Kravlende ned af skovstien kommer et vikingeskib sejlende. Vi er til Det Kongelige Teaters sommerforestilling under åben himmel i de smukke Ulvedale i Dyrehaven nord for København. Og der skal males med den store pensel, så udtrykket høres og ses.

Religionen bruges som redskab for magt. Kan det betale sig, skifter man tro og hold.

Vi er til Vikingespil om Røde Orm, skrevet af svenskeren Frans Bengtsson i 1941, dramatiseret af Henrik Szklany til forestillingen af det Kongelige Teater. Der er tradition for kæmpe opsætninger af Det Kongelige i Ulvedalene, og i år er ingen undtagelse. Op imod 100 amatører deltager sammen med Det Kongelige Teaters ensemble, en kæmpe scenografi, heste, fyrværkeri og stor lyd.

En klokke for kong Blåtands tro

Skuespillet tager sin begyndelse i anden del af Sagaen af Bengtsson, hvor Røde Orm er på vej hjem til Harald Blåtands rige fra syden. Om bord har han den gigantiske Jakob-kirkeklokke røvet fra de kristne i Santiago de Compostela og igen fra de arabiske krigsherrer, som havde Røde Orm som slave under hans fangenskab.

Til Jelling når både Orm og Klokke. Et Jelling der er på den anden ende. Blåtand har tandpine og ved at blive kristen. Klokken gribes med kyshånd af munkene der er på hårdt arbejde for at overbevise Blåtand om kristendommens lyksaligheder. En mixtur tilsat klokke-saft kurerer gamlingen, og Orm og hans mænd ophøjes til helte og kristendommen giver den en (blå)tand til.

Religionen bruges som redskab for magt. Kan det betale sig, skifter man tro og hold.

Alt dette foregår i højstemt tale og store armbevægelser tilsat komiske optrin og overdrevne kostumer. Det er stærke farver og høj tale.

Kæmper, køller og vildsvin

Harald Blåtand spilles af Lars Lohmann som en kæmpe blå ballon, kolerisk, bandende og svovlende. En kongedatter dukker op og Røde Orm forelskes, bataljer udkæmpes, tvekampe afgøres. Der festes á la Asterix med gigantiske vildsvine-køller i hånden på vikingerne.

Der er mange ting der skal fortælles, så spillet ruller rask over scenen. Det ene optrin afløser det andet i flyvende tempo i første akt. Det fungere bedst når tempoet varieres og figurerne træder tydeligt frem i historien. Her er det især Kasper Leisners Thorkild Höge og konge-datteren Stine Prætorius, der trænger igennem. I anden akt tager løjerne for alvor fat, da Røde Orm møder kong Ethelred af England, en latterlig barnlig mandsling, morsomt spillet af Thomas Jacob Clausen. Han er kun optaget af fest og sig selv.

Som modvægt har han den meget mandige Jarl spillet Larger-than-life af Martin Hestbæk med snerten af sammenbrud lurende under overfladen.

Dyrehavsbakkens natur som scene

Det er mange ting der skal gå op i en højere enhed i sådan en forestilling. Scenografien skabt af Eilev Skinnarmo, og den dramatiske natur i Dyrehaven har nok den største hovedrolle. Skinnarmo har med inspiration fra vikingeskibene, konstrueret en gigantisk trækonstruktion/scene, som står smukt og imponerende mellem Dyrehavens bakker. Flot og funktionel, med langborde der hæver sig op fra scenegulvet, bagstykker der åbner sig som vindeporte og spil i forskellige etager. Og undervejs får du fortalt historien om Røde Orm som bengtsson forestillede sig den sene jernalder.

Røde Orm spillet af Andreas Jebro har en stor arbejdsbyrde med at få alle kapitlerne med i fortællingen. De scener der fungerer bedst, er der hvor der er aktivitet overalt på scenen. Især kampscenerne og den store fest-finale er et overflødighedshorn af indtryk og udtryk. Her er hele teater-maskineriets magi i aktion. Ikke mindst takket være de store flokke af medvirkende.