Østre Gasværk har gennemgået en stor omvæltning det sidste års tid: ny ledelse, sammenlægning med Teatret Republique og renovering af Danmarks mest fantastiske teaterrum.

Med en rå indføling og autencitet tilfører Thomas Bo Lassefar-figuren mulighed for, at vi kollektivt kan spejle os i ham.

Som åbningsforestilling har man valgt at opsætte en ny-bearbejdet musikteater-version af Pelle Erobreren. Bevæggrundene er, som det siges af teatrets nye direktør Emmet Feigenberg, at vise en medrivende fortælling fra vores egen fortid om, at vi mennesker kan forandre vores vilkår, at det nytter at slås for en bedre verden. Ligeledes at vise skuespilkunst, musik og sang i et magtfuldt visuelt udtryk. En meget flot indgangsreplik, som lover godt.

Nexøs fortælling

Martin Andersen Nexøs fortælling om den fattige svenske landarbejder Lasse og hans søn Pelle, der udvandrer til Bornholm, var en alment kendt historie i det danske folk. Om det stadig er det, er svært at sige.

En del kender nok Bille Augusts filmversion fra 1987, der mere eller mindre tro holdt sig til forlægget. Hvis man kender historien, er det derfor interessant, hvordan den fortælles. Hvor lægges vægten, trykket og betoningerne? Kender man ikke historien, handler det jo om at blive fanget og optaget af den.

Pelle som musical

Og hvad så vi så på scenen i Østre Gasværk denne oktober aften? En stor bar og gold jordbakke står foran teaterrummets rå mure. Et nøgent, vindblæst og dødt træ stritter op alene på bakken. I lyskegler står seks musikanter iført vest og akustiske klassiske instrumenter. Tonen er spillemands-melankolsk. Kæmpe video-projektioner på bagvæggen illuderer det åbne hav.

Oppe på teatrets bagvæg på en af de bibeholdte metal-løbegange står Lassefar (Thomas Bo Larsen) og Pelle. De skuer mod Bornholms kyst. Lassefar fabulerer over den overflod og rigdom, som Pelle og han vil møde. Virkeligheden er som bekendt en anden. Der klippes hurtigt fra scene til scene ved hjælp af moderne teaterteknik og fortællestil. Det nødvendige vises og siges.

Dialogen er klar, kort og skarpt bearbejdet. Og snart er vi sammen med Lassefar og Pelle blevet hyret på Stengården og møder rebellen Erik, der brokker sig over maden, der serveres for landarbejderne. Han sætter i med sangen "Spis din sild". En klar replik til de kummerlige forhold far og søn nu er havnet i. I modsætning til mange musicalsange er der en skarphed over sangen, og hvert et ord kan forstås.

Wiedemans version

Helt fra start af forestillingen afspejler stykket en stram styring af iscenesættelsen. Scenografi, kostumer og koreografi er nøje afstemt. Øverst oppe på bagvæggen huserer overklassen iklædt hvidt i deres enerådende verden, med enkelte besøg ned i dybet på jorden hos underklassen. Den sorte skoles lærer står ligeledes kolerisk brægende højt hævet over børnene, da Pelle starter i skole.

Vi føres gennem fortællingen med afstemte sceniske doseringer. Pelle møder Rud på marken, den vilde særlige dreng med nærmest dyrisk overlevelsestrang. Rollen som hans mor spilles af Kaya Bruel, der smukt og kraftfuldt synger sangen om sin mor, der blev efterladt i Sverige. Det giver associationer til Brechts sange.

Der er i det hele taget mange fine billeder i instruktør Katrine Wiedemanns opsætning på Østre Gasværk. Både visuelt, i teksterne og i skuespillet.

Thomas Bo spiller stærkt

Især står Thomas Bos Lassefar stærkt spillet, med antydningens gestik og bevægende overensstemmelse mellem handling og spil.

Der er ikke mange, der kan spille og ramme sætningen: "Den sorg er dårligt begravet, der er jordet med brændevin" så godt som skuespilleren Thomas Bo Larsen. Med en rå indføling og autencitet tilfører han Lassefar-figuren mulighed for, at vi kollektivt kan spejle os i ham.

Lassefar fremstår som personificeringen af underkuet kamp og menneskelig ydmygelse. Ønsket og håbet om et bedre liv for sine nærmeste, men uden evne og kræfter til at tage konfrontationen, fordi man er alene. Her står forestillingen også og vakler.

Individualiseringen vejer tungest i tegningen af stykkets personer. Der er onde mennesker, personificeret stærkest af Landbrugseleven og Godsejer Kongstrup. Fællesskabet og solidariteten blandt landarbejderne ses mest i festen lørdag aften og i den enes omsorg for den anden. Og sandt er det da, at Pelle først finder det organiserede fællesskab efter flugten til København, ude af stykkets historie. Men der er en overordnet stemning over forestillingen af melankolsk pænhed, som tiltager hen mod stykkets slutning.

Historien fremstår ufarlig

Det samlede billede fremstår lækkert og blankpoleret. Smukke billeder, velartikulerede pæne sangstemmer, en kæk sød ukuelig Pelle og en varmhjertet godsejerfrue, der til sidst får kastreret tyrannen. Den højt professionaliserede, velkomponerede forestilling med et velsmurt teatermaskineri neutraliserer på en eller anden måde skarpheden og udtrykket, så historien fremstår ufarlig og langt fra vores samtid.

Vi synes grundlæggende, at det er dårlig stil at ønske, man havde set noget andet, end det man så på scenen. Men vi bryder vore principper her, fordi vi synes, historien og teatrets intention fortjener det.

Vi ville gerne have set en langt mere rå og brutal forestilling, der fremstillede de menneskelige omkostninger langt skarpere, og de sociale modsætninger mellem klasserne trukket langt hårdere op. Med Thomas Bo Larsens Lassefar var forestillingen på vej i den retning, men drejede af og fulgte den måske sikre vej for teatret.

En Pelle Erobreren med skarpere kant ville have været ønskværdigt. En forestilling, der ikke fortalte historien om noget, der var en gang i 1870´erne uden at trække trådene op til vores samtid. De samme modsætninger ser vi jo omkring os i dag i Danmark, Europa og verden. En ny version af Pelle Erobreren, der bragte nye perspektiver og baggrunde for vores liv og samfund. Ikke blot en smuk genfortælling. Der er ingen tvivl om at Martin Andersen Nexøs roman har potentialet, men Østre Gasværk folder ikke dette potentiale ud med deres blankpolerede musical-udgave.