16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

I kampen mod løgne, krig og censur

Fredsprisen 2018

I kampen mod løgne, krig og censur

Kunstnere For Fred overrakte i søndags sin fredspris 2018 til Gerd Berlev, fredsaktivist gennem mange år, senest i Tid Til Fred/Aktiv Mod Krig.

Fredsaktivist Gerd Berlev med fredsprisen 2018 fra Kunstnere For Fred i sin hånd.
FOTO: Niels Gether
Sidste års fredsprismodtager, Arne Würgler, holder tale for Gerd Berlev.
FOTO: Niels Gether
Sanger og musiker, Peter Abrahamsen, underholdt efter prisoverrækkelsen hos Kunstnere For Fred.
FOTO: Niels Gether

Krudttønden på Østerbro var fyldt, da Kunstnere For Fred (KFF) i søndags overrakte sin årlige fredspris. Begrebet "krudttønde" blev den dag vendt på hovedet, for her var mennesker, der opildner til fred, samlet. Årets fredspris gik til fredsaktivist Gerd Berlev fra Tid til Fred/Aktiv mod Krig.

Det skal kunne give 12 års fængsel at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i at smide bomber over civilbefolkningen i lande, der intet har gjort os.
Pernille Grumme

Freden er da også i stor fare for at gå op i lys lue, hvis NATO, EU og USA fortsætter deres krige for at omfordele og smadre verdens resourcer. Samtidig mødes fredsaktivister, journalister og mange andre med lovgivning om censur og fængsel, advarede Pernille Grumme, formand for KFF, i sin tale i Krudttønden:  

"Det er fuldt lovligt for dødsindustriens lobbyister at agere som påvirknings-agenter over for de forskellige EU-lande, men det er suspekt eller ulovligt at advare imod dem! Det er absurd! I Danmark behandles på tirsdag et lovforslag om, at det skal kunne give 12 års fængsel at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i at smide bomber over civilbefolkningen i lande, der intet har gjort os."

Pligt til at finde sandheden

Men man har pligt at finde sandheden om liv og samfund, sagde Pernille Grumme, og dette var en af grundene til, at Gerd Berlev skulle modtage KFFs fredspris:

"En af dem, der arbejder fuldtids for at få folk til at slukke for den store bagedyst og blive aktive i kampen mod løgne og krig, skal modtage vores fredspris i år. Danmarks freds-aktivist nummer et, Gerd Berlev."

Fredsprisen overraktes traditionen tro af sidste års prismodtager, sanger og musiker Arne Würgler. I sin tale til årets prismodtageren 2018, tog han fat i den krigspropaganda, vi udsættes for og aldrig bliver spurgt om som vælgere:

"Vi skal føre krig for at få fred. Vi skal bombe byerne for familierne og børnenes sikkerhed. Har man hørt mage! - Gerd kalder venligst til orden med smil, tro og sikker viden om, at vi selvfølgelig står til sejr. Engang. Bare vi er mange nok, så vinder vi. For hvem ønsker krig? Og hvem er nogensinde blevet spurgt om, at vores unge skal invalideres i håbløse krigseventyr i Irak, i Syrien, i Afghanistan osv.? Vi bliver aldrig spurgt. Aldrig har det været et emne i en valgkamp. Svaret er jo givet på forhånd. Det svar de ikke vil høre: Nej!"

Befolkningen overhørt

Prismodtager og fredsaktivist Gerd Berlev takkede for prisen ved blandt andet at fortælle, at Anden Verdenskrigs grusomheder har haft stor betydning for hendes engagement, og hun ser hverken NATO eller EU som fredens garanter, ej heller Danmarks krigsdeltagelse:  

"Vi så hvordan Danmark deltog i løgnene efter tårnenes fald i 2001 og kastede sig ud i den efterfølgende terrorkrig, på trods af befolkningens protester. Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen er brutalt og umenneskeligt smadret, oceaner af tårer er fulgt i kølvandet på disse krige. Samtidig har dansk erhvervsliv skovlet fortjenesten ved "gen"- opbygningen ind, mens flygtningestrømme og militarisering har taget fart. Udviklingen efter 2001 er også grunden til, at jeg står her i dag og beæret siger tak for Fredsprisen."

Gerd Berlev kom i sin tale også ind på forsøgene på at fjerne Danmarks forsvarsforbehold overfor EU. Blandt de utallige fredsgrupper Gerd Berlev har været eller er med i kan nævnes Nej Til Krig, Valby & Nordvest mod Krig og Nej Tak Til Nye Kampfly.

Det var sjette gang Kunstnere for fred uddelte sin Fredspris. Tidligere har sangerinden Annisette Koppel og whistleblower Anders Koustrup Kærgaard modtaget prisen. Efter dette års prisoverrækkelse var der auktion til fordel for KKF, og sanger og musiker Peter Abrahamsen underholdt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2018 - 15:28   27. nov. 2018 - 16:02

Fredspris

kb@arbejderen.dk
Kunstnere for fred

Kunstnere For Fred i Danmark blev stiftet 1984 med det formål at tilskynde professionelle kunstnere til at stille deres talent og faglige kunnen til rådighed for projekter, der støtter fred og nedrustning, miljøbeskyttelse, international solidaritet og samarbejde samt menneskers ligeret.

Kunstnere For Fred er den danske afdeling af PAND INTERNATIONAL (Performers and Artists for Nuclear Disarmament), som blev dannet i 1983 i USA af blandt andre sangeren Harry Belafonte.

Se mere: kunstnereforfred.dk