Da den italienske instruktør Jonas Carpignano var i Calabrien i 2011 for at påbegynde filmen "Mediterranea" om flygtninge fra Burkina Faso, der efter en farefuld rejse kommer til Italien for at skabe sig en bedre tilværelse, blev filmholdets bil med masser af udstyr i stjålet.

Hvor elendigt de end har det, så er der heldigvis nogen, som de ud fra mærkværdige fordomme kan se ned på, nemlig afrikanerne.

Det skulle vise sig at blive held i uheld, for under eftersøgningen af bilen i en romakoloni lærte han familien Amato at kende. Om en sådan familie, og især den 14-årige Pio, har han nu lavet en perle af en neorealistisk film, hvor rollerne spilles brillant af medlemmer af familien Amato.

Med en voksens ansvar

Den store familie, fire generationer, bor sammen i en romakoloni i et slumkvarter i Ciambra, hvor den ernærer sig ved småkriminalitet. Det er simpelthen nødvendigt, for hvem vil ansætte en roma uden den mest elementære skolegang bag sig. Den slags bruger de ikke i familien, for som Pio siger: "Hvad gavn skulle jeg have af at kunne læse?" Moderen er det samlende punkt, ligesom i John Steinbecks "Vredens Druer" om den tids "romaer" i USA, mens mændene står for indtægterne, og da faderen og storbroderen bliver arresteret, påtager Pio sig dette ansvar.

Han er en kvik fyr, og da han gerne vil være på lige fod med de voksne mænd, har han øvet sig på gesjæften i det små, men en dag går det alligevel galt, dog uden at han havner i spjældet, men med stor ballade i familien.

I den sidste ende, og efter at have bestået den manddomsprøve, der består i et besøg hos en prostitueret, betyder det imidlertid, at de voksne anerkender ham som ligemand, og dermed er hans mål nået, om end ikke uden skrammer, for han har måttet begå et forræderi, der  koster hjerteblod.

Hverken bedre, dårligere eller dummere

Filmen er uden enhver form for sigøjnerromantik. På mange måder kan familien virke primitiv og uden for pædagogisk rækkevidde. Der drikkes og ryges konstant, og det gælder fra bedstefar til de mindste unger, de lever i deres lille verden, hvor det bare gælder om at overleve. Skidt og møg flyder omkring dem udendørs, for det er ikke her kommunens fejemaskiner kommer, og hvor elendigt de end har det, så er der heldigvis nogen, som de ud fra mærkværdige fordomme kan se ned på, nemlig afrikanerne.

Men alligevel skildres familien med sympati, for det er jo ikke sådan, at dens medlemmer er hverken bedre, dårligere eller dummere end andre, de har bare fået de allerdårligste betingelser at leve under. Der vises, hvordan forholdene er, men uden nogen visioner om en ændring af dem.

Dog er der en antydning i tegningen af Pio; han er langt mere integreret i samfundet end de ældre, bevæger sig fordomsfrit i de forskellige grupper i slumkvarteret, og hans bedste ven er en afrikaner, den voksne Ayiva fra Burkina Faso, her fremragende spillet af Koudous Seihon, som også er en af hovedpersonerne i  "Mediterranea".