Aage Frandsen har igennem sine næsten 50 år i SF spillet en betydelig rolle ikke mindst internt i partiet. I sin bog "Folkesocialisten – SFs historie fortalt af Aage Frandsen", polerer han selv videre på rollen som nestor, som han ofte tildeles.

SF er med denne DNA "determineret" til at udvikle sig til et pro-EU grønt centrumparti.

Bogen giver indsigt i partiets DNA og udvikling, hvor "folkesocialisterne" helt fra begyndelsen slår flik flak for at tækkes socialdemokraterne og give kant til den øvrige venstrefløj, og selvom Aage Frandsen givetvis vil benægte det, og kalde det vulgær marxistisk snak, så er SF med denne DNA "determineret" til at udvikle sig til et pro-EU grønt centrumparti.

Marxisme uden Marx

Fra sin grundlæggelse har SF været tvedelt i sit udgangspunkt for udviklingen af socialismen i Danmark. På den ene side marxismen via udbryderne fra DKP og på den anden side personer med rødder i den Grundtvig-Koldske højskole.

Marxismen som teoretisk grundlag fylder ikke meget i Aage Frandsens fremstilling, og man forstår, at det nærmest et fy-ord (i SF), selvom han selv hævder at bruge marxismen som et værktøj blandt andre. Det demonstrerer han dog ikke i sin historiefortælling, som er en redigeret fortløbende beskrivelse med få flash backs. Aage Frandsens fortælling er hverken analyserende eller reflekterende. Analyse og refleksion ligger forud for Aage Frandsens redaktion af virkeligheden, som ikke giver plads til hverken VS eller Enhedslisten i historiefortællingen.

Folkesocialisme

Hvad er folkesocialisme? Aage Frandsen definerer det således: ”I 1960’erne udgjorde SF venstrefløjen for mig. Der eksisterede ikke andet i min begrebsverden. Selv om DKP også tilhørte venstrefløjen, var SF og DKP i mange henseender hinandens modsætninger. Først og fremmest fordi medlemsdemokrati på alle niveauer er vigtigt for SF, mens det nærmest er en by i Rusland for DKP. For det andet har SF altid haft højt til loftet og langt til døren, dvs. respekteret det enkelte medlem.”

Tjah, bum bum! Aage Frandsen demonstrerer, at han ikke har kendskab til den meget aktive politiske diskussion på afdelingsniveau i DKP, hvor man på alle politiske niveauer respekterede den demokratiske centralisme.

Socialismen forsvandt

Aage Frandsens højt besungne partidemokrati (hvor en vigtig "strømning" lige siden grundlæggelsen har været at undergrave den til enhver tid siddende formand), når de parodiske højder, da Villy-ismen peaker i 2009, og socialdemokraternes Henrik Sass Larsen via Thor Möger Pedersen overtager SF’s politikudvikling, så målsætningen om en S-SF-(R)-regering kan gå i opfyldelse. I denne periode indtil Søvndals fald, hvor smøring af leverpostejsmadder er mere socialistisk i SF end økologi, var SF lige så lidt et folkeparti, som Nordkorea en folkerepublik.

Ret skal dog være ret. Ifølge Aage Frandsen var det partidemokratiet, der forhindrede Sass Larsens fjendtlige overtagelse af SF, og dermed reddede SF som selvstændigt parti.

Men hvor er socialismen henne? Den forsvandt muligvis i SF allerede med Gert Petersen. Aage Frandsens egen politiske ageren bunder ligesom partiets i en moralisme snarere end i en ideologi. Allerede i 90’erne går SF til angreb på de universelle velfærdsrettigheder som børnepenge og folkepension, ligesom man er på forkant med de aktuelle ghettopakker.

Det bliver ikke svært at gå i regering med Mette Frederiksen, hvis hun får brug for det.