På Mungo Parks scene i Betty Nansen Teatret udspilles et dobbeltdrama om whistlebloweren, der indsamlede og overlod titusinder af hemmelige filer om USA´s krigsførsel til Wikileaks offentliggørelse. Og om en dreng, der ville være pige i et hjem, hvor moren var på valium og faderen på alkohol og "opfør dig som en mand!". Tilfredsstillelse af faren, flugt fra hjemmet og ønsket om en uddannelse bragte Bradley Manning ind i militæret.

Kender man ikke meget til USA's og dets allieredes ageren i Mellemøsten, får man dog noget at rystes over! 

Stykket et er brændende aktuelt også herhjemme, hvor 23 civile irakere stadig afventer dom i torturretssag mod dansk militær i Irak. 

En Apache-helikopter filmer selv forbrydelsen: To Reuters-journalister dræbes af maskinkanoner, fordi de vurderes som våbenbærende. Et antal andre civile skydes ned og dræbes eller såres. Forsvarsløse mejes også de, der iler til for at hjælpe ofrene, ned med koldt blod.

Et enkelt lille indslag om USA´s og "De Villiges Koalitions" grusomme terror-krigsførsel i Irak efter løgnene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Og de ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser, som fortsætter den idag, 15 år efter invasionen.

Og et dramatisk højde- eller lavpunkt, som udspilles på et videoscreen på bagvæggen i det glasbur, der fungerer som både opholdssted for dataanalytikeren, Bradley Manning, under sin udstationering i Irak i 2007, og siden som isolationscelle for ham og hans alter ego: kvinden Chelsea Manning.

Mennesket og staten

Scenografien er enkel og effektfuld med lys-, lyd- og andre effekter, der visualiserer skiftende lokationer og stemninger i - og omkring glasburet. Buret er også et symbol på den boks, som ifølge introduktionen til spillet rummer en skjult sandhed og bor i ethvert menneske. Og at der ikke er forskel på et menneske og en stat, når det gælder eksistensen af en sådan boks og overvejelserne om, hvorvidt sandheden skal afsløres.

Denne sammenstilling er selvfølgelig kun uproblematisk, hvis man opfatter staten og militæret som almentmenneskelige redskaber for social orden og konfliktløsning. Og altså ser bort fra klasseinteresser.

Manning udråbes som landsforræder, der har brudt sin kontrakt, gået fjendens ærinde, sat amerikanske soldaters liv i fare. Han idømmes 35 års fængsel. Ved slutningen af (skin)retssagen mod ham, citeres han for at sige, at han troede at "kunne gøre en forskel for menneskene", men ikke havde set problemet i "en bredere kontekst" og i stedet "arbejdet hårdere indenfor systemet".

Forståeligt i betragtning af truslen om dødsstraf - og ikke noget, der for alvor antaster respekten for hans modige beslutning. Inden punktum sættes med præsident Obamas benådning i 2017, er vi så vidner til den umenneskelige behandling under de 600 dages isolation, hvor Manning berøves sit tøj, sin identitet og al menneskelig kontakt i en celle, som også er et kønsfængsel med en iboende slange i m/k'ens bryst. 

Ytringsfrihed for hvem?

Det politiske drama er dog mere (op)rørende end opgøret med kønsidentiteten. Anders Budde Christensen leverer en utrolig præstation som eneaktør i over halvanden time med talrige kostume- og identitetsskift. Fra camouflagetøj til kjole og stiletter. Han er både fortæller, Manning selv og agerer militære og civile overordnede, retssagsvidner og med flere. Budde Christensen har selv stået for dramatikken, og det ER for langt og for énstonigt ordrigt.

Den dramatiske form kan ikke helt bære. Ønsker man indsigt i ytringsfrihedens grænser, og kender man ikke meget til USA's og dets allieredes ageren i Mellemøsten, får man dog noget at rystes over!