Følgende artikel blev bragt i Land og Folk den 28. august 1945.

Mon der nogen sinde har været så uhyggeligt i det danske land som i sommeren 1943?

Når vi fejrer den 29. august, skal det huskes, at det var folket selv, som slog spillet med tyskerne over ende.

Vi havde fået regeringen Scavenius, der efterhånden havde udviklet sig til en ren lydregering, som formidlede de ordrer, der blev givet af Best og von Hanneken. I tide og utide gjorde man brug af kongens ord om ”lov og orden”, og mens regeringen brugte alle sine evner til at prøve på at holde landet i ro, indrettede tyskerne sig på bedste måde.

Jo mere man gav efter for dem, des mere kry og provokerende blev de, og enhver lille Feldwebel følte sig som en erobrer i et land, der flød med smør og øl og villige pigebørn.

Samtidig var der i visse kredse af befolkningen alle tegn på moralsk opløsning.

Pengene fra clearingkontoen flød ud over landet og skabte en velstand, som var i bund og grund falsk. Værnemagerne skovlede penge ind, millioner, som alle vidste, at vi selv i den sidste ende kom til at betale.

Vore politikere, vort statsapparat havde indrettet sig med tyskerne. Det gik ikke altid uden gnidninger, men Scavenius og hans sikre hjælpere Thune Jacobsen og Gunnar Larsen fandt udveje, når uoverensstemmelserne truede med at sprænge dette samarbejde med landets fjender.

Sabotagen stiger

Det kunne se ud, som om der var ved at gå orm i folket – men modstandsbevægelsen var der! Patrioterne arbejdede så energisk som aldrig før. Mens det hidtidige maksimum for en måned havde været 42 sabotagehandlinger, steg tallet i juli til 77, og i den første uge af august var der 23 attentater.

Den 15. august blev der foretaget omfattende angreb på de jyske jernbaner. 50 bomber eksploderede langs Langå-Skanderborglinjen og 15 på Århus-Odder-Skanderborglinjen. Det var svaret på transittrafikkens overførsel til Danmark, efter at Sverige havde sagt stop.

Sabotagen var blevet en fare for de tyske forsyninger og forbindelseslinjer, og tyskerne var i høj grad foruroligede. I den private krig, som førtes mellem dr. Best og general von Hanneken, brugte Hanneken stadig sabotagen som argument mod Bests ”fløjlshandskepolitik”, der gik ud på at presse så meget som muligt ud af Danmark uden at lade det komme til afgørende brud.

Det lader til, at Hanneken havde fået tilslutning i Berlin til en skarpere kurs over for Danmark, for i slutningen af juli kom der ordre til, at der skulle tages hårdere fat på sabotørerne.

Man forlangte, at den danske regering skulle erklære sig indforstået med, at sabotørerne blev anklaget for tysk domstol, at de blev dømt efter tysk ret, altså med anvendelse af dødsstraf, at alle, der fik mindst 8 års tugthus, skulle afsone straffen i Tyskland, og at regeringens billigelse af disse krav skulle offentliggøres.

Den 29. august blev der afholdt ministermøde for at diskutere de tyske krav. Her erklærede Scavenius sig til almindelig overraskelse enig med de ministre, som var stemt for at sige blankt Nej. Samtidig udtalte han, at han mente, han nu burde trække sig tilbage, inden folkestemningen tvang ham bort. Flere ministre sluttede sig til hans synspunkt, og samme aften gik han til dr. Best, som svarede, at der ikke kunne være tale om hans afgang. Det ville af fjenden blive opfattet som et svaghedstegn.

Man kan mene om Scavenius, hvad man vil, men dum er han ikke. Og han var klar over, at det blæste op til en storm, som ville feje ham og hans regering væk.

Det begyndte i Esbjerg

For netop i de samme dage begyndte folkestrejken i Esbjerg.

Natten mellem den 5. og 6. august gik der ild i de store fiskepakhuse i Esbjerg havn. Det varede en halv snes timer at få ilden under kontrol. Da var der brændt 100.000 fiskekasser, som var nødvendige for eksporten til Tyskland.

Der var ingen tvivl om,at branden skyldtes sabotage, og tyskerne optrådte med grov brutalitet. Civile Gestapo-folk for med revolvere løs på folk og pryglede de fiskere, der havde ligget trygt sovende i deres køjer i havnens fiskekuttere.

Kravet fra Esbjerg  var ophævelse af undtagelsestilstanden. Og befolkningens modstand og solidaritet gjorde det nødvendigt for tyskerne at gå ind på kravet.

Der blev dekreteret undtagelsestilstand, færdsel på gaderne blev forbudt fra kl. 22. Men Esbjergs befolkning gav pokker i udgangsforbudet. Langt ud på natten demonstrerede store menneskemængder i gaderne under afsyngelsen af ”Der er et yndigt land”, ”Internationale” og ”Tipperary”. Det var ikke tyskernes yndlingsmelodier, og det kom til sammenstød mellem Esbjerg-borgere og tyske soldater.

Dagen efter gik Esbjerg-smedene i strejke, og inden 24 timer lå alt arbejde i byen stille.

Strejken udviklede sig hurtigt til en generalstrejke, skønt den lokale socialdemokratiske redaktør karakteriserede de strejkende som ”udskud, med hvem ingen ansvarlig vil have at gøre”, og lovede, at der skulle blive sørget for, ”at ophidserne blev anbragt på det rigtige sted”.

Strejken bredte sig som en løbeild. De handlende besluttede at stille sig solidarisk med arbejderne, de lukkede deres butikker og anbragte skilte i vinduet: Lukket indtilvidere.

Det var Danmarks første folkestrejke. Kravet fra Esbjerg by var ophævelse af undtagelsestilstanden. Og befolkningens modstand og solidaritet gjorde det nødvendigt for tyskerne at gå ind på kravet. Hvis strejken ikke blev standset, var der nemlig al udsigt til, at der i andre byer ville blive sat sympatiaktioner i gang.

Få dage efter blev undtagelsestilstanden hævet, og byen begyndte igen sit normale liv.

De strejkende havde dog i forvejen meddelt tyskerne, at i tilfælde af repressalier ville alt arbejde igen blive nedlagt.

Regeringen afslog det tyske ultimatium, og departementscheferne overtog administrationen. Tyskerne afvæbnede hæren og tog gidsler, marinen sænkede flådens skibe.

Efter skammens år, hvor danske myndigheder havde prøvet at bekæmpe de patrioter, som førte kampen for fædrelandet, stod nu folket rankt og frit, trods undertrykkelsens kår.

Og når vi fejrer den 29. august, skal det huskes, at det var folket selv, som slog spillet med tyskerne over ende.

Kommunister og Christmas Møller

Af de mange proklamationer, som blev udsendt i og efter de bevægede augustdage, er der især en, som man mindes. Det er det brev, som Alsing Andersen den 2. september 1943 for Socialdemokratisk Forbund sendte til socialdemokratiets hovedbestyrelse, rigsdagsgruppe, De samvirkendes Forretningsudvalg m.fl., og hvori det hed:

De ”ansvarlige” ledere, de ”gamle politikere”, havde svigtet, nu rejste folket sig og krævede sin ret.

”Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: at skåne land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet blot tilnærmelsesvis lige så godt et resultat. Og således kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.

Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremkalde en anden mentalitet i dele af befolkningen. De har tilsigtet at fremkalde sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne, netop fordi de vidste, at forholdene under besættelsen ikke kunne bære denne belastning. De har foregøglet dem, der hørte på deres tale, luftspejlinger og drømmesyn, der ikke stod til troende. Derfor er ansvaret deres for den situation, som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigen sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.”

Og det ansvar skal vi kommunister heller ikke løbe fra.

Folkestrejkerne i Odense

Men knap var strejken i Esbjerg bilagt, før det kom til voldsomme begivenheder i Odense.

Her var der sket en dristig sabotage af en mineudlægger, som tyskerne i flere år havde haft i arbejde på stålskibsværftet, og tyskerne anbragte nu vagtposter om bord på skibet, der var blevet hævet. Som protest nedlagde skibsværftsarbejderne arbejdet. Det var en sit-down-strejke, og tyskerne prøvede nu at nægte arbejderne adgang til værftet.

3500 mand i Odenses storvirksomheder gik øjeblikkelig i sympatistrejke. Det varede halvandet døgn, så bøjede tyskerne sig, og vraget blev slæbt bort for at repareres andetsteds.

Det var optakten til oprøret i Odense. Hver aften efter strejken var der sammenstød med tyskerne, og den 15. august brændte det for alvor løs. På grund af tyske soldaters provokerende optræden kom det til slagsmål, hvor tyskerne trak bajonetterne. Flere borgere blev såret og måtte køres på hospitalet.

Næste aften forsøgte politiet at afspærre forskellige gader, samtidig med at en højttalervogn kørte rundt og opfordrede befolkningen til at udvise en rolig optræden. Opfordringen havde imidlertid forkert adresse. Det var udelukkende tyskerne, som var skyld i gadeoptøjerne.

Der blev nu trukket politiforstærkninger til byen, men ikke desto mindre samledes store menneskemængder i den indre by, og det kom mange steder til voldsomme sammenstød med tyskerne. Folk blev revet af cyklerne og gennempryglet af tyske soldater.

Som protest gik arbejderne hos Thrige, stålskibsværftet og en række andre store virksomheder i strejke. De handlende drejede nøglen om i deres butiksdøre, sporvognene standsede, og kun arbejdet på gas-, elektricitets- og vandværk blev fortsat.

Om aftenen var det livsfarligt at færdes på gaderne. Tyskerne skød og kastede håndgranater, og snesevis af sårede blev kørt på hospitalerne. Gestapo-folk rasede rundt i byen i deres biler.

Det kunne se ud, som om der var ved at gå orm i folket – men modstandsbevægelsen var der!

En tysk officer, der blev grebet af panik, trak sin revolver og sårede to drenge. Folkemængden faldt over ham, tog revolveren fra ham og pryglede ham. Et par dage efter rejste han til Tyskland uden at afgive forklaring, men Odense by måtte betale en million kr. i ”bod”. Tyske officerer er blevet ikke så lidt billigere siden.

Fra byrådets, regeringens og forskellige fagforeningslederes side blev der udfoldet store anstrengelser for at få folkestrejken afblæst.

Næstformanden for De samvirkende Fagforbund, Einer Nielsen, kom til byen sammen med arbejdsminister Kjærbøl, direktør Svenningsen fra udenrigsministeriet og departementschef Eivind Larsen.

Byrådet udsendte flere proklamationer, og formændene for de faglige organisationer og Kjærbøl offentliggjorde et opråb om at genoptage arbejdet.

Men ingen ville gå i arbejde igen, før man havde sikkerhed for, at tyskerne kom væk fra byens gader. Endelig gav tyskerne forskellige løfter, som de naturligvis ikke holdt, og arbejdet blev atter sat i gang.

Men det var her som i Esbjerg tydeligt nok, at strejken først og fremmest var vendt mod Scavenius-regeringens forsonings- og eftergivelsespolitik. Folket havde valgt sin egen kurs, og inden længe var Frihedsrådet Danmarks faktiske regering.

Aalborg og København

Begivenhederne i Odense udløste en række strejker over det hele land.

I alle de fynske byer kom det til folkestrejker og sammenstød med tyskerne, og i Ålborg og en række andre jyske byer var der alvorlige uroligheder.

Uroen bredte sig til Sjælland. I slutningen af august vedtog arbejderne hos Burmeister & Wain en resolution, der gav udtryk for arbejderklassens syn på de øjeblikkelige politiske forhold:

”Det kan ikke være overensstemmende med demokratisk ånd, at regering og rigsdag stadig maner til ro og orden i vort land, når hensynet til arbejderne stadig tilsidesættes.

Vi vil hellere end gerne vise samfundssind, ro og orden, men vi kræver samtidig ret til, at vor løn har så stor købeevne, at vi kan købe lidt andet end maden, da vi er af den opfattelse, at det ikke er pengene, der mangler, idet der er blevet 40 nye millionærer i løbet af sidste skatteår i vort lille samfund.”

I så at sige alle danske byer havde befolkningen rejst sig mod de tyske overgreb.

Kravene var overalt de samme: Bedre levevilkår, ordentlige beskyttelsesforanstaltninger, krigsrisikotillæg på udsatte virksomheder, fritagelse for tysk indblanding, gaderne renset for tyskere og frikorpsfolk.

De ”ansvarlige” ledere, de ”gamle politikere”, havde svigtet, nu rejste folket sig og krævede sin ret. Scavenius havde set rigtigt. Den utilfredshed, som længe havde gæret i folket, var nu vokset til en storm, og der var ingen udsigt til, at regeringen kunne holde stillingen som formidler af de tyske interesser.

Det danske folk med arbejderne i første række gik til modstand.

Bragt i  ”Land og Folk”; den 28. august 1945.

Her optrykt efter gengivelsen i: ”Hans Kirk: Hug til højre og venstre. Artikler om nazisme, krig og klassekamp i udvalg og med indledning af Børge Houmann.” Forlaget Vindrose, 1981.

Mellemoverskrifterne er indsat af redaktionen.