Landsforeningen af Væresteder (LVS) har fejret sit 20-års jubilæum med at udgive en sang. "Giv folk en ekstra chance" hedder den, og er skrevet af entertaineren Jacob Haugaard. Sangen skal råbe befolkningen og politikerne op og skaffe penge til LVS, hvis offentlige tilskud er blevet halveret siden finanskrisen i 2008. Med over 370.000 visninger er kampagnen kommet godt i gang.
– Det er som om, man har opgivet den her gruppe af mennesker i kommunerne, og det opponerer vi imod.
Cliff Kalfort, LSV
– Mange er af den opfattelse, at vores samfund har et sikkerhedsnet, der griber dig uanset, hvor dybt du måtte falde. Men sådan er det desværre ikke altid. Det er mit håb, at sangen "Giv folk en ekstra chance" kan bidrage til en øget forståelse for, hvad der er for nogle skæbner, værestederne tager sig af, skriver sekretariatschef Cliff Kaltoft på LVS’ hjemmeside.
Giv folk en ekstra chance
Jacob Haugaard har indspillet sangen sammen med andre, der lige som han selv har været nede at kysse bunden. De fire andre er rockmusikeren Michael Falch, bluesmusikeren Rock-Nalle( Roland Sørensen), skuespiller og musiker Jes Holtsøe samt Frank Clifforth, kendt fra X-Faktor 2016. Tilsammen kalder de sig Jacob Haugaard & Godtfolk. Alle har de taget kampen med deres eget misbrug og er kommet ovenpå.
Jacob Haugaard har valgt en gammel slavesang "Swing Low, Sweet Chariot", hvor arbejdskammeraterne lover at hente dem hjem, der ikke kan mere. Haugaards nye tekst er både morsom, tæt på det selvødelæggende, på fordommene og med et rørende omkvæd:
Giv folk en ekstra chance
Vi kommer og bærer dig hjem
Vi kan alle blive ramt af overbalance
Vi kommer og bærer dig hjem
Sangens video folder sig ud med en optagelse fra den årlige sommercamp for socialt udsatte, hvor deltagerne har indsunget kor til sangen. Et flot flerstemmigt kor, der giver en varmt indtryk af værestedernes fornemmeste opgave, nemlig at sikre misbrugerne et åndehul væk fra gadens rå miljø og tid til at finde en udvej, uden at socialkontoret står og siger, at tiden er gået og pengekassen lukket.
Fra forandring til omsorg
LVS’ væresteder er finansieret af kommuner og satspuljemidler. Men siden finanskrisen i 2008 er døgnbehandlingspladserne reduceret til en femtedel, og der er skåret ned på aktiviteter og tilbud i kommunerne:
– Det er som om, man har opgivet den her gruppe af mennesker i kommunerne, og det opponerer vi imod. Der bliver flere brugere af værestederne og deres problemfelt bliver større. Det sociale område har skiftet hest fra behandling og forandring til omsorg. Man har opgivet at hjælpe dem ud elendigheden, siger Cliff Kaltoft til Arbejderen.
Men det kan lade sig gøre at komme ud af sit misbrug. Det er de fem i Jacob Haugaard & Godtfolk beviset på, og derfor kontaktede LVS dem.
– Næsten 23.000 mennesker bruger vores 130 væresteder og cirka 70 idrætssociale foreninger. Vores udgangspunkt er, at være-steder ikke skal være blive-steder. Vi har lagt an på at være fælleskaber til at hjælpe og støtte hinanden. Lære hinanden, hvordan man gør det selv, som er vigtigt for denne gruppe, da de har et bredt spekter af problemer, slutter Cliff Kaltoft.
For bare ti kroner kan du købe sangen via iTunes og støtte LVS. Landsforeningen af Væresteder er også igang med at oprette en fond for at skaffe penge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278