"Før Frosten" burde umiddelbart set kunne opfylde DF's kulturordfører Alex Ahrendtsens krav til en god, dansk film. Den foregår i midten af 1800-tallet ude på Lars Tyndskids mark, hvor vejret altid er surt og koldt, og hvor vadmelsklædte almuefolk æder grød af fælles fad. Men måske har den nogle mangler, for der er hverken nationalromantik, idyl eller stokroser på lærredet, men derimod den yderste armod og klasseskel så dybe som gletsjerspalter.

Jens tager det svære valg at slå til uden at vide, at han dermed har indgået en pagt med djævelen.

I kirken sidder man efter antal hartkorn, og de fattigste er henvist til ståpladser bagerst ved døren, og når husmanden møder en storbonde, tager han huen af, kun storbønder går med hat, og bukker ydmygt.

Jens (Jesper Christensen) er stolt af at være selvejer, men det han ejer er en frønnet hytte og noget sumpet mosejord. Men han er også en god enkemand, der tager sig så godt som muligt af sine køer, en voksen datter og to forældreløse nevøer. Rækkefølgen er ikke tilfældig. Men hvad hjælper den gode vilje, når midlerne mangler. 

Til salg for mad og husly

Høsten slår fejl, og frosten og sulten står for døren. En ko må han allerede nu sælge, fordi han mangler foder. Men så dukker der en redning op for overlevelse, ja mere end det, og Jens tager det svære valg at slå til uden at vide, at han dermed har indgået en pagt med djævelen i skikkelse af storbonden Gustav (Magnus Krepper).

Nu er Gustav faktisk, i hvert fald udadtil, en pæn og fintfølende mand, og den handel Jens indgår med ham er at give ham sin datter Signe (Clara Rosager) til kone, selv om hun egentlig var lovet til naboens Ole, og ligeledes sit hus og sin jord, mod at han selv kommer på aftægt hos dem, og at drengene bliver karle på gården med eget karlekammer.

Aftalen er også god for Gustav, selvfølgelig, for Signe er en attraktiv pige, og Jens’ mosejord vil være guld værd til sukkerroeavling, når den bliver drænet. Men der er lige en lille sag, der skal ordnes, og det har Gustav folk til. Holger (Rasmus Hammerich) står for det grove, og når der skal udtænkes kyniske planer er Gustavs gamle, sukkersøde mor (Ghita Nørby) ekspert i den kunst.

Moral og grænser

Historien udspilles i en forgangen tid, men det moralske tema, om hvor langt mennesker er parate til at gå for at redde sig selv og deres nærmeste fra undergang er tidsløst. Svaret her er: til den yderste grænse, og den når Jens. Det andet tema er, hvad grådighed kan drive mennesker til, og der må svaret blive, at der ingen grænser er.

Man kan indvende, at handlingsforløbet er lidt for forudsigeligt, men filmen har været vist ved festivaler i USA, Italien og Japan og har fået en fin modtagelse og priser. Især er Jesper Christensen blevet rost, og han fik på Chicago Film Festival tildelt prisen for bedste mandlige hovedrolle. Det forstår man godt, men alle på holdet yder fine og overbevisende præstationer, og nævnes skal også den flotte fotografering af interiører med flakkende kertelys og landskaber, der ligner malerier af L.A. Ring.