 68. internationale Berlin filmfestival, Berlinalen.

Grand juryens sølvbjørn gik til den polske film "Twarz" (ansigt) af Małgorzata Szumowska, og guldbjørnen til den rumænske film "Touch Me Not" af Adina Pintilie – en semidokumentarisk film om en kvinde, der lider af berøringsangst.

Efter ti dage er jeg fyldt til bristepunktet med desværre mange barske og sørgelige, men også vigtige og smukke film.

Men der er mange andre film på festivalen og masser af møder, og det er disse møder, der gør festivalen så nærværende. Det er de fyldte biografer og de spændende diskussioner efter filmene med filmmagere, skuespillere og producenter. Diskussioner om filmene og deres temaer, ris og ros. Det er ord udvekslet i forbifarten med folk, der elsker film, med journalister fra fjerne lande, andre filmmagere. Alle de, der år efter år besøger festivalen, og som med stor begejstring ser alle mulige og umulige film.

I ly af biografernes mørke er det som om den lukkethed, der tit præger dagligdagen i storbyen, hvor man på grund af den overvældende turisme ofte føler sig som en statist i tivoli, afløses af åbenhed. Det er noget af det bedste ved den store begivenhed og dette kollektive filmvanvid.

Ja selvfølgelig, filmene – dem er vi jo kommet for at se – og efter ti dage er jeg fyldt til bristepunktet med desværre mange barske og sørgelige, men også vigtige og smukke film.

At møde historien på stedet

Kazuhiro Soda er født i Japan og bor i New York. I hans film "Minatomachi" (Indhav) beskriver han fiskerlandsbyen Ushimado, som han besøger sammen med sin kone Kiyoko Kashiwagi, som stammer fra landsbyen.

Filmen er blevet til helt uden forberedelser fortæller Kazuhiro. Det er en af hans filmdogmer, som han præsenterer inden filmen går i gang. Et andet dogme er ”do it your self”, og i teksterne står der også hans navn bag kamera, klip, bog, ide osv. Det sidste dogme er "betal selv for filmen". Jeg er dog lidt i tvivl, om dette dogme nu er overholdt. Under alle omstændigheder er filmen lowbudget.

Det er som at bo to timer inde i kameraet, hvor man mærker Kiyoko som en slags usynlig medvirkende. Måske er det flotteste den 90-årige fiskers tur på havet, men også mødet med fiskehandleren, der har leveret frisk fisk til sine kunder de sidste 50 år, og med den lidt tossede dame, der starter med at være rigtig irriterende, men som erobrer kameraet og fortæller sin sørgelige livshistorie.

Jeg kan godt lide den japanske film. Selvom den måske er lidt pågående med kameraet, er det fine og lange klip, der fanger stemninger i den japanske fiskerby, hvor gennemsnitsalderen er over 70.

Afrika bløder

Unge mænd løber ned af gaden foran en større menneskesamling. En bil brænder, politiet er til stede, statsmagten i krig for at forsvare regeringen i et land, der ligger på plads 159 ud af 167 på avisen Economists Demokrati indeks.

"Kinschasa Macombo" går tæt på de mennesker, ikke de store fisk, der kæmper for en bedre verden med deres liv som indsats.

Pludselig høres skud, nogle flygter – andre ikke, kameraet ryster, og tilskueren "løber med" indtil kameraet slukkes. Vi er i Kinshasa, og her demonstreres for nye demokratiske valg.

Filmen "Kinschasa Macombo" af Dieudo Hamadi er en af de barskeste dokumentarfilm i år. Ganske enkelt fordi den filmer virkeligheden. Her er nok mere tale om et projekt end en film i klassisk forstand, men det er slet ikke kun gadekamp, vi ser.

Dieudo Hamadi portrætterer tre unge mænd, der kæmper på hver sin vis for demokrati i Den Demokratiske Republik Congo. Vi møder deres familier, kvinderne der grædende modtager Ben, der vender hjem fra eksil, med "du bringer ulykke over familien og dig selv".  Christian, der kaster sig ud i gadekampen og mener, at oppositionslederen, den tidligere præsident af landet, Etienne Tshisekedi, luller folk i søvn med sine taler om fred. Christian går ind for udenomsparlamentarisk kamp.

Om man med vold eller demokratisk pres skal sætte ind imod korruptionen, giver filmen intet svar på, men den viser stemningen i et af Afrikas tættest befolkede og samtidig et af verdens fattigste lande. "Kinschasa Macombo" går tæt på de mennesker, ikke de store fisk, der kæmper for en bedre verden med deres liv som indsats, i et land, hvor intet bevæger sig, og hvor det, at unge mister deres liv i en demonstration, er daglig kost.

I Den Demokratiske Republik Congo har præsidenten Kabila regeret siden 2001. I 2011 afskaffede han stikvalg i landet. Der skulle have været valg i 2016, som nu er udskudt til 2018 og videre ud i der uvisse. Han og hans klan beskyldes for at berige sig og sin familie ved at sælge billigt ud af landets råstoffer. Same old song!

Det er mændene, der går på gaden, og kvinder der begræder de døde. "Kinschasa Macombo" er skabt over en længere periode, enkelte scener virker næsten iscenesat. Alt i alt en barsk film, der viser masser af mod – også hos filmmageren selv, og som bringer os tæt på en verden, vi ellers ikke kender.

De tænkendes værksted

Det er andre mere overordnede eller dybtliggende temaer, der på banen, når det intellektuelle fransksprogede Afrika diskuterer i filmen "Afrique, La pensée en mouvement Part I" af Jean-Pierre Bekolo.

Hvad med Danmark? Hvor er lige det land på vej hen? Måske trænger vi også til et "de tænkendes værksted".

I 2016 startede en af Afrikas førende tænkere, økonom og kunstner, Felwine Saar, sammen med politologen Achille Mbembe "Ateliers de la Pensée" (De tænkendes værksted). De afholdt en konference i Dakar med formålet at nærmer sig den afrikanske identitet på deres egen måde. Dekolonialisering er kodeordet.

Der er ikke tale om filmkunst her, men om udklip som Jean-Pierre Bekolo har foretaget fra konferencen. Her er ord og mange af dem, og det er intellektuelle med stort I, der taler. Alligevel er der spændende statements fra Afrikas hjerner, der blandt andet stiller spørgsmålstegn ved, hvad Afrika overhovedet er. Betegnelsen af kontinentet er opfindelse, som europæerne har lavet. "Vi skal genopdage vores egen historie og frigøre den fra den postkoloniale tid", siger Felwine Saar.

Jeg tror i virkeligheden,at der er rigtig mange, der kan have godt af at gendiskutere og genopdage deres identitet, også os fra koloniherre-landene. Hvad med Danmark? Hvor er lige det land på vej hen? Måske trænger vi også til et "de tænkendes værksted".

Alligevel efter halvanden time  – må jeg indrømme – bliver ordene mig lige lovlig mange, og jeg forsvinder ned på cafeen i Biografen Delphi, som er en af de få "gamle" biografer, der stadig lever i Berlin. En lille øl at fordøje oven på alt det franske på kan ikke skade.

En surrealistisk rejse i Mocambique

Så nu er jeg klar til en surrealistisk rejse i sort og hvid med filmmageren João Viana i "Our Madnes", hvor fotomodellen Ernania Rainha i sin første filmrolle betager tilskueren som centrum i et absurd univers, som hun vandrer igennem med en power uden sammenligning.

Filmen er ikke perfekt, nej, men det er heller ikke det, der er meningen med Berlinalen. Det, der tæller, er, at ideer og billeder får os til at tænke over tingene.

Synopsis siger, at filmen handler om en patient, der stikker af fra et psykiatrisk hospital, men jeg oplever snarere den absurde samling tableauer som en slags måling af pulsen i samfundet.

Vi er igen i Afrika, eller hvad vi nu skal kalde kontinentet i syd. Gennem filmen går klangen af sproget xitswa og swahili som karakteristisk undertone, selvom replikkerne er få: "Jeg leder efter min søn" eller "for at stikke af må man drømme, men i dag bliver du straffet for at drømme".

Historien er sat sammen af en række scener, som er morsomt absurde: Et gammelt sengestel bliver sammen med en madras til en flyvemaskine. Og barske billeder: Den fundne søn bliver regelret sprættet op, ud flyver sjælen som en lille fugl. Godt at filmen er i sort hvid!

Selvom sindets veje er uransagelige, ser jeg også resultatet som kommentar til situationen i Afrika.

"Our Madnes" er brillant fotograferet af Sabine Lancelin, der er hvid congoleser. Instruktøren Jalo Viana, der også er hvid, er født i Angola. De æstetiske scener er som teater. Filmen er ikke perfekt, nej, men det er heller ikke det, der er meningen med Berlinalen. Det, der tæller, er, at ideer og billeder får os til at tænke over tingene.

Reflektioner over Sarajevo

Og nu vi er i gang med mystiske film, kravler jeg ind på en af de sidste pladser i biografen Arsenal.

Udenfor summer suppekøkkenet med de sjove tønder og Citronmelisseplanterne. Cafeen er midlertidigt indrettet, og er møde- og diskussionssted for festivalens deltagere, så efter en frisk suppe tager jeg til Sarajevo med filmen "Drovo" (Træet) af André Gil Mata fra Portugal.

En mand går med sin hund ud og henter vand. I uendelig lange indstillinger og lækre kamerakørsler følger vi denne mand igennem Sarajevos gader. I baggrunden høres krigen buldre, og vi er med på en langstrakt vandring og med robåd frem til en kilde, hvor seks glasflasker fyldes op.

Efter den første times film overvejer jeg: Skal jeg gå, tage en lur, lade mig fortrylle af de mystiske billeder eller blive sur over, at der ikke sker noget?

Jeg gør det hele – bortset fra at gå, og jeg lader mig efterhånden indrullere i en magiske verden af sne, der tør om natten i Sarajevo, belyste vintersletter i blåt, sort og hvidt.

Det her er Berlinale kategorien Forum, lige sådan som Forum skal være, eksperimenterende og undersøgende. Jooo, vi vinker tilbage til Vandringsmanden af Andrei Tarkovsky, hvor hovedrollen også har en sort hund. Også Ivans barndom (Vandring mellem træer) får en tanke. Men for mig er det ok at lade sig inspirere af denne store russiske filmmager.

Til sidst seks korte replikker. Den gamle mand møder en dreng. Er det ham selv, han møder som barn? Ingen ved det. Drengen sover, den gamle mand passer på. Så er man blevet præsenteret for filmkunsten, med stort K og med en usædvanlig enkel film, der sætter tanker i gang.

Hævn og trauma

Det er et klassisk plot, når historiens højdepunkt er hævnens time. Men nytter det at hævne sig på brorens eller faderens morder? Hvordan er det at leve i skyggen af en traumatisk hændelse, som man tror løser sig ved endnu et mord?

I to film reagere hovedpersonerne på vidt forskellige måder. "Yardie" af Idris Elba i Panorama programdelen og "Mocila de Plomo" (Rygsæk af bly) af Darío Mascambroni i børne- og ungdomsfilm programmet Generation.

"Yardie" er en gangsterfilm. Den starter på Jamaica, og det er rigtigt fedt at komme med en tur til Kingstown. Filmen er baseret på en kultroman fra 80'erne af Victor Headley. Hovedpersonen D oplever som dreng, at hans bror bliver skudt, da han vil stifte fred mellem rivaliserende bander med et kæmpe sound system. 10 år senere arbejder D i drug business og bliver sendt til London med kokain, stadig på jagt efter sin brors morder.

I "Mocila de Plomo" er 12-årige Tomás' far død, og nu er dagen kommet, hvor farens morder løslades af spjældet. Drengen skaffer en revolver og tager ”med bly rygsækken” ud for at møde sin fars morder. Ganske uspektakulært følger vi hævnens dag i Tomas liv; et tomt køleskab, en mor der sover til langt op på dagen, en beskidt skoleuniform fører til, at Tomas bliver smidt ud af skolen.

Ingen fortæller Tomas, hvad der egentlig skete, da hans far døde, kun enkelte brudstykker kan han fiske ud af de voksnes tavshed, indtil han endelig står overfor farens morder.

Hvor D i "Yardie" ender med at skyde den formodede morder, lader Tomas revolveren falde, da morderen fortæller om den ulykkelige slåskamp, der ender med farens død. Hans handling gør ham til en af mine filmhelte i dette års festival.

Der er ingen glamour ved den dumme revolver i "Mocila de Plomo", det kan jeg faktisk rigtig godt lide, og hovedrollerne, drengene og deres forhold til hinanden, er følsomt portrætteret. Måske er filmen lidt for tør for børn må man sige, men den har noget særligt over sig.

Yardie, der er mere mainstream og underholdende, får dårlig kritik af pressen, men jeg syntes at plottet, de steder vi oplever (London i 80'erne og Kingstown), sproget og den fede musik, gør filmen seværdig.

Instruktør Idris Elba, der er en kendt skuespiller (spillede f.eks. Nelson Mandela) fortæller, at da hans far døde, gjorde han op med sit tidligere liv:

"Jeg erkendte gennem mit trauma, at en dag må man dø, altså gør hvad der gør dig lykkelig, i mit tilfælde blev jeg stærkere, jeg blev klar over, at jeg kan være, hvem jeg vil. Pludselig var jeg ikke længere en skuespiller, man bare kunne hyre, og jeg besluttede at lave denne film, hvis hovedtema er trauma".

Hvad gør vi med den krig

Vi sad på de døde fjender og spiste corned beef, siden har jeg aldrig spist det. Hvad gør vi så med al den krig? Er det også hævnakter, og hvorfor opstår krigen? Hvad med de traumer, der uvægerligt følger?

Det er lige ud af posen; mænd som soldater og kanonføde mærket for resten af livet på grund af regimers absurde magtspil. 

En meget absurde krig var Falkland krigen i 1982, hvor England igen vandt sit koloniale herredømme over øerne tusinde kilometer fra UK. 655 Argentinere og 255 englændere døde i de måneder, krigen varede.

Lola Arias fra Argentina, der ellers er kendt som teaterinstruktør, interesserer sig for personlige historier sat i forhold til større historiske sammenhænge.

Hun inviterede i sin filmdebut seks krigsveteraner fra Falklandskrigen – tre fra hvert land – til at møde hinanden 30 år efter krigens slutning for at genspille forskellige scener fra deres oplevelser. Resultatet kan vi se i filmen "Teatro de guerra" (Krigsteateret), der vinder både Amnesty Internationals pris og den Ökomeniske Kirkepris.

Det er lige ud af posen; mænd som soldater og kanonføde mærket for resten af livet på grund af regimers absurde magtspil. Veteranerne fortæller om deres oplevelser, og spiller nogle scener sammen, sågar et rocknummer. Det må have været hårdt for dem, og Ariads indrømmer da også, at projektet havde noget af en terapisession over sig.

Filmen er gribende og barsk, fordi den spilles af de selv samme mennesker, som har oplevet krigen.

Kærlighedens horisonter

Familien, kærligheden og vores rødder spiller altid den vigtigste rolle. Selvom vores forudsætninger altid står i relation til, hvor vi vokser op i denne verden, og hvilket samfund og sociale baggrund der nu er blevet vores, er kærligheden altid universal.

"Horisonti" af Tinatin Kajrishvili fortæller en stille historie med et stort drama. Om kærlighed, men også om land kontra by, nyt kontra gammelt. Giorgi, som bliver skilt, rejser ud til en fjernt beliggende ø, hvor han gennemlever en melankolsk ensomhed, langt fra livet i hovedstaden Tiflis.

Hans kærlighed til konen Ana og sine to børn er blevet skubbet til side, og en smart jupi mand har taget hans plads. Historien springer i tiden, jeg føler mig rigtig tilstede på øen, hvor de få mennesker, der bor der, tager godt imod Giorgi, og vi aner brudstykker af deres historie.

På baggrund af den smukke natur fornemmer vi lidt om grunden til hovedpersonens valg om at ikke at ville være med på de præmisser den verden, han kommer fra, stiller. 

I et tilbageblik i Giorgis professionelle liv nægter han som arkitekt at ombygge et historisk hus til et moderne kontorlandskab. Et spejl af Georgien, der sælger ud af deres traditioner, og et spejl af en menneskelig smålighed? En fin film i al sin langsomhed.

Indtil 2003 var Georgien et stort filmland, trods sine kun 3,5 millioner indbyggere, nu produceres der kun få film i landet, og "Horisonti" er en af dem.

En rejse tilbage

Den spanske filmmager, Meritxell Colell Aparicio, har lavet en fin og bevægende debutfilm, Con El Viento (Imod vinden). OK lidt følte stilmidler, men en stemningsfuldt og spændende montage mellem nærbilleder, grandiose landskabs stills, altså håndholdt og ganske traditionelt kamera.

Her er også tale om en rejse tilbage og væk fra byen. Hovedpersonen Mónica er koreograf i Buenos Aires og modtager en opringning om, at hendes far er døende. Hun rejser tilbage til barndomshjemmet langt ude på landet i Spanien. Her genmøder hun sin mor efter mange år.

Egentlig har hun planlagt at returnere til sit nuværende liv med det samme, men omstændighederne gør, at hun bliver vinteren over. Monicas "rejse tilbage" skildres i enkle poetiske billeder og med en handling, der er lige så enkel som den er rørende, fordi den både handler om den fortravlede nye generations vandring fra landsbyen til by men også om konflikten mellem søskende, om hvem der tager sig af de gamle forældre.

Meritxell Colell Aparicios debutfilm er både indtrængende og giver os tid til ar reflektere, samtidig med at den lader os opleve et vidunderligt landskab, der står som en slags symbol på meget af det, vi i dag og for længst har forladt. Skuespillerne er ikke professionelle, og det giver filmen en god naturlighed i al sin enkelhed.

Mahler i is og sne

Må man bruge klicheer, så som Mahlers Adagietto fra Symphony N°5, som man kender så godt fra filmen Døden i Venedig?

Den klassiske klassiker introduceres raffineret gennem en transistorradio langt ude i tundraen. I en verden af is og sne, hvor der kun er en mand og en kvinde, et skindtelt og en hund. Datteren Aga er væk – tabt til civilisationen. Hun er for længe siden rejst bort fra forældrene og livet i tundraen for at arbejde i diamantminen.

Men det er ikke en inuitfilm, siger filmmageren Milko Lazarov. Det er en film om de sidste levende på jorden, en film om kærlighed måske?

"Aga" vises i Wetbewerb men udenfor konkurrence – fordi den nok ville vinde alle priserne. Den er med sine enkle billeder og stærke skuespillere og så med musikken, i starten en helt fantastiske jødeharpe og så Mahlers Adagietto, en af de stærkeste film på dette års festival.

Hvis gud er mammon, så er gud et monster

Kan vi skille individet fra sine omgivelser, kan kærligheden virkelig være universel, er vi ikke altid offer for vores sociale omgivelser og forsvinder vor skønne verden ikke i jagten på civilisationens falske guld?

Filmen handler om næstekærlighed, eller om når næstekærligheden svigter. Om landsbysamfundet og dens absurde konservatisme og fanatisk religionsdyrkelse.

Filmen "Twarz" af Małgorzata Szumowska sætter tingene på spidsen og vinder velfortjent Sølvbjørnen med en provokerende og brandaktuel film. For hvad er det vi tror på?

Filmen handler om næstekærlighed, eller om når næstekærligheden svigter. Om landsbysamfundet og dens absurde konservatisme og fanatisk religionsdyrkelse.

Polen 2017, en lille landsby bygger en 300 m statue af Jesus. Her arbejder Jacek, der elsker heavyrock og er lidt af en outsider, men også populær blandt pigerne. En frygtelig arbejdsulykke tilstøder Jack, han overlever, men får opereret et komplet nyt ansigt. Og nu er der ingen, der elsker ham mere, og Jesus statuen vokser og vokser.

Der er andre sjove og absurde scener, jeg ikke vil afsløre, det kan jo være, at en sølvbjørnsfilm finder vej til Danmark en gang. Tillykke til Małgorzata Szumowska.

Fattigdommens monster

Langsomt lakker festivalen imod enden men ikke uden en tur til Iran:

På øen Hormus – med et blodrødt hav som fabelagtig kulisse – kæmper Hendi og Hormoz i filmen af samme navn af Abbas Amini også om at overleve i et samfund, der ikke giver dem plads.

Det er egentlig en klassisk historie, om uønsket graviditet, om magt og afmagt i et lille samfund, hvor kun få profiterer af øens "røde guld".

Filmen starter med et børneægteskab. Hun er 14, han er 17 og er blevet lovet et job i det nærliggende hematitbrud, hvis han er gift. Det viser sig, at der er tale om falske løfter, og Hormoz er lige så arbejdsløs som inden sit bryllup.

Hendi fortsætter i skolen, men får besked på at aflevere sin ægtering. Der er ingen, der fortælle det unge par, der langsomt begynder at forelske sig, om bierne og blomsterne. Resten er egentlig en klassisk historie, om uønsket graviditet, om magt og afmagt i et lille samfund, hvor kun få profiterer af øens "røde guld", som det hematit, der brydes, kaldes.

Hvis vi skal se på den politiske situation i Iran i dag, så er filmen virkelig nået langt. Og det er også en kunstnerisk vellykket film, hvor tilskueren bliver revet med af de to unge skuespilleres naturlighed, den grandiose kulisse og en barsk slutning, der vækker sindene.

Til sidst vil jeg beskrive et af filmens billeder, fordi det er så karakteristisk:

Hormoz, der skal betale umådelige summer til den lokale jordsmugler, forsøger sig som forretningsmand. I sin lille jolle sejler han ud med fire sække af det røde jord. Vi ser ham i sin jolle råbende på dårlig engelsk "I'm a selsmann" "I sell souil", mens den 20 meter høje tanker kommer nærmere og nærmere. David foran Goliat, fattig tromlet ned af rig.

Med dette barske billede til eftertanke og med et miks af Jamaica musik, Mahler og jødeharpe i ørerne går dette års festival imod sin slutning, efter 10 spændende dage i filmenes tegn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2018 - 10:05   14. mar. 2018 - 10:49

Berlinale

af Karen Thastum, Berlin
Karen Thastum

  • Karen Thastum er født i 1963 i Åbenrå. Siden 1990 delvis bosat i Berlin.

  • Multimediekunstner og komponist (klarinet og voc.). Hun har lavet scenografi og komponeret musik for danseforestillinger og film.

  • Initiativtager til kunstgruppen TURA-YA-MOYA .

  • Hendes arbejde koncentrerer sig i et tværkunstnerisk udtryk med brug af lysprojektioner (dias og film) i nært samarbejde med klang og musik.

  • Ofte spiller brugen af en utraditionel lokation (udenfor “kunstghettoerne”) hovedrolle og inspirationspartner. Således har hun skabt adskillige klang- og lysinstallationer, været idékvinde og leder af multimedieprojekter og skabt kunstvideoer på adskillige utraditionelle sights.