Vidste du, at den nyfascistiske italienske ungdomsbevægelse Casa Pound ved årets valg fik 308.000 stemmer? At det ledes af en karismatisk rocksanger, der anførte en strømning, som siden 2003 - ligesom venstrefløjen - har brugt virkemidler som husbesættelser, indflytning i kollektiver og at udfolde bannere fra offentlige bygninger?
Denne anmelders eneste anke er, at de nye (og ældre) højreekstreme angives at være "modstandere af EU".
Eller at bevægelsen De Identitære, inspireret af Casa Pound, appellerer til unge studerende og mellemlag, der frygter social deroute? At De Identitære sværger til en hvid "etnokultur", som de mener trues af andre kulturer, og at "etnokulturen" ifølge dem formes af "folkets" nationale historie, uanset folkets historisk set forskelligartede etniske og nationale oprindelse?
Og vidste du, at Identitære findes i mange lande i Europa og nu også i Danmark? Og at en gruppe Identitære under parolen "Defend Europe" sidste år hyrede et skib, der sejlede ud i Middelhavet for at hindre NGO-skibe i at hjælpe flygtninge i havsnød? At hvis det var lykkedes, havde de set på, mens mennesker druknede for øjnene af dem?
Og at commedia del´arte-klovnen Grillo og hans 5-stjerne Bevægelse i Italien har følere ude til de højreekstreme, som det aktuelt ses med forsøget på at danne regering med Lega Nord?
Det er værd at læse Demos´ Dokumentationsgruppes bog om den ekstreme højrefløjs nyeste skud og deres "modernisering" af fascismens og nazismens retorik og aktionsformer i pseudo-kulturelle og populistiske gevandter.
EU og de højreekstreme
Denne anmelders eneste anke er, at de nye (og ældre) højreekstreme angives at være "modstandere af EU" som én af fællesnævnerne. Ganske vist anføres i bogens intro, at EU "samtidig i sin form er et drivhus for nationalisme". Og hverken Frankrigs Marine LePen, Dansk Folkeparti eller andre, som de nye bevægelser samarbejder med, ønsker udmeldelse af EU, men holder sig til en politikerfjendsk retorik.
Alle de højreekstreme opererer således også med begreber som "Renaissance Européenne", "truslen mod Aftenlandene" og altså "Defend Europe". Det vil sige forsvaret af en multinational hvid vestlig/europæisk "etnokultur". Her efterlyses en nærmere vurdering af samspillet mellem EU´s klassemæssige og administrative kerne og højreekstremismens, måske, "nyttige idioter". Også begreberne national selvbestemmelse til forskel fra nationalisme kunne diskuteres.
Men dette kan følge. Alt i alt en fremragende, informativ bog!