"Striden om Grafisk Forbund" fortæller historien om de mange faglige og politiske kampe op til dannelsen af Grafisk Forbund i 1993, ligesom den fortæller om forbundets kortvarige historie, der endte med, at det mindre end syv år senere blev opløst og medlemmerne fusioneret ind i henholdsvis HK, SiD (nu 3F) og Dansk Journalistforbund.

Trods Grafisk Forbunds kortvarige historie er der grund til at fremhæve det for blandt andet dets demokrati og dets sociale profil.

Bogens forfatter, Bjarne Nielsen, er tidligere faglig sekretær i Dansk Typograf-Forbund, faggruppeformand i Grafisk Forbund og senere næstformand i HK/Industri og HK/Privat. Bjarne Nielsen har derfor førstehåndskendskab både til forløbet op til dannelsen af Grafisk Forbund og til, hvad der skete i løbet af forbundets korte levetid.

Allerede i 1970’erne betød den teknologiske udvikling, at grafiske arbejdsområder smeltede sammen. Situationen kaldte på et fælles forbund, men personlige og politiske uenigheder gjorde, at det først lykkedes i Danmark i 1993.

For sent og forkert struktur

I 1980 var det tæt på, men Litografforbundet valgte i stedet at sprænge det daværende Grafisk Kartel. Op gennem 1980’erne var det grafiske samarbejde derfor begrænset til et fælles arbejdsmiljøarbejde og en fælles tillidsmandsuddannelse, men i starten af 1990’erne begyndte man igen at samarbejde for alvor.

Grafisk Industri- og Medie Kartel blev stiftet i 1990, og en fælles grafisk A-kasse blev til virkelighed 1. januar 1991. Samme år blev overenskomsterne med Grafisk Arbejdsgiverforening og Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation samlet i én fælles overenskomst bestående af en fælles del og en række specialdele, og de typografiske og litografiske uddannelser blev sammenlagt til to – trykker og grafiker.

De personlige og politiske modsætninger forsvandt ikke, men de blev mindre, og i 1993 lykkedes det omsider at stifte Grafisk Forbund bestående af medlemmerne af Dansk Typograf-Forbund, Dansk Litografisk Forbund, Medieforbundet og Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund.

Desværre kom forbundet alt for sent, og desværre med en struktur, hvor hver af de fire faggrupper fik vetoret, hvilket reelt blokerede for, at forbundet kunne udvikle sig til et ægte fælles forbund.

Eneretsbestemmelser

Bogen fortæller, hvordan de grafiske forbund i mange år var blandt de stærkeste forbund herhjemme. Man havde så at sige monopol på tryksagsfremstillingen og benyttede dette til at forhandle overenskomster og aftaler, der var uden sidestykke i dansk fagbevægelse. Men den faglige styrke, som eneretsbestemmelserne gav, betød også, at arbejdsgiverne nærede et brændende ønske om at slippe af med de besværlige grafiske arbejdere.

Overenskomsterne var bygget meget konkret op om omkring betjeningen af det maskineri og værktøj, der skulle bruges til at fremstille tryksager, og det blev katastrofalt, da den teknologiske udvikling for alvor satte ind.

Journalisterne kunne med nyt udstyr nu selv skrive deres tekster direkte ind i systemerne, og med indførelsen af desktop publishing (dtp), hvor man kunne ombryde sider med både tekst og billeder på computerudstyr, var vejen banet for, at andre end faglærte grafiske arbejdere kunne udføre grafisk arbejde.

De grafiske arbejdsgivere greb mulighederne med kyshånd. De havde absolut intet ønske om at lade de grafiske forbund overenskomstdække de nye arbejdsmetoder.

HK fik overenskomsten

Da en faglig voldgift i 1995 tilkendte HK overenskomsten på dtp-arbejde, mistede Grafisk Forbunds valgte ledere troen på et fortsat Grafisk Forbund og begyndte at diskutere alternative organisatoriske løsninger.

På Grafisk Forbunds første ordinære kongres i 1997 besluttede kongressen at undersøge mulighederne for fusion med HK/Industri og/eller andre relevante forbund, men også at undersøge muligheden for en fortsættelse af Grafisk Forbund med de nødvendige økonomiske og strukturelle tilpasninger.

Efter kongressen gik en intensiv og engageret medlemsdebat i gang. Hele forbundstoppen (de valgte i forbundshuset på Lygten) gik ind for en løsning, hvor man fusionerede med et eller flere andre forbund, mens andre – benævnt GF2000 – gik ind for at fortsætte som selvstændigt forbund i en "slankere udgave".  GF2000 omfattede flere kredsformænd, faglige sekretærer, HB-medlemmer, tillidsrepræsentanter og mange menige medlemmer.

Modellerne blev grundigt diskuteret på et utal af møder landet over og i medlemsbladet ”Dansk Grafia”. Det var ikke altid spørgsmålet om, hvad der ville tjene medlemmerne bedst, der var i centrum for debatten, og tilhængerne af fusionen brugte for eksempekl udsigten til et billigere kontingent som et af deres hovedargumenter. Men resultatet blev, at medlemmerne med godt 66 procent af de afgivne stemmer ved en urafstemning vedtog, at typografer, litografer og bogbindere per 1. januar 2000 fusionerede med HK/Industri, kartonnagearbejderne med SiD, og fotograferne med Dansk Journalistforbund.

Et solidarisk forbund

Trods Grafisk Forbunds kortvarige historie er der grund til at fremhæve det for blandt andet dets demokrati og dets sociale profil.

Selv var jeg frem til dannelsen af Grafisk Forbund medlem af Dansk Typograf-Forbund, som var et yderst socialt og solidarisk forbund. Vi betalte Danmarks højeste kontingent, men vi fik meget for pengene. Medlemmerne fik frikontingent ved arbejdsløshed og supplementsunderstøttelse. Der var aldershjælp, enkehjælp og adskillige andre sociale ordninger.

Frikontingentet ved arbejdsløshed blev videreført i Grafisk Forbund, og der indførtes gradueret kontingent, så de medlemmer, der tjente mest, betalte højere kontingent end de lavtlønnede. En eksemplarisk ordning, som desværre ikke blev videreført i hverken HK, SiD eller Dansk Journalistforbund.

Forbunds- og kredsfunktionærer blev valgt ved urafstemning, hvis der var mere end en kandidat, og lovene sikrede et flertal af "menige" medlemmer i hovedbestyrelsen.

Medlemsbladet var ucensureret og rammen om meningsudvekslinger, hvor bølgerne ofte gik højt.

Øjnene der ser

Bjarne Nielsens bog er naturligvis ikke den fulde historie. Selvom den i vidt omfang er baseret på tilgængelige referater og konkret materiale, er den også et udtryk for, hvordan han og andre valgte forbundsfunktionærer så situationen (selvom de i øvrigt langt fra var enige om alt).

Fordi Bjarne Nielsen selv var dybt involveret, beskriver han de personlige og politiske stridigheder i forbundshuset på Lygten meget detaljeret. Det er spændende læsning, men den virkelighed, som de valgte i Grafisk Forbundshus oplevede, var ikke nødvendigvis den samme, som vi andre oplevede ude på arbejdspladserne.

Også omtalen af "græsrodsbevægelsen" GF2000, der kæmpede for at fortsætte et selvstændigt grafisk forbund, er naturligvis præget af Bjarne Nielsens egen vurdering af, om det var en realistisk mulighed.

Menigt medlem

Som fagligt aktiv i Dansk Typograf-Forbund, Grafisk Forbund og HK siden sidst i 1970’erne oplevede jeg den periode, bogen beskriver, som "menigt" medlem – dog som valgt til både kredsbestyrelse og hovedbestyrelse – og det præger naturligvis mine vurderinger.

Jeg tilhørte GF2000-fløjen, og hvad en fortsættelse af Grafisk Forbund havde ført med sig, kan både Bjarne Nielsen og jeg kun gisne om, men ét sted er jeg lodret uenig med ham. Når han til sidst i bogen konkluderer, at alle grupper har følt sig hjemme, der hvor de kom hen, tager han fejl, og min tid som formand for HK it, medie & industri Hovedstaden har kun bekræftet min vurdering.

De timelønnede – trykkerne og bogbinderne – har desværre aldrig følt sig hjemme i det funktionærdominerede HK, som har haft svært ved at håndtere de timelønnedes specielle arbejdstider og arbejdsvilkår. For dem havde det formentligt været langt bedre at være fulgt med kartonnagearbejderne over i SiD.