Fire sociale modstandsbevægelser arrangerer demonstration klokken 16.30 i dag på Bertel Thorvaldsens Plads bag Folketinget.
Når andre ikke arrangerer demonstration ved Folketingets åbning, tager vi det på os.
Mille Stockner, Bekæmp Fattigdom NU
De bruger Folketingets åbning til at protesterer mod stigende ulighed, nedskæringer på velfærden og nedrivning af almene boliger.
– Vi demonstrerer imod den nyliberale nedskæringspolitik, den nødvendighedens politik som partierne helt ud til og med SF er enige om, siger Mille Stockner, talsperson for Bekæmp Fattigdom NU, der er blandt arrangørerne.
De tre andre bevægelser er Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Månestrålerne.
De sociale modstandsbevægelser ville langt hellere være en del af en større fælles demonstration.
– Man kan godt undre sig over, at det ikke er den samlede fagbevægelse, der indkalder til demonstration. Det ville være meget bedre, hvis det var sådan. Men når andre ikke gør det, tager vi det på os. Hvis vi ikke gør noget, sker der helt sikkert ikke noget, erklærer Mille Stockner.
>> LÆS OGSÅ: Ingen samlet protest ved Folketingets åbning
Hun kvitterer samtidig for støtten fra FOA og 3F BJMF, der har givet donationer og anbefaler demonstrationen.
FOA's næstformand Thomas Enghausen er også blandt talerne på demonstrationen.
– De sociale bevægelser skal have en kæmpe tak for, at de arrangerer demonstration, siger Thomas Enghausen, der gerne havde set et bredere initiativ, hvor arrangørkredsen også omfattede fagbevægelsen og andre.
Mille Stockner fremhæver, at selvom demonstrationen i dag måske ikke bliver så stor, har de seneste år vist, at selv mindre protester kan være med til at skabe forandring, hvis bare de er vedholdende og højtråbende nok.
– Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne har skabt forandring i blandt andet København, hvor politikerne er blevet presset til at sætte penge af til bedre sagsbehandling og bevilling af flere førtidspensioner. Der er lang vej at gå endnu, men der er sket noget, siger Mille Stockner.
>> LÆS OGSÅ: Protester presser førtidspensioner igennem
Hun fremhæver også, at den sociale modstandskamp har skabt sammenhold og netværk blandt syge og fattige, så de ikke længere sidder alene og tror, at de selv er skyld i tingenes tilstand.
Udover demonstrationen 16.30 er der endnu en velfærdsprotest klokken 12 i dag arrangeret af Piv Vedel fra Næstved, der har et handicap og er ramt af nedskæringer.
Derudover er der tre forskellige happenings i forbindelse med Folketingets åbning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278