"Hvordan vil du lave revolution, hvis du ikke ved, hvordan det nye samfund skal se ud?", lyder det mest konstruktive spørgsmål i Christian Lollikes stykke "Revolution", som lige nu spiller på Godsbanen i Aarhus.

"Revolution" lader frustrationerne fylde på et højere plan, men kryber udenom både klassesamfund, og Karl Marx' analyser.

"Revolution" er et vildt morsomt stykke med dybt alvorlig klangbund. Spørgsmålene og frustrationerne over klimaforandringer, økonomisk krise, flygtninge og demokrati kastet op i luften.

Instruktøren Lollike tager afsæt i et essay af kunsthistoriker og marxist Mikkel Bolt Rasmussen. Med gennemsigtige plastikmasker bevæger to mænd og to kvinder sig rundt på scenen i slowmotion, som var det i en barbie-film. Spørgsmål og replikker snegler sig afsted imellem personerne. Indtil stykket pludselig skifter tempo.

Vi er tre, der har set stykket sammen: Johannes Jessen, ung biologistuderende, og Per Nielsen, buschauffør og undertegnede anmelder, begge på vej mod det grå guld.

Frem mod afgrunden

I "Revolution" bliver der spurgt om alt fra soyamælk til Ikea, som svar på alverdens kriser. Men der kommer intet svar, kun turen mod afgrunden.

– Stykket afspejler virkeligheden og den forvirring, der er i samfundet omkring mange ting. Alle folk ved, at vi kører mod en afgrund, men hvad skal vi gøre ved det? Er det en revolution, vi skal have, eller skal vi bare acceptere det? Sådan spørger stykket og gør lidt grin med det, spiller Per Nielsen ud.

Johannes Jessen har bidt mærke i, at:

– De fire personer i stykket har et generelt negativt syn på revolution, men de præsenterer et langt mere negativt syn på det samfund, vi har nu og her - uden revolution.

– Stykket præsenterer holdninger til revolution, som den måde de fleste ser på det, og afspejler den forvirring og modvilje, der er overfor teorier omkring revolution. Som publikum bliver vi præsenteret for Marx, Sovjetunionen, Cuba og Kina under Mao, som noget der ikke har resulteret i bedre samfund, siger Johannes Jessen og argumenterer for, at der er behov for at snakke om ideologi.

Ikea-land

"Revolution" sprudler med ideen om "Ikea-land". For Ikea er stort. Måske et helt land, diskuterer skuespillerne. Scenen spilles helt ud. Ikea har en grøn politik og gør ikke forskel på folk, bare de køber.  

– Det er rigtig godt, at de tager fat i Lego, Google og Ikea. I dag findes der firmaer så store, at de bestemmer retningen for vores samfund. Facebook kan lukke ned for folks sider, hvis nogen er alt for kritisk overfor Israel, siger Per Nielsen og leger videre med konsekvensen af Ikea-land:

– Man kunne lige så godt sige, at de multinationale kunne lave et samfund, og så lukker vi Christiansborg…

Kasse eller klasse

"Ikea-land" bliver penslet helt ud til et kassesamfund, hvor vi allesammen skal gøre de samme ting på samme tid. Det er hårrejsende og morsomt sat op.

– Det er som om, Lollike gerne vil have folk til at være med på, at denne her diskussion er vigtig, men overlade til andre at sige, hvad der kan gøres?

"Revolution" lader frustrationerne fylde på et højere plan, men kryber udenom både klassesamfund, og Karl Marx' analyser af, at der er grupper i samfundet med modsatrettede interesser.