Vi har mange gode visesangere i Danmark og en af dem er Søren Krogh, der med sit album Globus leverede 11 nye sange her i foråret og nu turnerer landet rundt.
Søren Krogh henter sine ideer i hverdagens og arbejdslivets sprog.
Den nordjyske troubadour har haft sine tanker om titlen:
"Hvorfor Globus, kunne man spørge … fordi vi kommer hele vejen rundt. Jeg blev skilt for nogle år siden, og det kom der heldigvis nogle sange ud af. Sange om kærlighed og smerte. Men også sange om at være på røven, på rejse, på vej ud i det blå og på jagt efter nye eventyr", fortæller Krogh, der er født i 1967 og opvokset i Hjørring.
Globus er udkommet på Exlibris, og er det niende album fra Søren Krogh. En visesanger, der gør noget ud af det danske sprog, og henter sine ideer i hverdagens og arbejdslivets sprog. Humoren ligger lunt mellem linjerne, og det er lyttetekster til liveoplevelser, hvor sangeren selv sætter stemningen, men indtil da må man nøjes med cd'en.
Af de 11 sange, der er værd at lægge mærke til er "Vi mødtes i Ribers", om kæresteparret, der hele tiden har fogeden og gælden i hælene. Sangen er inspireret af en musiker, som Krogh turnerede med. Den lille historie kan man læse i teksthæftet til cd’en, ligesom mange andre små historier, der knytter an til sangene. Det er ganske berigende læsning.
Vi skylder i øst, vi skylder i vest
Vi har ikke mere lunte ingen langvarig frist
Vi mødtes i Ribers
Vi mødtes i Ribers
Sangen "Danmark – Du har dårlig ånde" kan også sætte hjernevindingerne på eftertanke, især da Søren Krogh skriver i sin intro, at han efterlyser politiske sange fra sine kollegaer i musikkens verden.
Danmark - du var den smukkeste kvinde
Den smukkeste i mands minde
Hvor er den mor der fødte mig
Danmark - jeg kan ikke kende dig
Sådan synger Søren Krogh, der gør opmærksom på, at han har umådelig svært ved at se på, hvor stor forskel der er på rig og fattig:
Danmark – husk nu dine børn
Som skal klø dig på ryggen når du har taget din tørn
Musikalsk bydes der på roots, americana og bluesfolk, men Kroghs sange skal høres live med historierne.