Dramatikeren Christian Lollike har lavet et dejligt indholds-tungt teaterstykke om politik med musik. Det er ikke kedeligt. Alle de spørgsmål, der blev sat i 1968 ved samfundsstrukturen, livsførelsen, værdierne - stilles fra scenen til publikum i salen i stykket "68 - et øjeblik var en anden verden mulig".

Det er rigtig godt tænkt af dramatiker Lollike, at lade 68´- tankerne og drømmene kommentere vores nutid.

Scenen er et stort, hvidt, koldt og klinisk rum. Som museumsgenstande i montre, er stykkets rekvisitter og medvirkende placeret med afstand mellem sig. Distancen forstærker indtrykket af, at vi nu skal observere et fænomen. I farverne beige-brun, falmet pastel, sort og hvid er figurerne fremmede væsner. Det forstærkes især af de langhårede parykker, der dækker hovedet hele vejen rundt. Her er ingen pandehår - det er gennemført langhåret, synes dramatikeren at indskyde med et glimt i øjet.

Kommenterer vores nutid

Lyden leveres af stålplade, mixerpult, sav, el-guitar, jernrør og andre udvalgte musikinstrumenter. I megafon synges Beatles´ Im am the Walrus af de anonymiserede langhårede i perfekt lyd, der med det samme placerer os i tiden.

"Hvorfor er jeg en konkurrence-syg liderlig lille abe?" spørger megafon-sangeren efter sangen. Og så småt brydes apatien hos de langhårede på scenen. Der reflekteres højlydt over vores livsform. Der stilles spørgsmål. Drømme og håb lukkes ud af de langhårede.

Det er rigtig godt tænkt af dramatiker Lollike, at lade 68´-tankerne og drømmene kommentere vores nutid. I stedet for at vise en nostalgisk teaterkoncert med god musik fra 60'erne, der kunne hensætte publikum i velvære og mainstream, går han direkte i kødet på den virkelighed vi lever midt i.

De langhårede udfordrer

Lollike kunne også have lavet en parodi på, hvor fjollet 68 var, men i stedet lader han det store ensemble på scenen, lægge stemme til alle de frustrationer, den vrede og afmagt, der er lige nu og her i verden i dag.

Det er ren politisk vedkommende teater. Alle de spørgsmål, der blev sat i 1968 ved samfundsstrukturen, livsførelsen, værdierne - stilles fra scenen til publikum i salen. 68 kommenterer os i nutiden.  Stykket er utroligt tekst-tungt, på trods af de mange musikalske indslag, og det er ikke kedeligt. Men det kan være svært at få det hele med, for alle aspekter af samfundet og menneskenes liv i vores verden vendes, drejes og udfordres af de langhårede. Lollike kan sit håndværk, og han har fået det største værksted at udfolde sig i, Det Kongelige Teaters teater-gear og scenerum bruges og udfyldes på fornemmeste vis.

Ensemblet af skuespillere er meget dygtige og skarpe. De kan deres kram og leverer klart og tydeligt spil, sang og musik fra scenen.

I et uendeligt smukt øjeblik har de langhårede omkranset publikum med den smukkeste korsang, der hensætter os i et smukt stemningsrum.

Forandring kommer ikke af sig selv 

"Vi går alle sammen og siger, at det hele er så sindsygt. Og det er sindssygt. Men vi bliver bare ved", konstaterer en af de langhårede fra scenen. "Men jeg er skizofren, så jeg ved, at det kan være anderledes". En herlig kommentar og påstand: der skal virkelig noget til for at tænke ud af boksen, få noget til at ske og forandre verden. Drømmene og tankerne fra 68 er ihvertfald langt overvejende ikke omsat til praksis og ny samfunds-indretning. Tværtimod.

Musiknumrene leveres i en blanding af høj kvalitet og apatisk fremførelse. De afbrydes jævnligt af nogle af de langhårede, der er uenige i indhold og relevans. Rodet griber om sig på scenen, der skændes og diskuteres. Publikum spørges og afprøves - kan vi lokkes med på den eller den idé eller vogn. "Jeg gider sgu ikke det gamle politiske lort" udbryder en af de langhårede i frustration. "Kan vi ikke bare spille et nummer fra vores nye plade? - VI HAR IKKE NOGEN NY PLADE", brøler de andre tilbage.

Det vilde

Den seksuelle frigørelse vendes ligeledes med bogstaveligt talt syn for sagen: hvad sker der, hvis man viser det hele for publikum 2018. Ikke det store, skulle jeg hilse og sige, men sjovt var det, at se tre mand høj hoppe synkront ind på scenen med dinglende klokkeværk, og afbryde kvindernes kusse-manifest. Den modne kvindes had mod midaldrende mænds jagt på unge kvinder, mod sig selv og higen efter tæthed og nærvær.

Ind imellem dukker befolkningen/de almindelige/en mand og dreng op i baggrunden og kigger på det vilde der sker.

I et crescendo af selvudleverende kaos opløser de langhårede sig selv i skuespillere, der smider parykken og tøjet og står nøgne og hælder desillusioneret negativ sort tale ud af munden. Men i dette paradoksernes og modsætningernes stykke, overrasker Lollike igen ved at lade Bob Dylans Master of War være håbets sang, der igen afbrydes af væggene, der falder. Og frem træder en lille barne-skikkelse med den klareste stemme og synger The Doors Break on through to the other side, som et håb om en fremtid.

En forestilling man godt kunne se mange gange for at få det hele med.